Viser opslag med etiketten Sandwich. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sandwich. Vis alle opslag

Philly Cheese Steak Sandwich - med et twist!

Den ene af mine teenagersønner er fuldstændig hooked på amerikansk mad - og gerne de retter, der vælter sig i kød og ost! 

Denne gang ville han have Philly Cheese Steak sandwich, som er en kendt amerikansk sandwich. 
Mange taler om amerikanske hotdogs, burgers og pizzaer, men for mig er deres sandwich en klasse for sig: Fede, smagsfulde og drivende af ost. 
De serveres i bløde boller af totalt usundt hvidt brød, men det er bare så meget bedre end sandwiches, der serveres i sprøde boller, der skærer inde i munden og bare er alt for rustikke i forhold til sandwichfyldet! 
Så skal aftensmaden nogle enkle gange bestå af sandwich, så und dig selv at tilberede den i en blød bolle!!!!



Opskrift til 6 - 7 meget mættende sandwiches:

Ingredienser:
6- 7 stk hjemmelavede aflange, bløde brød 
750 g okseindelår, tyndsteg eller lign. i 1/2 cm strimler.

Marinade til kødet:
1 tsk havsalt
1 tsk friskkværnet sort peber
1 tsk stærk paprika
1 tsk løgpulver
1 tsk granuleret hvidløg
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret oregano
2 tsk knuste chiliflager
6 spsk neutral vegetabilsk olie

Øvrige ingredienser:
Finthakket løg
1 grøn peberfrugt i smalle strimler
150 g champignon i skiver
1 spsk smør
300 g cheddar - eller andet ost - originalt bruges provolone eller mozzarella

Fremgangsmåde:
Start i god tid med at tilberede marinaden til kødet. 
Pres hvidløgene. Hæld olien i en skål, der også kan rumme kødet. Rør salt, peber, paprika, løgpulver,  timian, oregano, chiliflager i olien og bland det godt. Kom hvidløg i og rør godt rundt. 
Skær kødet ud i smalle strimler på ca 1,2 cm tykkelse. Vend kødet godt ind i marinaden, dæk skålen til og sæt på køl - gerne i op til 6 timer!

Imens laves brødene. Det tager rundt regnet max 1½ time. Lad brødene køle lidt af og læg dem så i en plastikpose, så de bliver bløde. 
En beskrivelse og opskrift på gode brød kan du finde på Piskerisets Blog ved at følge dette link: http://piskeriset.dk/hjemmelavede-hotdogbroed/

Jeg formede brødene som meget store pølsebrød og fik 16 brød ud af portionen - De resterende frøs jeg til en anden god gang!

Rens champignon og skær i skiver, rens den grønne peberfrugt og skær i strimler. Varm en stor pande op ved middel varme og tilsæt smør. Kom champignon i og lad dem stege sprøde. Skru ned og tilsæt de grønne peberstrimler og lad dem stege med, til de bliver bløde og mister den skarpe smag. Tag champignon og peberfrugt af panden.

Tør panden let af med køkkenrulle. Sæt panden på et middelvarmt blus og lad den blive varm. Kom kødstrimler med marinaden på i mindre portioner - Steg hver portion i 3- 4 min, til det er sprødt, men rosa inden i.
Tag kødet af og fortsæt til alt kødet er stegt.

Flæk 6 boller på tværs og læg toppen til side. Læg bundende på en bageplade med bagepapir. 
Fordel kødet på de 6 bunde og top med blandingen af peberfrugt og champignon. Drys med finthakkede rå løg. Fordel skiveskåret ost oven på det hele og sæt pladen i ovnen ved 175 grader C. og varm bollerne i til osten smelter. 
Læg toppen på og server - gerne med hjemmelavede pommes frites - og en dejlig frisk salat, selvom det absolut ikke hører til den autentiske udgave (Hvilket marinering af kødet, champignon og rå løg vist heller ikke gør :-)

Reuben Sandwich

Da vi var i USA i sommers, blev vi introduceret til begrebet sandwich på amerikansk.
Jeg havde hjemme researchet lidt på, hvad udbuddet var af lidt let til frokost, når vi var på ture. Jeg stødte på de mange udgaver af sandwiches.
Men helt ærligt: En madglad mand og 2 sønner i voksealderen er svære at gøre mætte af en sandwich bestående af 2 skiver brød, kød og ost. 

En af sandwichene var Reubens sandwichen:



Min mand fik en sandwich på "The Wandering Moose" i Connecticut: "Corned beef on Ryebread/Sprængt oksespidsbryst på Surdejsbrød". 
Han gik glad og MEGET mæt fra bordet efter den overdimensionerede sandwich:




Her kommer så min - fordanskede - version:


Opskrift til 4 sandwiches: 
Ingredienser:
8 skiver mørkt sandwichrugbrød eller landbrød
600 g sprængt kalve eller oksespidsbryst
400 g hakket surkål
1 pakke emmentaler/cheddar skåret i skiver - et lag lægges på.
4 spsk hakkede syltede drueagurker
smør

Russisk dressing:
4 spsk mayonnaise - Hellmanns
4 spsk creme fraiche 18% eller Skyr eller hvad du har til at mindske fedtet.
2 tsk fintrevet peberrod
1 tsk fintrevet løg
1 tsk worcestershiresauce
1 spsk sweet chili sauce
5 dråber hot chili sauce
salt og peber

Fremgangsmåde:
Rema 1000 havde tilbud på sprængt spidsbryst til 75,- kr og det brugte jeg. Surkål var lidt sværere for mig at få fat i, men til sidst fandt jeg et helt hoved surkål hos min lokale grønthandler.
Brødet er et sandwichrugbrød sat ned til 10 kr - også i Rema 1000, hvor man ofte kan gøre en god handel med varer tæt på udløbsdag. Godt for min økonomi og godt for at stoppe spild af okay fødevarer.

Jeg valgte at udvande kålet i en time, før jeg snittede det. Det blev snittet fint. Hvis du vil have kålen blød og mild, kan du koge den i ca . 1 time. Det har stadig syrlighed, men knap så meget. Si den og lad den dryppe godt af. 
Det sprængte kalvespidsbryst blev pocheret i 2 timer og derefter stillet på køl. Da det var helt kold, blev det skåret i tynde skiver.
En emmentalerost blev skåret i skiver og syltede drueagurker hakket fint.

En russisk dressing blev rørt sammen af mayonnaise, creme fraiche, revet peberrod, worcestershiresauce, sød chilisauce, stærk chilisauce og revet løg. Smag til med salt og peber.
Du kan vælge at tilsætte dine finthakkede syltede drueagurker i dressingen, hvis alle kan lide det. Dette kom også på køl.

Smør et stykke brød let med smør. Læg det på en bageplade med smørret nedad. Smør ca 2 spsk dressing på den anden side:


Del surkål i 4 portioner og læg 1 af portionerne på:


Del også kød i 4 portioner og læg 1 af portionerne på:

Ost på i et lag:

1 spsk hakkede drueagurker på hver sandwich:


Og den sidste skive brød smurt let med smør:


Stil sandwichen i ovnen ved 200 grader i ca 13-15 minutter, til osten er smeltet og brødet ristet - Det er her, at smørret på ydersiderne er vigtigt.
Halver sandwichen og server den med en masse servietter eller kniv og gaffel!




Min Reubenssandwich er ikke lige så overdådig som den på The Wandering Moose eller dem, som man hører om fra Katz´ Deli, men den mætter så meget, at den gør det ud for et aftensmåltid. Alle i familien - fra lille til stor - nød virkelig denne sandwich, der ikke ser ud af det store, når den først serveres, men husk at gå i gang i god tid, for der er en del forarbejde, der skal gøres.