Græsk inspireret butterbeans i tomat.

Selv om butterbeans siges at være milde i smagen og ikke blive melede, kan den store bønne være lidt af en blandet fornøjelse at få i munden. Den bruges da også ofte til en cremet hummus. Forresten synes jeg ikke, at butterbean smager af smør

Men i denne græsk inspireret ret tilberedes den kogte bønne i en lækker tomatsauce med, som giver den smag og gør konsistensen lettere at håndtere. 



OPSKRIFT: GRÆSK INSPIRERET BUTTERBEANS
(tilbehør 4 personer)

Ingredienser: 
500 g iblødsatte, skyllede og kogte butterbeans (Se pakkens anvisning)
5 spsk olivenolie 
2 fed hvidløg
1 stort, hakket løg
1 stort bdt persille (ca 4 spsk finthakket)
1 stilk, hakket bladselleri
1 ds hakkede tomater 
1 tsk tørret græsk eller almindelig oregano
1 laurbærblad
1 tsk Urfa chili eller 1 tsk stærk paprika
1 dl vand
Salt og friskkværnet sort peber 

Fremgangsmåde: 
  1. Forbered bønnerne: Skyl dem og læg dem i blød i rigeligt vand i 12 timer på køl. Skyl igen bønnerne og kasser iblødsætningsvandet. Kom dem i en stor gryde med koldt vand, så det dækker med 10 cm , tilsæt lidt salt og 1 tsk olie. Bring i kog, skru ned, læg låg på og lad simre i ca 45 min.( Tjek med mellemrum, da kogetiden afhænger af bønnernes alder! De skal være møre, men faste og ikke falde fra hinanden.)Hæld vandet fra gennem en si og stil til side.
  2. Imens bønnerne tilberedes, pilles og hakkes 1 stort løg og 2 fed hvidløg.
  3. Vask og nip persille og hak det. Vask bladsellerien og skær i små tern.
  4. Tag en stor pande og varm olien op ved middel varme. Kom løg, hvidløg og bladselleri i og det steges under omrøring i ca 5 min., til det er blødt og kun svagt brunede.
  5. Tilsæt de afdryppede bønner, persille, tomat og 1 dl vand, paprika, oregano, laurbærblad  samt salt og peber.
  6. Læg låg delvist på og lad det simre i 30-45 min, mens væden koger ind og saucen bliver tyk og klæber sig til bønnerne. Hvis saucen stadig er for tynd, tages låget af det sidste 15 min. 

Server drysset med hakket persille og evt med god græsk feta smuldret ovenpå. 






Salat af årets første tomater og hestebønner

Jeg har langt om længe høstet en håndfuld tomater fra min have: Gule Sirja´s Love og røde cherrytomater Cherry Falls og en enkelt rød Elgum´s red cherry samt en enlig lilla cocktailtomat - Karma Purple.
Der er ikke mange modne endnu, men til gengæld smager de af noget - måske ikke sommer og sol i disse temperaturer, men helt klart af naturlig vækst og modning til forskel for f.eks de hollandske masseproducerede tomater, som vokser i rockwool i kæmpe drivhusbyer, hvor gødning og optimeret dyrkning minimerer smagen til noget, der allermest minder om rå kartoffel 
Smagen af hjemmedyrkede tomater slår rask væk en hel bakke cherrytomater fra supermarkedets hylde. 
I år har jeg også held med dyrkning af valske bønner, som dog kræver en del plads, hvis der skal blive et måltid til 4 voksne.  I min have trives persille også godt i det kølige, fugtige vejr og mynten breder sig lystigt i drivhuset. 

OPSKRIFT: Valske bønner med tomat, persille, mynte og citron
Tilbehør til 4 personer


Ingredienser:
200 gram bælgede valske bønner/hestebønner
6-8 små cherrytomater i forskellige farver
Revet skal af 1 citron
4 spsk rigtig god økologisk ekstra jomfruolivenolie
11/2 spsk rigtig god økologisk balsamico eddike - jeg brugte lys, men rød kan bruges
1 tsk friskhakket marokkansk mynte
1 spsk  friskhakket bredbladet persille


Fremgangsmåde: 
Bælg de valske bønner. Det sker lettest ved at snitte strengen med en urtekniv, så de er lette at åbne. 
Tag bønnerne ud. Prøvesmag en og find ud af, om den matgrønne yderste hinde på den enkelte bønne er sej.

 Det ser ud af meget, når man har plukket bønnerne. Desværre bruges bælgen sjældent. Den er dog spiselig. 


De store flade bønner ligger indpakket i vat i. 


De store flade bønner er  yderligere indpakket i en matgrøn hinde, som kan være sej og indeholde bitterstoffer. Jo ældre bønnen er, jo mere sej er denne hinde og skal fjernes efter bønnerne er blancheret i 2-4 min - igen afhængig af alder.



Når hinden fjernes, dukker den smukke irgrønne bønne op. På de bønner, som jeg høstede, var der nogle enkelte, der var lidt forvoksede og de fik fjernet hinden, men de fleste beholdte den på. Det er en smagssag

Når bønnerne er bælget og parate til at blancheres, laves dressingen: 
  • Vask, tør og hak krydderurterne. Der kan bruges andre krydderurter efter smag.
  • Vask og tør en lille citron og riv skallen.
  • Bland eddike, salt, peber og pisk olivenolie i. Kom citronskal i blandingen og smag til. Stil til side og trække.
  • Bring rigelig koldt vand i kog i en gryde og tilsæt salt.  
  • Kom de bælgede bønner i det kogende vand og lad dem koge i 1-4 min afhængig af størrelse og alder. 
  • Tag dem op med en hulske og kom dem straks i isvand, så de beholder deres farve. Tag dem op efter 5 min og lad dem dryppe godt af. Dup dem evt. forsigtigt tørre. 
  • Fjern hinden på de bønner, som har behov. 
  • Vask tomaterne og skær i mindre stykker.
  • Kom bønner, tomat og krydderurter i et fad og dryp olie-eddikedressingen over, mens den revne citronskal holdes tilbage.

Server den lille forfriskende salat som en del af et måltid. 
Vi valgte at servere salaten sammen ned en krydret bulgur med tomatpure, dild og persille, hvidløgsristede grønne og gule squash fra haven og yoghurt rørt med hvidløg og drysset med sumak.







One-pot: Kyllingelår med champignon, grønne ærter, salvie, og røget Vesterhavsost

En superlet, hurtig og velsmagende ret, der ikke kræver meget forberedelse og efterlader minimal opvask:


OPSKRIFT: Kyllingelår med champignon, grønne ærter og salvie
                   4-6 personer.

Ingredienser: 
  • 4 hele økologiske kyllingelår evt delt i over -og underlår -ialt 8 stk
  • 4 spsk  olivenolie
  • 1 middelstor porre eller 1 bdt forårsløg - renset og i 2 cm skiver.
  • 250 g faste brune økologiske champignon -renset og store i halve eller kvarte  10-10-12 salvieblade
  • 300 gram risoni/Kritharaki
  • 3 dl piskefløde ( evt 2 dl+1 dl skummet)
  • 7,5 dl kyllingefond
  • 250 gram frosne grønne ærter
  • frisk revet Røget Vesterhavsost - eller anden fast ost

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 200 C varmluft. 
  • Vælg et stort, dybt ovnfast fad med låg og stil det i den varme ovn i. 
  • Rens og del kyllingelårene og drys grundigt med salt og peber.
  • Tag fadet ud kom 2 spsk olivenolie i bunden. Tilsæt kyllingestykkerne med skindet nedad, drys snittede porrer, skårne champignon og revne salvieblade over og dryp med de sidste 2 spsk olivenolie.
  • Stil fadet i ovnen i 20 min. 
  • Skru ovnen ned til 180 C og tag fadet ud.
  • Vend kyllingestykkerne, så de ligger med skindsiden opad.
  • Drys Kritharaki mellem kyllingstykkerne og hæld fløden over og derefter saltet kyllingefond. 
  • Læg låget på og stil i ovnen i ca. 30 min, til Kritharaki er mørt og det meste væde opsuget. (Lidt i konsistens som en god risotto)
  • Tag fadet ud af ovnen. 
  • Drys de grønne ærter i fadet og rør dem let ind i fadets øvrige indhold og læg atter låg på.
  • Lad dem blive gennemvarmet i 5 min ved hjælp af rettens varme indhold. 
  • Fjern låget og drys den revne ost over. 

Server evt med en frisk tomatsalat og brød.