Viser opslag med etiketten Koteletter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Koteletter. Vis alle opslag

Svinekotelet med lokale rødder, bær og grønt fra skoven #spislokalt #MadbloggerUdfordringen6


Der er i denne måned fokus på at få startet en debat om begrebet #spislokalt.
Det er #Forbrugerrådet Tænk, som har sat fokus på dette emne og har også valgt at udfordre de madbloggere, som kan have interesse i det. 
Debatten kan følges på Facebook: #spislokalt - Madrevolutionens julekalender.
Her vil der gennem dagens låge kommer nyttige informationer, debatindlæg og små konkurrencer.  Alle andre interesserede kan deltage i debatten på facebook - også uden at have en blog - men fordi, det er et vigtigt emne!

Jeg overvejede et stykke tid, om denne debat hører hjemme på min blog. Der er ingen tvivl om, at jeg ikke lever af lokale produkter alene: Jeg elsker mine krydderier med deres dejlige varme og spicy smagsoplevelser og køber dem med glæde og med fokus på deres kvalitet og produktionsforhold.  Jeg er heller ikke tilhænger af løftede pegefingre og ensrettethed. Men samtidig har jeg en holdning til det, som jeg har lyst til at ytre mig om og debatten ligger ikke op til, hvad der er rigtigt eller forkert - mere at debatten kommer i gang!

"Hvad er lokalt?" 
Skal det være fra køkkenhaven, under 5 km væk, 30 km eller hvor er grænsen for lokalt?
At spise lokalt er for mig et relativt begreb: Hvad der er lokalt i et lille land som Danmark, er for mig ikke det samme, som der er lokalt i USA. 
Min umiddelbare holdning er, at i Danmark er det at spise lokalt det samme som køb dansk. Måske en detalje, men hvis alle vi "Københavnere" kun køber lokale produkter, vil det for alvor gå ud over tyndere befolket områder, der ofte lever af at producere råvarer til Danmarks befolkning. 

Hvilken bagvedliggende interesser er der bag begrebet?
At opfordre til, at vi køber og spiser lokale råvarer har uden tvivl også en økonomisk interesse i, at vi opprioriterer lokalområdet og derved skaber vækst og arbejdspladser: Det vil jeg gerne støtte: Her tænker jeg blandt andet på at have mulighed for at købe fisk fra skånsomt kystnært fiskeri. Jeg ville gerne købe mine julesild frisk fra Vedbæk havn, men må nøjes med norske eller svenske sild, da der ikke må fiskes sild i Øresund!! Det kystnære og skånsomme fiskeri er i allerhøjeste grad lokalt fanget fisk. Men her er udsigten dyster med urimelig fordeling af kvoter og nedskæringer i antal årlige fiskedage. 

Hvorfor spise lokale råvarer?
Lokale danske råvarer drejer sig også om smag, som de brander sig på: Lammefjordskartofler og asparges, Samsø herligheder, Sydhavnsøernes æbler, Fyns kirsebær, rygeost og jordbær, Bornholm med sennep, sild og rapsolie, Fanølaks, Rokkedyssegårdens jordbær, Stengårdens æg, Limfjordsmuslinger, Hindsholmgrisen, Vadehavslammet, og mange  mange andre brands - store som små. Gårdbutikkerne tilbyder lokalproduceret grøntsager, der bare er friskere og smager bedre end det importerede. 
Og alle de små produktioner rundt omkring, der kæmper for at blive lige så kendte ved at brande sig bl.a. gennem fællesskaber Som "Smagen af Nordsjælland", "Kulinarisk Sydfyn" m.m.
Danmark er så lille et land, at vi alle kan få adgang til de specifikke lokale gastronomiske lækkerier, så jeg vil ikke begrænse mig ved at skulle spise inden for en vist antal kilometer i radius fra min bopæl! 

Hvordan er forholdet mellem mine personlige principper om dyrevelfærd, økologi og dansk oprindelse og at prioritere lokale råvarer?
Dette er min prioriterede rækkefølge: De dyr, som jeg spiser, skal have haft et anstændigt liv. Jeg prioriterer også, at det er økologisk avlet/dyrket råvarer, som jeg putter i mine børns maver. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, prioriterer jeg, at produktet er dansk. Derfor er denne tid særlig svær: Skal jeg købe en økologisk, dansk and, der bliver fragtet til Polen for at blive slagtet eller skal jeg købe en hollandsk and, der har levet et forfærdelig liv, men som kun transporteres i 3 timer? Hvorfor kan man ikke kan få slagtet økologiske ænder i Danmark. Her er der dog godt nyt på vej, da der er ved at blive skabt et slagteri hertil i Nordjylland.

Men nu til, hvordan vi så kan værdsætte vores lokale grøntsager og kød:


En del af Madbloggerudfordringen ligger i at udvikle en opskrift baseret på lokale råvarer og komme med egne betragtninger omkring #spislokalt begrebet.

Gourmetsaltning af koteletter: Start med at skære en svinekam ud i 4 stk koteletter af ca 2. til 2,5 cm tykkelse - eller få din slagter til det. 
Drys dem med 1 knivspid salt pr. side af koteletten og stil dem på køl i minimum 15 min - gerne længere. Det kaldes at gourmetsalte dem og det gør noget for saftigheden af den stegte kotelet. 

Ramsløgpesto: Blend olie, salt og  solsikkekerner til en grov pure. Tilsæt renset og hakket chili og kør pastaen til chilien er finthakket. Tilsæt ramsløg i mindre stykker og blend dem ind i pastaen. Tag ud af blenderen og rør sammen med den finrevne ost.



Råstegte gulerødder og glaskål: 
Skræl tyndt de små tykke gulerødder. Vaskog trim glaskålene og skær dem i kvarte, så de matcher gulerøddernes tykkelse.Varm rapsolie op på en pande. Jeg brugte en økologisk koldpresset rapsolie fra Lolland, så stegetemperaturen var ved middellav varme. Ved højere varme er det bedre ikke at bruge en koldpresset olie. 
Kom glaskål og gulerødder i panden og steg dem ved jævnlig omrøring i 15 min. Kom så salt og timian i, læg låg på og steg dem yderligere 15 min.
Da gulerødder og glaskål er meget forskellige er de tider, som jeg angiver her, kun udtryk for, hvor lang tid mine havde brug for, så de præcist stadig var sprøde, men møre og med sødme. Så smag dig frem undervejs.
Til sidst tilsætter du smør og lader det smelte ind under forsigtig omrøring. 

Glaserede Svinekoteletter:
Dup de gourmetsaltede koteletter af med køkkenrulle. Krydr med peber. Lad dem stå på køkkenbordet i små 10 min, mens du forbereder stegningen:
Varm en spiseske rapsolie op på en pande ved god varme, men ikke fuld styrke. Lad den blive så varm, at de kan se den skælver. Kom så koteletterne på og brun dem 1 min. på hver side.
Skru ned til jævn varme og steg dem 1 min. mere på hver side. Tag dem af panden.
Tilsæt solbærsaft og solbæreddike og skru lidt op for varmen. Kog det ind til en tyndflydende sirup. 
Skru igen ned til jævn varme og kom koteletterne på. Steg den 1 - 2 min på hver side, så de er glaserede og gennemstegte med en svag rosa kerne. Bliv hele tiden ved med at hælde siruppen over koteletten med en ske, så de bevarer fugtighed på oversiden.
Tag koteletterne af panden og tjek med en lille flig på bagsiden og kødet er svagt rosa - det må ikke være råt. Ellers giv dem længere tid med 1/2 dl vand i panden. Dette giver yderligere en lille sauce.

Server dine rygende varme koteletter med de råstegte grøntsager og nyd dine lokale råvarer!!!

Ingredienser til 4 personer:

Råstegte gulerødder og glaskål:
12 små tykke gulerødder - lokal produceret og økologiske.
2 middelstore glaskål - farven er underordnet. Hjemmedyrket i krukke
2 spsk koldpresset dansk rapsolie
1 spsk frisk timian - kun bladene. økologisk dansk købt i gårdbutik.
1 spsk smør - Dansk økologisk
salt efter smag 

Ramsløgpesto: 
Pestoen var lavet i foråret, hvor du kan plukke friske ramsløg i skoven. Lav pestoen og frys den i mindre portioner.
20 g ramsløgblade - Selvpluk i foråret
1/2 dl koldpresset rapsolie - Dansk produceret
30 g Hirten Castello - fintrevet - minder i konsistens om Parmesan, men er knap så salt. Dansk produktion
50 g solsikkekerner. Dansk økologisk produkt, men uden oprindelsesland.
1/2 grøn eller rød chili (Cayennechili fra egne krukker)
salt og peber efter smag.

Solbærglaserede svinekoteletter:
4 stk svinekotelet á 2 til 2,5 cm - Økologisk/Dansk
Fint havsalt til gourmetsaltning - Nej ikke dansk, men Urtekrams Atlantersalt.
Friskkværnet peber. - Nej ikke dansk!
1 spsk. rapsolie
3 spsk. koncentreret økologisk solbærsaft - hjemmelavet med økologisk udenlands rørsukker!
1 spsk. solbæreddike - også gerne hjemmelavet med økologisk dansk eddike!


Chilimarineret svinekotelet med asiatisk coleslaw

Appetitten er ikke så stor her i sommervarmen og det er lysten til lange stunder i køkkenet heller ikke.

Men mad skal der jo til alligevel, for med to teenagersønner i huset skal der mad på bordet hver dag - og gerne nok til at mætte i bare et par timer, så de ikke går på rov i skabe og gemmer i de sene nattetimer!

Denne coleslaw er langtidsvirkende på to teenagere, da den er mættende med indholdet af kål, gulerødder og bønner. Smagsmæssig er den frisk og lidt hot - men ikke nok til, at det er derfor, du sveder i sommervarmen. 



Start morgenen ud med at marinere koteletterne ved at blende syltede chili sammen med hvidløg, revet ingefær og soyasauce. 
Masser koteletterne godt ind i marinaden og læg dem så ned i marinaden, så det dækker og stil tildækket på køl i min. 4 timer.

Skæl og riv gulerødder på den grove side af rivejernet. Snit spidskål i fine strimler.
Kog de hele, nippede brede snitte bønner i ca. 5 min, Tag dem op og læg i iskoldt vand. Kog edamamebønner i 3 min. Hæld vandet fra og læg også disse i isvand.
Når snitteønnerne er helt afkølet, tørres de forsigtig og skæres i mundrette diagonale stykker. Lad edamamebønnerne dryppe helt af.
Læg snittet kål, revne gulerødder og de to slags bønner i en stor skål med plads til at vende det godt rundt.

Pisk dressingen sammen og ca. 1 time før du skal spise, vender du halvdelen af dressingen i og vender rigtig godt rundt i salaten, så alt bliver dækket af dressing.  Ved servering vender du den resterende dressing i.

Tænd grillen op. Tag koteletterne ud af køleskabet ca. 30 min, før de skal på grillen. Lad det meste af marinaden dryppe af og steg dem så ved direkte varme ca 5 min. på hver side. 
Den tilbageværende marinade kan koges meget grundigt igennem og bruges til koteletterne, hvis du virkelig ønsker det HOT.

Server dem sammen med coleslaw og nyd den danske sommer, mens den er her!


Ingredienser:
Svinekoteletter
4 store svinekoteletter på min. 2,5 cm tykkelse

3 dl syltede chilier med lage*
4 fed hvidløg
2,5 cm revet ingefær
1/2 dl soyasauce

*Jeg brugte hjemmesyltede omnicolor chili i lage, men du kan bruge andre f. eks. jalapeno, som nok er nemmere at få fat i. Men omnicolor har en dejlig frugtagtig aroma, som du ikke finder i jalapeno. Vurderer mængden af chili afhængig af styrke, men det bliver nu ikke så stærkt, som man umiddelbaft skulle tro.

Asiatisk Coleslaw
1 lille rødt spidskål - fintsnittet
4 middelstore gulerødder - groftrevet
2,5 dl edamamebønner uden skal - blancheret
10 snittebønner - kogte og skåret i mindre stykker
(Gerne 1 håndfuld frisk hakket koriander eller mynte)

Dressing:
1 spsk honning
1 spsk neutralsmagende olie
1 spsk vineddike
1 spsk risvineddike
1 spsk soyasauce
2 spsk fin peanutbutter
1 tsk salt
2 tsk Sriracha chili sauce
1 spsk fint revet ingefær
1 fed presset hvidløg





Små nye gulerødder med timian og chili

I går stod aftensmaden på koteletter med diverse tilbehør som kartofler, blomkål og små gulerødder - hvor kedeligt lyder det lige!!!

Jeg havde  købt økologiske små gulerødder i weekenden i Årstidernes Gårdbutik i Humlebæk, hvor de lige var hevet op af jorden.
Så snart jeg kom hjem, skar jeg de grønne toppe af og lagde gulerødderne i en pose, hvori jeg havde lagt et stykke sammenfoldet køkkenrulle. Det skulle medvirke til at holde gulerødderne friske og opsuge evt. kondens, som ville kunne få dem til at rådne.
Posen blev lukket løst og det kom i køleskabet i grøntsag skuffen sammen med kartofler.

Jeg valgte de mindste af gulerødderne, skrubbede dem godt og bevarede lidt af toppen på. De blev tørret grundigt.

Jeg smeltede smør på en pande og lagde de små gulerødder i. De stegte ved middel varme i 2 minutter under låg.
Herefter tilsatte jeg timian, chili og salt og stegte dem videre i 2-3 min, så de var næsten møre. De kom i et lille fad og pakkede dem ind i stanniol. 

Der kom mere varme under panden og da det var gennemvarmt, kom jeg akaciehonning ned til smørret og krydderurterne. Da det begyndte at karamellisere, kom gulerødderne tilbage i panden og stegte i 2 min under jævnlig vending. Her drejer det sig om at være opmærksom hele tiden, så det ikke branker. Jeg tog dem igen af og pakkede dem ind i stanniol

Gulerødderne blev serveret til nogle gode økologiske svinekoteletter fra Mineslund.
Koteletterne var først blevet gourmetsaltet med 1 knivspidsfuld fint salt på hver side og sat på køl i 1 time. Herefter blev de tørret af og stod 15 min. for at slå kulden af dem. 

Koteletter stegt på panden blev i det resterende smør + 1 spsk mere 4 min. på hver side - selvfølgelig afhængig af tykkelse. Prøv at skære et snit i bunden af den tykkeste kotelet for at se, om det har fået nok. Det må gerne være svagt rosa, men ikke råt.

Jeg tilsatte smør- og krydderurteblandingen noget Vindrue Gastrik fra Samsø Landkøkken og lod det koge lidt ind, mens jeg skrabede bunden af panden godt for at få smagen med. Det var skyen til koteletterne.

Aftenens måltid bestod så af de små gulerødder som kongen, ledsaget af kotelet, råstegte kartofler og dampet blomkål. Gulerødderne smagte vidunderligt og jeg overvejede kraftigt, om jeg ikke skulle have lavet dobbelt portion.

Der var ikke lige tid til et foto, da maden var færdig, for så havde jeg ikke fået nogle gulerødder, før de var spist ;-)


Ingredienser: 4 personer
Små gulerødder:
16 små fine gulerødder vaskede og trimmet
1 spsk smør
1 tsk frisk timian - kun bladene
1/2 finthakket middelstærk chili - Jeg brugte en middelstærk Monkeyface Chili.
1/2 tsk groft havsalt
1 spsk akaciehonning.

Koteletter:
4 koteletter à 125-150 g - gerne min. 1 cm tykke
1 knivspids fint salt til hver side for gourmetsaltningen.
salt og peber.
1 spsk yderligere smør til panden

Skyen:
Resten af smør og krydderurter på panden kogt ind med 1 spsk Vindrue Gastik.





Belugalinser med glaskål, grønne bønner og granatæblekerner

Jeg forsøger med jævne mellemrum at snige linser, bønner og korn ind i retterne, så der sker en gradvis tilvænning til mindre kød og mere grønt, bælgfrugter og korn.

Vi har valgt, at det kød, som vi spiser, så vidt muligt kommer fra et landbrug, hvor dyrene har bedre forhold end lovens mindstekrav. 
Her taler jeg om landbrug, hvor grise rumsterer rundt med trynen i jorden og ruller sig i mudderet. Og der, hvor køerne får lov til at stå og glo på marker med bakker og dale, som de kan gå på opdagelse i, hvis de nu skulle lyste. 
Nej, det er ikke disse landbrug, som jeg skyder med skarpt på: Det er de landbrug, som har stalde op og stalde ned bestående af små båse og en lang rende, hvor en kraftfoder og medicin gives til samtlige - og ikke kun de syge.
Alt for mange dyr lever et kort, men forfærdeligt liv uden mulighed for at røre sig. Transporten til slagteriet er ofte stressende og smertefuld for dyret med mange hold undervejs for at samle op fra andre besætninger.

Det er lettest at sikre sig ved at købe økologisk kød, med mindre at du er heldig og kender en gård, hvor du kan se, at dyrene trives.
Det koster selvfølgelig mere - men kødet er bedre, svindet mindre, så mængden kan minimeres. Og da vi køber stort ind ad gangen, ligger gennemsnitsprisen på omkring kr. 50,-  for 2 voksne og 2 børn.

Så alt i alt er det vel ikke så dyrt - og taget i betragtning, at jeg slipper for hver dag at skulle stå og rode i de kedelige kølebokse i supermarkeder efter arbejde, finder jeg det yderst rimeligt. 

Til godt kød skal der serveres et godt tilbehør:


Jeg skar et glaskål i tern og stegte dem let på en pande sammen med olivenolie og løg.

Rød chili og hvidløg blev hakket superfint, vendt sammen med mynte, dild, citronsaft og olivenolie. Dressingen smages til med salt og peber.

Nogle friske grønne bønner blev nippet i top og bund, hurtig blancheret i kogende vand med 1 tsk salt og fik 2 min, inden de blev skyllet under iskoldt vand for at stoppe kogningen. Mine grønne bønner var meget fine, så vurder kogetiden ud fra dine bønner.

Et granatæble blev delt i to, og kernerne banket ud ved at holde det halve æble ind over en skål med snitfladen nedad. Så slår du - eller dine børn - på skallen med bagsiden af en ske, og gradvis løsner kernerne sig og falder ned i skålen. Det samme sker med evt. saft, som du også bare tilsætter salaten. Pas på ikke at få noget af den hvide skal med: Den smager meget bittert.


Belugalinserne blev skyllet under koldt vand og lagt i en gryde med kogende vand og salt. De kogte i 20 min og evt overskydende vand blev hældt fra.
Linserne mister farve under tilberedningen, men er gode, fordi de bevarer fasthed i konsistensen.
Så blev de vendt sammen med dressingen, mens de stadig var varme. Glaskål og grønne bønner kom i og blev forsigtig vendt sammen med linser og dressing. 
Granatæblekernene blev drysset over og gav god farve.



Denne gang serverede jeg en svinekotelet til: En tyk kotelet på 2 cm. De kan være svære at skaffe, så gå enten til din slagter eller skær den selv. Tynde koteletter bliver tørre uanset hvad du prøver.

Denne kotelet havde ingen synlig fedt, men var fedtmarmoreret i kødet. Fedtmarmorering skal ikke forveksles med synlig fedt: Fedtmarmorering er små fine, hvide tegninger i kødet, som indikerer, at der under stegning vil komme saft til kødet.

Jeg gourmetsalter altid mine svinekoteletter med en knivspids fint salt på hver side i min. 30 min. Herefter tørrer jeg kødet rent og steger det i olie tilsat lidt smør ved høj varme, til der kommer skorpe ca. 1 min på hver side. Koteletterne tages af panden og jeg koger en glaze ind på panden: Denne gang bestod min glaze af 1 del hyldeblomsteddike til 2 dele koncentreret hyldeblomstsaft. Det steger ved høj varme, til det begynder at karamelisere, hvorefter koteletterne kommer tilbage på panden. Så skruer jeg lidt ned og steger i ca. 2 min på hver side. Den færdige kotelet er svagt rosa inden i - saftig og smagsfuld.
Du kan læse mere om stegning og gourmetsaltning her på Vores Mad.dk

Velbekomme!

Ingredienser:
Linser:
150 g belugalinser
2 dl vand
1 tsk salt

Glaskål:
1 glaskål
½ finthakket løg
olie til stegning

Grønne bønner:
200 g grønne bønner
vand til kogning
1 tsk salt

Dressing:
1 finthakket rød chili
2 fed presset hvidløg
2 spsk finthakket dild
1 spsk hakket marokkansk mynte
saft af 1 citron
2 spsk god olivenolie

Rødt spidskål med æbler og selleri med svinekotelet

Et yndigt lille rødt spidskål ligger og kalder på mig fra grøntsagsskuffen og æblerne falder fra træet hurtigere end jeg kan nå at samle dem op.

Oh jo, sikke en overflod af lækre råvarer efteråret byder på!!!


Jeg delte det lille spidskål og skar den ene halvdel det i kvarte. Den anden halvdel kom tilbage i køleskabet. Stokken blev skåret væk og kålet snittet fint. Det grønne æble fik fjernet kernehuset og skåret i tern. Jeg hældte lidt citronsaft over, for at undgå, at det blev brunt.

I fryseren havde jeg nogle fine stilke fra et meget frisk knoldselleri, som jeg havde købt for noget tid siden. Jeg fryser altid toppen delt i stængler og blade, som jeg så bruger til suppe, kartofler i den kedelige vintertid og ikke mindst til en god langtidssimret tomatsauce. De fine stilke blev snittet fint, mens de var frosne - det er næsten lettere end hvis de er tøet op. Jeg brugte 4 små stilke.

Jeg forberedte en dressing af ½ dl. æbleeddike og 1½ dl koldpresset rapsolie, som blev blandet godt med salt, peber og 1 tsk bornholmsk sennep uden dild, men med sødme. Dressingen blev først hældt over ved servering, hvor salaten blev vendt sammen.


Ved siden af salaten, skulle det kødhungrende folk jo have noget:
Jeg brugte svinekoteletter, som jeg selv skar ud fra en hel svinekam i den ende, hvor der er noget fedtmarmorering. Koteletterne blev skåret ud i 2,5 cm tykkelse, da mindre hurtigt vil resultere i tørre koteletter efter stegning.
Denne gang valgte jeg blot at gourmetsalte koteletterne med 1 knivspids fint salt drysset på hver side og stille dem i køleskabet i 30 min.

Da de 30 min var gået, varmede jeg min nyanskaffet støbejerns grillpande op.
Inden koteletterne kom på panden, blev de tørret rene for saltet og sprayet med olie. De stegte 3 min på den ene side, til de let slippede panden. Drysset med salt og friskkværnet peber blev de vendt og fik 3 min. på den anden side og blev taget af. Prøv dig frem efter den tykkelse, dine koteletter har! De skal være faste men stadig fjedrende,, når du prikker til dem med fingeren. Ikke som din kind, men din hage - afhængig af individuelt fedtlag;-)

Jeg skruede ned for varmen og efter lidt tid kom jeg 2 spsk smør på og lod det bruse op. Et lille hakket løg kom ved og brunede med. Gradvis tilsatte jeg i alt 1 dl æblecider og lod koge ind. Cider, smør og løg stod og simrede og til slut tilsatte jeg 1 tsk æbleeddike, salt og peber og lod eddiken dampe af. 


Det kan godt være, at en grillpande ikke har godt af at blive brugt til at simre i, men hold da op, hvor smage det godt. Den eneste kritik var, at der ikke var sauce nok, så næste gang må jeg prøve at lave lidt mere uden at give køb på den gode smag! Salaten var også et hit og koteletterne dejlig saftige og møre.

Ingrediensliste:
Spidskålssalat til 4 personer:
½ lille rødt spidskål (eller grønt)
1 syrligt, grønt æble (eller rødt, hvis grøn spidskål)
Lidt citronsaft fra ½ frisk citron (Husk at fryse skallen til senere, hvis økologisk)
4 tynde stængler fra Selleritop (el. 1 lille stængel blegselleri fra midten)

Dressing af:
½ dl æbleeddike
1½ dl koldpresset rapsolie
1 tsk sødlig sennep uden dild f. eks. Bornholms
salt og peber

Sauce:
1 lille hakket løg
2 spsk smør
ca. 1 dl æblecider
1 tsk æbleeddike
salt og peber

Kød
4 koteletter á 2,5 cm tykkelse
fint salt til gourmetsaltning
olie på sprayflaske

Tilbehør:
Vaskede, kogte kartofler med skrællen på.



Et studie i squash Vol. 2 - Zucchini Italiano møder det nordiske køkken

Første dag i mit squashstudie begav sig til Indien og squashen blev svøbt i stærke og varme krydderier.
Her på anden dagen valgte jeg at tage til Italien for at prøve en ret med zucchinni. Nu har jeg dog en eller anden tanke om, at selve ordet Zucchini henviser til en lille fin squash og italienerne næppe ville bruge sådan en monstersquash på et kilo og godt og vel 30 cm. Men det vil jeg!

Modsat det indiske køkken er det italienske landkøkken i nord ofte kendetegnet ved at lade råvarerne træde tydelig frem og kun bruge et mindre udvalg af krydderi og krydderurter.

Dagens squash blev skåret i skiver på vel 1 cm, som blev lagt på en bradepande. Skiverne blev penslet med olivenolie. Den tynde del af squashen, som lignede en ballon, der var ved at blive pustet op, blev bare skåret i skiver, men da jeg kom til den tykke del, halverede jeg squashen og fjernede de grove kerner.
Pladen blev stillet i en 220 grader varm ovn og fik ca 20 min. Jeg havde ikke plads til alle skiverne på en plade, så jeg stegte mine over flere gange.



Som smagsgiver til de milde squash brugte jeg 3 fedhakket hvidløg, 16 friske, hakkede basilikumblade samt 2 spsk hakket bredbladet persille samt 1 tsk, chiliflager, salt og peber.
Da første plade med de stegte squash var parat, lagde jeg dem i et fad i et lag: herpå dryssede jeg ca 1/3 af hver af basilikum, hvidløg, persille, chiliflager, salt og peber. Derefter lagde jeg det næste lag squash.
Da alle mine squashskiver ikke blev færdig på een gang, satte jeg fadet i køleskabet og lod det trække. Da næste omgang squash var færdig, fortsatte jeg samme procedure, indtil der var tre lag squash med krydderurter og krydderier imellem.


Fadet blev sat i køleskabet en time, så smagen kunne blande sig.

Som tilbehør til det grønne ;-) valgte jeg nogle dejlige, tykke ca 2 cm økologiske svinekoteletter fra Aarstidernes gårdbutik solgt til halv pris, da de var nær udløbsdag - Hjem i fryseren med dem, i stedet for at de skal smides ud. Dem ville jeg også lave på nordisk maner: Jeg gourmetsaltede koteletterne med bare en knivspids fint salt på begge sider. De stod så i køleskabet i 30 min. Jeg tog dem ud 5 min, før de skulle på panden og krydrede dem med friskkværnet peber. Olie blev varmet op ved god varme og da den vibrerede i overfladen, kom jeg koteletterne på. De blev brunet på hver side i ca. 1 min. hvorefter jeg skruede ned til middel varme og lod dem få 2 min. mere. Så tog jeg dem af og hældte 3 spsk hyldeblomstsaft og 1-2 spsk hyldeblomsteddike på panden. Juster selv i forhold til, hvor surt/sødt, du kan lide det.  Det kogte ind og blev tykt. Så skruede jeg ned til middel varme og lagde koteletterne tilbage. Jeg stegte dem ca. 1 min på hver side til de var gyldne og let karameliseret.

Jeg havde en pose gnocchi i fryseren - også købt hos Aarstidernes Gårdbutik tæt på mindst holdbarhedsdato - som jeg havde taget op og ville servere til. Dette er en ikke særlig italiensk måde at kombinere retterne på, nok mere en dansk. For at fuldføre og berettige denne kulturelle forvirring, valgte jeg at vende gnocchien i en ramsløgspesto lavet af ramsløg, parmesan, solsikkekerner og koldpresset rapsolie.


Kombination af det italienske og nordiske passede fantastisk godt sammen, da begge køkkener benytter sig af lette, rene smagsnuancer. Super lækker og enkelt aftensmad - og endnu 1 kg. squash forbrugt på en god måde.