Viser opslag med etiketten Friske spirer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Friske spirer. Vis alle opslag

Collard Greens i Yoghurt-kokossauce med koftes af hakket oksekød

Jeg har dyrket Collard Greens i haven i år. Efter en del startvanskeligheder og en sommer med daglig jagt efter glubske kålsommerfugle, er belønningen her nu: Jeg elsker simpelthen at kunne gå ud i haven i januar og plukke friske grønne, sunde blade til maden! 

Collard Greens bruges meget i Soul Food i Sydstaterne i USA og er kendt over det meste som "Collard Greens with smoked Hamhocks" I Portugal indgår de i den kendte kålsuppe: Caldo Verde.

Collard Greens har en høj mængde af fiber, mineraler og flere vitaminer. Bl.a. vitamin K findes i meget høje procenter og ved indtag over 100 gram Collard Greens overgår det den anbefalede daglige dosis med flere 100 %. Derfor anbefales det ikke, at mennesker, der for blodfortyndende medicin, at indtage for store mængder Collard Greens. 
Collard Greens skulle som de fleste kålsorter indeholder høje mængder af anti-oxidanter, som beskytter mod cancer og  Collard Greens ernæringsmæssige sammensætning også skulle have anti-inflammatoriske egenskaber.

Jeg har valgt at benytte Collard Greens i denne opskrift med indiske kofte og yoghurt, men det kan sagtens erstattes af almindelig grønkål eller Toscansk Palmekål - dog er der forskel i konsistensen, da Collard Greens bevarer fasthed ved selv længere tids tilberedning.




Opskrift til 4 personer:
Ingredienser til Koftes:(Kødboller)
500 g hakket oksekød
2,5 cm revet ingefær
2 spsk yoghurt Naturel
2 tsk ristet og stødt spidskommenfrø
2 tsk ristet og stødte korianderfrø
1/4 tsk stødte nelliker
1/4 tsk stødt kanel
1/8 tsk stødt muskatblomme
1/4 tsk friskkværnet sort peber
1/2 tsk cayenne
1 tsk fint havsalt
2 - 3 spsk olie til stegning

Kogelage: 
2 spsk yogurt Naturel
1,5 dl varmt vand
5 cm hel kanel
6 grønne kardemommer
6 nelliker
1 laurbærblad

Fremgangsmåde:
Bland kød, ingefær, koriander, stødt nelliker, stødt kanel, stødt muskatblomme, sort peber, cayennechili, salt og 3 spsk yoghurt i en skål. Bland det godt, så krydderierne fordeles i farsen. Lad det trække min. 1 time i køleskabet.

Gør dine hænder våde og form ca. 20 lange koftes formet som pølser på 5 cm længde og 2,5 cm tykkelse. 
Varm olien op i en stor pande ved middel varme. Når olien er varm, tilsættes kanelstang, kardemomme, laurbærblade og nelliker. Rør i et sekund. Tilsæt så koftes i et enkelt lag og steg dem ved middel varme, indtil de er let brune over det hele. Tag dem op på en tallerken. 
Pisk gradvist de sidste 2 spsk Yoghurt Naturel i olien, hvor det mellem hver skefuld bliver absorberet i olien. 
Tilsæt 1,5 dl varmt vand og pisk det godt sammen. 
Læg koftes tilbage i kogelagen på panden og bring det i kog. Skru ned for varmen, læg låg på og lad det simre i 30 min. mens koftes vendes med jævne mellemrum. Efter 30 min, tages låget af og væden koges ind, til der ikke er mere væske tilbage end det, som sidder på koftes.  



Ingredienser til Collard Greens:
10 blade Collard Greens/300 g ribbet og snittet Collard Greens
1 tsk brune sennepsfrø
2 hakkede skalotteløg
2 fed hakket hvidløg
1/2 tsk cayennepeber eller efter smag
1/2 tsk ristet og stødt korianderfrø

1 tsk gurkemeje
3 spsk revet kokosmel eller bedst: friskrevet kokosnød
2 dl yoghurt af Yoghurt Natural 3,5%
2-3 spsk vand
Havsalt og friskkværnet sort peber
2 spsk vegetabilsk olie, der tåler høj varme

Fremgangsmåde:
Vask kålbladene grundigt og læg dem i koldt vand i 15 min. Tag dem op og tør dem grundigt. Rib bladene fri fra de hårde stilke. Snit bladene ved at rulle flere blade sammen som en cigar og snitte dem på tværs i ca 0,5 cm tykkelse. Del evt strimlerne igen på tværs til passende længde. 
Hak løgene og pres hvidløgene.
Rist og stød de hele korianderfrø og læg i en lille skål sammen med cayenne og gurkemeje
Kom yoghurt i en beholder med låg, tilsæt kokosmel og ryst det godt sammen.

Varm olien op ved middel varme på dyb sauterpande, som kan rumme kålen.
Når olien er gennemvarm, men ikke rygende, kommes de brune sennepsfrø i.
Så snart de popper, kommes løg og hvidløg på panden og der skrues ned til middellav varme. Rør rundt og kom så de stødte krydderier i og steg under grundigt omrøring i 1 min.


Tilsæt den snittede kål og vend det godt ind i krydderi- og løgblandingen. Lad det falde sammen over middellav varme. Skru helt ned for varmen, tilsæt 2-3 spsk vand og lidt salt, rør godt rundt og læg låg på. 

Efter ca. 30 - 45 min er kålen er mør, men stadig med lidt bid,  smages der til med salt. 
Vend yoghurt med kokos i og bland godt sammen. Varm det stille op, men det må ikke koge igen. 

Du kan servere kålen, som den er, som tilbehør til ris og kød
Eller du kan gøre, som jeg gjorde her: Kålen blandes i friske kogte basmatiris og anrettes på en tallerken med små tomater, kødboller og linsespirer ovenpå.


God appetit.

Friske spirer i salat - til morgenmad!

Lige nu i februar og marts er det hverken fugl eller fisk med frugt og grønt. Inspiration til at kreere endnu en ret med rodfrugter er ved at svinde ind og jeg kigger længe på de mærkelige orange tomater og de bløde agurker, som supermarkederne er fyldte med. 
Men jeg ved, at de snyder. Der er hverken sol eller sommer i dem! 

Dette indlæg er et forslag til at skifte de trist smagende tomater og agurker ud med de små spirer af bælgfrugter og frø, som giver tiltrængte vitaminer og fornemmelsen af det kommende forår


Salaten er blandet med spirer af grønne ærter, røde linser, mungbønner og rucolaspirer. 

Som finish på salaten valgte jeg en lidt speciel dressing:
1 del mandarinolie og 1 del ingefærolie blandet med 1 del risvinseddike. Lige smagt til med salt.
Dressingen spillede perfekt til spirerne: Jeg valgte mandarinolie for dens sødme som modspil til rucolaen, ingefærolien for at give styrke og intensitet, mens den milde risvinseddike ikke druknede de forskellige smagsvarianter.

Nogle mennesker drikke juice eller smoothies til morgenmad, men jeg spiser salat!  




Jeg dyrker selv mine spirer, som jeg køber gennem #FriskeSpirer
De er økologiske og af god kvalitet. Mirian Sommer har udgivet en bog med vejledning til at dyrke dine egne spirer og har også en facebookside, hvor hun jævnligt kommer med ny inspiration og viden om spirer

Jeg har valgt at dyrke mine spirer i en særlig bakke, som genbruges mange gange, hvis du bare sørger for at holde dem rene.

Hvis du oparbejder en vis rytme i forhold til at skylle dine spirer, er det ikke svært: Jeg skyller mine spirer hver morgen, mens kaffen bliver færdig og hver aften, når jeg venter på, at aftensmaden bliver færdig.

For nogle spirer skal du være ude i god tid, men lige med de 4 slags, som jeg har benyttet i denne salat, går det hurtigt: 

Mungbønnerne er de grønne, som har stået i blød i 12 timer i et rent glas vand. De små spirer begynder allerede at titte frem.


Allerede på 2. dagen i bakken, er de ved at være for store. Du kan spise dem så snart at spiren er ca 1,5 cm lang:



De har kastet sine grønne skaller - med lidt hjælp fra mig. Nogle ville mene, at de er blevet for lange, men jeg kan godt lide på dette stadie. Det er en mellemting mellem en bønne og en bønnespire uden bønne som dem, du køber i butikkerne. 
Jeg kan også rigtig godt lide, at jeg ved, at de er rene og er blevet passet hygiejnisk, så der ikke er risiko for samonella og lign.

Hvis du ikke kan nå at spise dem alle, kan du skille bakken i køleskabet og fortsat skylle dem 1 gang dagligt, men sørg for, at der ikke er vand i bunden af dem. Jeg fjerner det let ved at tage et stykke køkkenrulle, hælde bakken let på skrå og så lade køkkenrullen opsuge det overskydende vand ved at holde det på ydersiden af bakkens bund. 

Røde linsespirer er en af mine andre favoritter. De skal kun stå i blød i 4 timer og spirer også villigt og hurtigt.


De har en dejlig knasende konsistens, som jeg holder af i en vintersalat, hvor agurkens knas mere minder om en vingummibamse.


Ud over disse to spirer havde jeg også spirer af grønne ærter, som har en smag af friske grønne ærter.

For første gang har jeg prøvet at spire rucola - Normalt bryder jeg mig ikke om rucolaens bitterhed i større mængder. Spirerne skulle endda smage endnu stærkere, så jeg var rimelig skeptisk. 
Rucola skal i øvrigt bare dyrkes på vat lige som karse og minder i væksten som karse, men meget mere kraftigt i smagen.
Men du kan bruge det lige som karse, men i mindre mængder.

Jeg spirer på livet løs - også i vinduekarmen, men det er nu mere beregnet til at forsøde vores liv med chili, velsmagende agurker og tomater til sommer!!!!




Curry med bukkehornsspirer og grønne ærter.

Egentlig skal man bruge friske eller tørrede bukkehornsblade i denne curry-ret. en tørre har ikke den samme smag og friske kan være svære at få fat i eller tid til at vente på vokser sig til.

Men med spirer af bukkehornsfrø har du snart den friske og karakteristiske smag. 

Med en spirebakke og et par skefulde bukkehornsfrø er du hurtig på vej:

Start altid med at vaske spirerne - også selv om du skyller dem to gange dagligt. Vend dem sammen med salt og lad dem stå i 15 min. Skyl dem i rent vand og pres væden fra.



Lad dem dryppe grundigt af, mens du forbereder det øvrige:

Sæt mandler i blød i 20 minutter. Hak dem groft, hak chili groft og riv ingefær:



Så purerer du sammen med noget tomat, så blenderen kan arbejde.
Rist og stød korianderfrø.

Varm olie op ved middellavvarme og sauter bukkehornsspirerne i 1 min.



Sprøjt 3 spsk vand over og lad dem sautere under låg i 3 minutter ved lav varme.

Tilsæt chilipulver og den nu stødte koriander og sauter, til det dufter.



Tilsæt salt og resterende tomat samt mandel/chili/ingefærpureen. Lad det koge i 10 minutter under låg, så smagene blander sig.


Tilsæt grønne ærter og sukker.



Læg atter låg på og lad det koge i gennem i 2-5 minutter, til ærterne er gennemvarme, men stadig saftige. Smag til med salt.

Lige til sidst tilsætter du smeltet smør, yoghurt og Garam Masala og varmer igennem - Det skal ikke koge på nuværende tidspunkt. Tag gryden af varmen og rør Amchur i.  Amchur er tørret umoden mangopulver, som bidrager med syre.

Server retten med dampede hvide basmatiris - som kun manden min kan lave dem!




Ingredienser:
200 g bukkehornspirer

½ tsk chilipulver
1 tsk ristede og stødte korianderfrø

2½ cm friskrevet ingefær/ca. 1½ tsk friskrevet ingefær
20 mandler
2 stærke grønne chili - jeg brugte den indiske Jwala
1 dåse økologiske flåede og hakkede tomater eller min. 500 g friske.
½ tsk salt

200 g grønne ærter - gerne fra frost
1 tsk sukker

2 dl yoghurt 10 %
2 tsk usaltet smør
1 tsk garam masala

½ tsk amchur/mangopulver

Friske spirer i frokostsandwichen

Alting begynder at spire uden for i det dejlige solskinsvejr. Mine få løg af ramsløg har sat blade: Den ene dag tænkte jeg, at de ikke ville blive til noget, men efter 2 dages lunt vejr, kom de første blade: Slet ikke nok til mit forbrug, men ramsløg er jo kendt for at brede sig gevaldigt og måske - kan det med tiden få overtaget over skvalderkålen?


Indenfor spirer mine små chiliplanter - heller ikke her så mange, som jeg havde håbet på - faktisk er kun få af de sydamerikanske, som jeg har sået, kommet frem. Det er for sent at så nye til dette års høst, da de har rigtig lang spire - og modningstid, men jeg har tænkt mig at eksperimentere lidt med at investere i noget vækstlys og prøve at så dem igen ved 29 grader og se, om det vil lykkes. Så er planen at lade dem stå indenfor indtil næste år, hvor de forhåbentlige store og robuste planter kan komme ud i drivhuset.

Men noget lykkes indenfor: Jeg har investeret i en spirebakke og nogle usprøjtede spirefrø:



Du kan se mere om spirer, dyrkning og spirebakker her hos  "Friske Spirer", hvor du også kan købe mange forskellige frø og en bog med udførlig vejledning. Jeg har købt både frø og beholder i Ø-butikken i Hørsholm Hovedgade, som har et mindre sortiment.

Indtil nu har jeg prøvet at dyrke spirer af broccoli og bukkehorn. Broccoli minder en del om de kendte lucernespirer i konsistensen, mens bukkehornsfrø er en hel speciel spire: En frisk sprød spire med en karakteristisk smag og duft af bukkehorn, som mange vil genkende som duften af karry. 
Den eneste advarsel, som jeg lige vil give er, at du også selv kommer til at "Dufte" af karry de næste par dage efter at du har spist dem :-)



En mindre del af spirerne blev brugt til min frokostsandwich:
En bolle smurt med afdryppet yoghurt, herpå salat, stegt kylling, tomat, bukkehornspirer og rød surkløver.

Behøver jeg at fortælle om, hvor lækker frokosten blev denne dag!

Jeg såede 3 spsk frø, hvilket var alt for meget. Spirerne bliver jo ved med at vokse og skal helst bruges, mens de er små.

Så til sidst måtte jeg sætte resten i køleskabet og finde noget at bruge dem til.

Herom i næste indlæg.