Viser opslag med etiketten Sousvide. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sousvide. Vis alle opslag

Rugpaneret glaskålsbøf i sousvide

Jeg har i et par år haft en sousvide-stav og vakuumpakker. Jeg har ikke fået brugt den så meget, men når jeg får brugt den, er det som regel yderst lækkert. 

Jeg havde købt 2 store, lilla glaskål i Gårdbutikken på Krogerup. Når glaskål er blevet store, har de en tendens til at blive seje og trådede, så derfor ville jeg forsøge med sousvide-teknikken.
Og samtidig ville jeg gerne have brugt rester af et øko surdejsrugbrød, hvide asparges, æbler, peberrod  og andet købt på dato en søndag i den lokale Irma.


Samlet kom retten til at bestå af den sousvidet glaskål i sprød og knasende panering af rugbrødsrasp, som blev lagt på bund af letstegt malabarspinat og hvide asparges (Asparges kan med fordel kan udskiftes med andet og mere sæsonbetonet eller helt udelades - Jeg skulle bare have brugt dem) og toppet med stegte tern af glaskål og Belle de boscoop æble, stegte rødløg og friskrevet dansk peberrod. 
Hvis du ikke har sousvide-udstyr, kan du i stedet for koge glaskålskiverne i saltet vand i ca. 12 min,  indtil de er næsten møre - mærk efter undervejs med en spids kniv, lade dem dryppe godt af og dyp  dem tørre. 
Herefter følges opskriften nedenunder: 


Sousvide glaskål med rugbrødsknas og med grønt 
4 personer
Ingredienser:
2 store glaskål - farven er underordnet
6 skiver groft mørkt surdejsrugbrød
1 æg
4 spsk mel
salt og peber
Et par håndfulde grønkål, savoykål eller spinat 
1 Belle de Boscoop æble - eller andet syrligt madæble
2 rødløg
1 stykke helt dansk peberrod
Smør og olivenolie til stegning


Fremgangsmåde:
Sæt sousvide-staven igang på 85 grader og 45 min i en stor beholder fyldt med vand med vand.  
Imens vandet bliver varmt, skæres glaskålene i ca. 2 cm skiver. Kasser bunden med den seje rodspids. Skræl derefter skiverne rundt i kanten - Hvis du bruger små glaskål, er det muligvis ikke nødvendigt at skrælle dem.  
Pak skiverne i en vakuumpose i eet lag. Læg evt en tsk smør ved i hver pose - fordel med fordel skiverne i  2 poser. Forsegl poserne med svejsning. Sænk de forsegleder pose helt ned i beholderen med det opvarmede vand. Nu skal de bare stå i 45 min. 
I mens ristes rugbrødsskiverne knasende og tørrre i ovnen, afkøles og køres til en grov rasp på foodprocessor.
Vask og riv kål eller spinat.Lad det dryppe godt af.
Skær æble i tern og rødløg i tynde både. 
Steg æbler i smør på en pande og tag dem af, når de er møre, men stadig faste. Hold dem varme. Steg også rødløg i smalle både og hold varme.

Når tiden i vandbaddet er gået, tages glaskålskiverne op og ud af posen. 
Vend skiverne i mel blandet med salt og friskkværnet peber. 
Vend dem herefter i sammenpisket æg og til sidst vendes de grundigt i rugbrødsraspen. 
Varm en pande op på middelhøj varme, kom 1 spsk smør på samt 1 spsk olie på. Læg de panerede skiver på og steg dem gyldne på begge sider og læg dem til afdrypning.
Steg kål/spinat i smør-olieblanding, til det lige netop falder sammen. Krydrer det med salt op peber. 

Anret kål/spinat på midten af en tallerken. 
Læg de rugpanerede glaskål ovenpå og top med de stegte æbletern og rødløg. Riv tilsidst peberroden henover.


Glaskålen blev virkelig lækker, med bid og overraskende sød uden kålsmag. Rugbrøddet gjorde retten mættende og gav noget passende bitterhed til den overraskende søde kål og æbler bidrog med syre. Jeg synes personligt, at det smagte fantastisk.  
Jeg vil helt sikker gentage retten og måske supplere med en form for sauce eller lignende - Jeg går i tænkeboks og hører gerne, hvis du har forslag. 






Sousvide andebryst med græskarpure, brombær og rodfrugter

Jeg havde nogle 250 grams andebryster i fryseren, som trængte til at blive brugt. Vi kan godt lide rosa andebryst og derfor valgte jeg at lave andebrysterne med sousvide. De kan dog sagtens laves på traditionel vis på pande og afluttes i ovn i ca 20 min. ved 200 grader. 


Ingrediensliste
4 andebryster på 250 gram
1 middelstort hoikkadogræskar på ca 1 kg
6 friske salvieblade
salt og peber

1 håndfuld friske brombær
2 spsk vand
2 spsk hvidvin
1 tsk citronsaft
salt

3 store aflange rødbeder
3 store pastinakker
5 gulerødder
1 lille håndfuld hele kviste frisk timian - skyllet og trimmet
6 fed hvidløg 

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader og forbered dit sousvide- udstyr. Indstil din sousvide stav/kar til 58 grader og 2 timer. Kom vand i beholderen og tænd for staven.

Trim andebrysterne for overskydende fedt, som gemmes. Rids skindet og krydr med salt og peber. Kom brysterne enkeltvis i sousvide godkendte poser og kør dem gennem vakuummaskinen og forsegl dem.  Når vandet til sous-vide har opnået rette temperatur, kommes de tre poser med andebryster i, så de er dækket af vandet. Lad det stå, til de 2 timer er gået.

Smelt det afskårne andeskind i lille gryde ved middel varme,så fedtet smelter fra. Hæld det smeltede fedt fra og stil til side.

Vask hoikkado-græskaret, skær bunden af, så der er en lille plan ståflade. Prik græskarret med en spids kniv og stil det på en bageplade i ovn ved 180 grader. Lad det bage helt blødt i ca 1 time. 

Skræl eller vask rodfrugterne og skær dem i stænger på ca 10 x 4 cm. Kom dem i et passende ovnfast fad og vend dem med det afsmeltede andefedt, timiankviste, salt og 6 fed hele hvidløg. 

Efter ca 1 time tages græskarret ud. Det skal være helt blødt, når der stikkes/trykkes på det.  Lad det afkøl let. 

Skru ovnen op på 200 grader og sæt fadet med rodfrugter ind i midten af ovnen. og lad den blive være i ca 1 time. Vend i dem undervejs.

Del græskaret i kvarte. Fjern kerner og skrab græskarkødet fra skrællen eller kør det med kødsiden nedad gennem en puremølle. 
Hak salviebladene fint og rør så græskarmos og hakket salvie sammen. Smag til med salt og stil til side.

Vask brombærene og kom dem i en lille gryde med de 3 slags væde i bunden. Lad det koge op ved middel varme og lad alkoholen fordampe. Læg låg på og sluk for varmen. Lad bærrene trække til anretning.

Når andebrysterne er færdige, steges de af på skindsiden på tør pande på fuld varme, så skindet bliver ristet. Slut af med at vende det kort og lad det så trække i 10 min. 

Lun græskarmosen forsigtigt i en lille gryde under omrøring.

Skær andebrystet i skiver, kom græskarmosen på en varm tallerken, læg andebrystet ovenpå og garner med hele kogte brombær på toppen. Læg rodfrugterne ved og server.