Spidskål med krydderier og tomat

Det lakker mod enden af sæsonen for spidskål, men jeg nåede da lige at lave denne lille lette ret, som kan spises, som den er, serveret med brød eller linser samt en raita og chutney.
Den er også en god ledsager til stegt kød f.eks. lammekoteletter. En hurtig aftensmad, der stadig er sund!


Salaten er let og lækker og kan også fint laves med fintsnittet hvidkål, hvis du har en rest, du ikke ved, hvad du skal bruge til og du ikke vil smide det ud.  Beregn dog evt. ekstra kogetid ved vinterhvidkål.

Del spidskålet i 1/8-dele og fjern rodstokken. Snit den fint, men stadig i "bidefast" bredde.


Hak løg og chili meget fint, riv ingefæren. Hak tomaterne groft. Rist korianderfrø til de dufter og mal dem til pulver. Læg den stødte koriander i en lille skål sammen med gurkemeje og stødt chilipulver.

Varm olien op i en sauterpande eller dyb gryde. Tilsæt løg, ingefær og chili. Lad det sautere ved middel varme, til løgene er bløde og hvidløg/ingefær dufter.

Kom spidskålen ved og vend det grundigt ind i krydderierne. Læg låg på og lad det dampe i ca. 10 min. Kom tomaterne ved sammen med salt og kog yderligere 10 min. Hvis det er ved at brænde på, kan du tilsætte lidt vand, men både tomater og spidskål afgiver væde, så det er nok ikke nødvendigt.
Server varm!

Ingredienser:
ca. 500 g spidskål i fine strimler           
3 spsk olie                                          
2 cm frisk revet ingefær                       
2 mellemstore fint hakket løg                 
2 mellemstore tomater grofthakket         
1 grøn, stærk, finthakket chili
½ tsk gurkemeje
½ tsk chilipulver
1 tsk ristet og stødt koriander
salt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar