Krabbeklør på toast af surdejsbrød

Jeg har aldrig før prøvet at tilberede krabbeklør. Da jeg købte en stor kasse krabbeklør på ca. 1,2 kg til 75,- kr., troede jeg fejlagtigt, at der var der da rigeligt med mad til 4 personer.

2 af kløerne så ikke gode ud og da jeg har stor respekt for skaldyrsforgiftning, valgte jeg at kassere dem. Tilbage var der vel 8 store klør.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Claus Meyers ALMANAK. Krabbekløerne blev renset godt, inden de kom i en STOR gryde med vand, salt, citronskiver, peber og dild.

Vandet med krabbekløerne blev kogt op og vandet skummet for det hvide. da vandet kogte, skruede jeg ned og lod det simre i 7 min. Herefter trak det i 20 min i vandet.

Så var det ellers i gang med at få kødet ud af de enorme klør - ja, jeg har hørt, at man blot skal slå hårdt og bestemt til skallen med en ske, og så skulle krabbekloen flække nok så nydeligt.
Jeg ved ikke med dig, men jeg havde ikke tålmodigheden til det, for de var stenhårde, så jeg valgte kødhammeren.

Snart fløj det lystigt rundt med skaller i køkkenet og jeg forsøgte desperat at undgå, at der kom stumper ned til det pillede kød.


Det lykkedes dog for mig at få det fine kød fra kloen ud rimelig intakt.

Det resterende krabbekød blev blandet sammen med purløg, skyr og mayo og et skvat citronchili og endelig smagt til med salt. Smagen fra dilden i kogevandet smagte igennem i kødet, så der ud over purløgen var strejf af dild.

Da der ikke var nok til en hovedret, men for meget til en forret, serverede jeg det på en god skive ristet surdejsbrød og en let salat.

Det smagte dejligt, men jeg er nu ikke sikker på, at det var arbejdet værd, for så skønt var det nu heller ikke. Måske jeg har gjort noget forkert, for ud over det kød, som jeg tog ud af selve kloen, var det andet flaget og smuldrede let.

SPONSORERET:
Surdejsbrødet var en færdigblanding fra Amo.
Normalt laver jeg mit eget brød fra grunden, men jeg havde fået tilbudt at prøve deres nye produkt og sagt ja tak, da jeg var nysgerrig på smagen af surdej.
Jeg har selv svært med surdej og mit liv er alt for uregelmæssigt og impulsivt til at kunne holde live i en sådan.

 

Posten kom med en fin kasse, som indeholdte 2 melblandinger á 1 kg. Her ud over lå der små pakker af rosmarin, mandler, havregryn og havsalt samt opskrifter og tip til bagningen. Jeg skulle så selv supplere med arbejdskraft, arbejdstid, gær, olie og vand samt strøm.

Brødet er i sig selv let at gå til: Du rører melblandingen sammen i en køkkenmaskine med vand, hvori gæren er opløst. Rør i ca. 10 min. Herefter kan du vælge at lade det hæve ved stuetemperatur i ca. 3 timer, slå det ned, hæve i 3 timer mere, forme det, og hæve i 20-30 min, inden du bager det i 30 min. Det tager i alt ca. 7,5 timer!!! Nærmere beskrivelse kan du finde her: Surdejsbrød.  

- Eller du kan gøre, som jeg gjorde og lade det koldhæve natten over i køleskabet. Form brødene dagen efter og lad dem hæve 45 min.

Til bagningen benyttede mig af teknikken med at stille en skål med vand i bunden af ovnen og fulgte så ellers anvisningerne med at stille ovnen på 250 grader og derefter skrue ned til 220 grader.


Måske vil jeg stadig starte med de 250 grader en anden gang, men så vil jeg bage det færdigt ved max. 200 grader, da jeg synes skorpen blev for tyk og hård. Ydermere var kernetemperaturen ikke høj nok efter 30 min, så det fik 10 min. mere, før det var færdigt. Men der er jo forskel på ovne.



Der kom to brød ud af pakken - selvfølgelig afhængig af, hvor store du former dem.

Dejen var temmelig vanskelig at forme og klistrede meget - måske skal der mindre vand i end angivet?

Jeg kunne godt tænke mig, at der blevet forsøgt med økologiske produkter i melblandingen.

Når alle disse forbehold er sagt, vil jeg også sige, at brødet smagte rigtig godt med dybe toner. På nær den hårde skorpe, var krummen blød og saftig. Jeg kunne godt fristes til at købe produktet en anden gang - ikke fordi, at det er lettere eller billigere end at bage dit eget brød - men fordi det smager godt og surdejen træder igennem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar