Hellefisk "En papilotte" med jordskok, æble, porre og æble-solbærmost.

Jeg er igang med at lære at anvende jordskokker i mit køkken. Det har taget mig lang tid at knække koden med at bruge den lille undseelige knold og jeg har længe undgået den. Særligt om vinteren er den på enhver menu på diverse restauranter - Ja den er faktisk næsten slet ikke til at komme udenom! 
Jordskokker har et meget højt indhold af inulin, som vi mennesker ikke kan nedbryde, så det er godt at indtage jordskokker i moderate mængder af gangen, for ellers kan man godt få temmelig ondt i maven og prutte godt og grundigt. På engelsk kaldes den derfor ind i mellem for "Fartichoke"

Til denne ukomplicerede ret med hellefisk "en papilotte" har jeg derfor kun brugt 4 jordskokker sammen med æbler og porrer samt en pesto af bl.a. persille og hasselnødder. Og der var hverken ondt i maven eller lignende bagefter middagen.


OPSKRIFT til 4 personer: 
Hellefisk en papilotte med jordskokker, æbler og porre samt grov pesto af hasselnødder og persille. 

Ingredienser:
600 gram hellefiskfilet uden ben og skind
4 jordskokker (ca. 200 gram)
2 syrlige, danske æbler
2 tynde, langskaftede porrer uden den grønne top
1,5 dl æblemost med solbær (Forhold: 1 L. æblesaft til 1 dl solbærsaft)
4 spsk æblecidereddike
salt og friskkværnet peber
50 gr. smør

Dressing:
50 gram hasselnødder
1 stor håndfuld bredbaldet persille
2 spsk koldpresset rapsolie
2 spsk æblecidereddike (Smag på din eddike - nogle er mere syrlige end andre)
salt og friskkværnet peber.

Ris:
2 dl røde ris 
4 dl vand 
1 tsk salt

4 stykker bagepapir á ca 42X38 cm

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 160°C. 
Kom de røde ris i en gryde med låg til. Tilsæt 4 dl koldt vand og slat. Rør rundt. Læg låg på og lad det koge op. Skru ned og lad det simre i 25 min. Stil til side.

Imens risen koger, forberedes grøntsagerne og her kan du med fordel bruge et mandolinjern: Rens porrerne og skær den i meget tynde skiver. Skræl æblerne og skør dem i tynde skiver. Skræl jordskokkerne og skær dem i skiver. De skal først skrælles og skives lige før tilberedning, ellers bliver de misfarvede.
Smelt smør i en stor gryde/pande og lad det lige bruse op. Tilsæt jordskokker, æbler og porrer sammen med æblesolbærmosten og æblecidereddiken. Lad det stege under omrøring i ca. 1 minut og tag panden fra varmen.
Del fisken i 4 lige store portioner og gå dem efter for ben. Krydr med salt og peber. 

Læg et stykke bagepapir på et stort skærebræt. Derefter kommes et lag af de kogte røde ris på, derefter et lag af jordskokke, æble, porre-blandingen og slut af med hellefiskfiletten. Luk pakkerne tæt, men der skal være luft omkring, så papiret må ikke stramme om indholdet. Pak de sidste 3 filetter på samme måde. Læg pakkerne på en bageplade og stil dem i den varme ovn i ca 25-35 min. Hvis du er i tvivl om de er færdige, kan du måle temperaturen gennem papiret og sikre dig, at den er min 63 °C. Pakkerne skal helst ikke åbnes før servering.

Forbered dressingen, men fisken bager i ovnen: Hak hasselnøddekernerne groft og stil til side. Vask og fjern evt grove stængler fra persillen, men de spinkle kan sagtens bruges. Hak det groft. Kom det i en blender eller minihakker sammen med olie og eddike. Kør det hurtigt til en grov pure. Hæld i en passende skål og vend de hakkede hasselnødder i. Smag til med salt og peber og stil til side.

Når fisken er færdig, kommes de lukkede pergamentpakker på varme tallerkener og en lille skål med dressing stilles ved. Pakkerne åbnes ved bordet og dressingen tilsættes efterfølgende oven på den hvide fisk. Der kan med fordel serveres en god skive brød til retten.

-----------------------------------------------------------------------------------------
Jordskokker er lette at dyrke selv, hvis du har en have. Alt du skal, er at grave den godt ned i et stykke jord her i marts måned og du vil blive belønnet med et frodigt buskads hen over sommeren, hvoraf nogle sorter bliver over 2 meter høj og i varme somre blomstrer med smukke gule blomster. Jeg skal prøve at dyrke jordskokker i år  - og jeg sætter dem et sted op omgivet på alle sider af græs,  så spredningen begrænses ved græsslåningen. For ellers er der mange historier om, hvordan den lille knold pludselig overtager hele haven! Jordskokker kan graves op til forbrug fra november mdr, men kan også blive i jorden hele vinteren, så der er ingen undskyldning for ikke at lære at bruge den lille knold. 

Torskeloins med lækker topping

En dag her i den kolde og mørke januar måned havde jeg planlagt, at vi skulle have haft chili con carne, men så skete der lige et lille benspænd: Vi var ude og nyde det flotte, men kolde vejr på havnen: En træt og forfrossen fisker havde kun een torsk tilbage og hvilken torsk: En 7 kg og 1 meter lang kleppert af en torsk. Jeg spurgte forsigtigt, hvad sådan en karl ville koste? 
"Jo" sagde den gæve fisker "Det er jo den sidste og jeg vil gerne hjem i varmen, så du får den for 200 kr." Sådan et tilbud siger man da ikke nej til. 
Så jeg tog fisken under armen og drog hjem og fik ordnet den: 2 portioner til 4 personer af store torskeloins, 2 portioner til 4 personer af torskefilet og 600 gram afpuds til fiskefars - og ikke mindst et kæmpestore torskehoved.
Menuen blev hurtigt ændret til lækre, havfriske torskeloins toppet med sauterede peberfrugt og skalotteløg samt sauce af hakket røde peberfrugter, skalotteløg og fiskefond. Fiskefonden blev lavet af hovedet og ben samt pastinakker, porrer. 


OPSKRIFT: Torskeloins med topping af rød peberfrugt samt peberfrugtsauce af hjemmelavet fiskefond med champagne.

Ingredienser:
600 gram store torskeloins
1x1 store røde peberfrugter
1x1 skalotteløg
1 dl piskefløde
lidt revet citronskal

Fiskefond:
Torskehoved renset for blod og gæller
Fiskeskrog
2 pastinaker
2 porrer (Kun den hvide del - gem toppene til en anden fond)
3 skalotteløg
5 dl champagne eller tør hvidvin

Fremgangsmåde:
Rens den hjembragte torsk og fileter den. Del den i loins, fileter og grove stykke, ureelt kød. Frys fiskefiletterne til senere og de ureelle stykker til fiskefars. 

Fond: 
Kom det rensede hoved og skrog i en stor gryde. Tilsæt rensede pastinakker, porrer, skalotteløg og hæld champagnen ved. Lad det koge halvt ind. Tilsæt vand, så det dækker. Bring til kogepunktet og lad det så simre i 20 min. Tag gryden af varmen og lad det trække i 20 min. Si fonden og kasser fiskehovede, ben og grøntsager. Hæld fonden tilbage i en ren gryde og lad det koge ind ved lav varme til en fjerdedel.

Topping:
Rens og hak den sidste røde peberfrugt samt det sidste skalotteløg fint. Sauter i kort tid i olivenolie. Stil til side

Peberfrugtsauce:
Rens og hak 1 rød peberfrugt samt 1 skalotteløg. Sauter dem i lidt olie i en gryde. Kom 2 dl af fiskefonden ved. Blend det og kog atter op, kom 1 dl fløde ved og kog ind til passende konsistens. Smag til med salt og peber. Hold saucen varm.

Torskeloins:
Del de to torskeloins i 4 lige store stykker. Krydr dem med salt og peber og læg dem i et smurt ovnfast fad. Fordel toppingen på toppen og Dæk let med et stykke smurt bagepapir. Stil fadet i ovnen ved 200°C i 10-20 minutter afhængig af din ovn og størrelse på loins - Der kan ikke gives en præcis tid, men brug et stegetermometer og tag torskeloin ud, så snart den når 63°C i kernetemperatur og kødet er hvid og flager let. 


Anret straks fisken på tallerken og server med saucen og små, dampede kartofler drysset med persille.

Mexicansk Kylling i fad

På trods af navnet, stammer denne ret primært fra de rester, som mit køkken havde at byde på på en trist dag i slutningen af januar: Kylling, squash, porre, løg og nogle triste, undermodnede røde snackpeberfrugter samt frosne majs. Det hele trængte lidt til at blive gevaldigt peppet op, så der kom også nogle gode krydderier og milde chilier i brug. At retten så også er nem og hurtig at lave, skader jo heller ikke.


OPSKRIFT: Kylling i fad med squash, peberfrugt og majs. 
4 - 6 personer
Ingredienser:
4 kyllingebryster
Marinade: 
5 dl kærnemælk
1 tsk salt
10 hele korianderfrø
1 laurbærblad
2 fed pressede hvidløg
Sauce:
2 finthakkede løg
4 fed hvidløg i tynde skiver
2 tsk hele spidskommenfrø
6 tørrede guajillochili og anchochili - se vejledning
2 røde snackpeberfrugter i grove tern
2 middelstore squash i grove tern
1 ds flåede tomater
1 dl frosne majskerner
1 porre i tynde ringe
2 chipotlechili i adobosauce hakket
1 tsk allehånde
2 tsk tørret oregano
1 ds kidneybønner
olivenolie til stegning
salt og peber.

Fremgangsmåde:
Start med at forberede kylling om morgenen: Rens kyllingebrysterne for blodårer og overskydende fedt. Pres hvidløg og bland det sammen med kærnemælk, korianderfrø, laurbærblad og salt. Kom kyllingebrysterne i marinaden og vend dem godt ind. Dæk til og sæt på køl min 6 timer, men gerne længere.
De tørrede chili skal behandles før brug: Varm en pande godt op og kom de tørrede chilier på panden uden fedtstof. Rist dem forsigtig, til de skifter farve, men ikke er brændte. Læg dem i en skål og overhæld med meget varmt vand og tyng dem ned under vandet. Lad dem stå og trække i min. 1 time.

Sauce:
Pil og hak løg fint. Pil og skær hvidløg i tynde skiver. Vask og rens peberfrugter for kerner og skær i grove tern. Vask og trim enderne på squash, skær i halve på langs og skær derefter i grove tern. Vask og rens en porre og fjern de groveste del af den grønne top. Skær porren i tynde skiver.
Kom olivenolie i en dyb pande og varm op ved middel varme. Tilsæt løg og steg dem bløde. Skru lidt op for varmen og tilsæt de hele spidskommenfrø, hvidløg og hakkede udblødte chilier samt hakkede chipotlechili med lidt af saucen hængende ved. Steg under omrøring, til det dufter. 
Tilsæt squash og peberfrugt. Steg under omrøring i ca. 2 min. Tilsæt tomater og rør rundt. Tilsæt oregano og allehånde samt kidneybønner, majs og porrer. Steg under omrøring i 2 min. Smag til med salt og peber og kom saucen i et ildfast fad. Stil til side.

Kylling:
Varm ovnen op til 200°C
Tag kyllingen op af marinaden og kasser marinaden. Tør kyllingebrysterne af og steg dem i olivenolie ved høj varme, så de er gyldne på begge sider. Læg de forstegte kyllingebryster i saucen i det ovnfaste fad og pres dem forsigtigt ned i saucen, så de er dækket. Dæk fadet let med bagepapir.
Stil fadet i ovnen og bag retten i 20-25 min, til kyllingen er gennemstegt. Tjek at kernetemperaturen i kyllingbrysterne er 75°C, før du tager fadet ud.
Tag kyllingbrysterne op af saucen. Anret ris på en tallerken, kom saucen over og skær et kyllingebryst i tykke skiver og anret på toppen - drys med frisk persille eller koriander.

Du kan også vælge at skære kyllingbrysterne ud i tynde skiver og server dem sammen med saucen med tortillas og en god guacamole, syltede jalapenos og creme fraiche.