Mucver med dild og persille - Friterede squashpandekager

En kødfri dag er ikke at fornægte - slet ikke, når man lige har brugt weekenden til at ordne og pakke en halv gris! 
Jeg ved, at når jeg har ordnet sådan en omgang gris, har jeg bare ikke lyst til kød i et par dage, 
Jeg var heldig at få fat i 2 store squash, som jeg ville lave Mucver af.

Mucver består af revne squash blandet med krydderurter, løg og æg, som binder massen sammen. 
Mucver serveres lune med en dip af yoghurt blandet med hvidløg. Mucver kan spises kolde dagen efter til frokost eller en lille eftermiddagsmad og de kan fryses og efterfølgende varmes i ovnen under stanniol, så det kan godt svare sig at bruge sine forvoksede squash på disse og lave en stor portion! 


Start med at rive squash groft. 
Bland den den revne squash med salt og kom det i en finmasket si.
Lad det dryppe godt af, mens du forbereder de øvrige ingredienser. 
Hak persille, dild, forårsløg og feta fint eller kør det gennem i en minihakker. Pres hvidløg ned i blandingen sammen med chilipulver og peber.

Tag den revne squash, læg det i et rent klæde og vrid så meget væde fra, som overhovedet muligt! Der er rigtig meget væde i squash - særlig i de store udgaver.

Læg squashen i en røreskål og rør det sammen med blandingen af urter, feta og krydderier. Rør det godt sammen og bland efterhanden mel i. Sørg for, at det bliver blandet grundigt ind. Brug evt. en røremaskine.

Smag på farsen: Smag grundigt til med salt og peber - gerne i overkanten, for bagefter skal der tilsættes æg!

Når smagen er, som du ønsker, kommer du æggene i og rører godt rundt.

Lad dejen hvile, mens du varmer en pande med olie op ved middel varme. 
Når panden er varm, sætter du små skefulde af farsen på panden og trykker dem lidt flade. Steg dem ca 4. min på den ene side, så de får skorpe. Vend dem og steg 4 min. på den anden side. Tag dem af panden og læg dem på fedtsugende papir.

Server de lune mucver med en dip af yoghurt rørt sammen med hvidløg og salt, en salat og ris, brød eller bulgur, som jeg gør her!

Eksperimenter med krydderurter og smagsnuancer - kun fantasien sætter grænsen!

Ingredienser:
1 kg squash
5 spsk mel
4 spsk hakket bredbladet persille
2 spsk dildspidser
4 forårsløg
125 g blød feta
1/2 tsk chilipulver
salt og peber
5 æg
(1/2 tsk bagepulver, hvilket gør dem lidt mere luftige - jeg brugte det ikke!)
(2 tsk salt til at udvande squash med)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar