Viser opslag med etiketten Torsk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Torsk. Vis alle opslag

Fisk i indiske krydderier og tomat.

Det har været varmt - rigtig varmt - i lang tid og så pludselig dykker temperaturen. Så føles det ekstra koldt og gråt!
Men indisk mad giver varmen og samtidig er det en god måde at få de fleste til at spise fisk på.
Inderne kan noget med deres fisk: De starter som regel med at gnide fisken i gurkemeje og salt og evt. citronsaft, lader den marinere i 10-15 min. Selv den mest mudrede smag fra ferskvandsfisk forsvinder på denne måde og en ikke helt frisk fisk, får fjernet den lidt fiskede smag!
Denne ret er hurtig at tilberede i forhold til så mange andre indiske retter, da den ikke kræver, at du skal riste mange forskellige krydderier først!


Fisk i indiske krydderier og tomat. 4 personer.
Ingredienser:
600 g fast hvid fisk(torsk, kuller, havtaske mm.)
4 spsk citronsaft
Havsalt og gurkemeje
5 spsk olie
3 middelstore, finthakkede løg
1 håndfuld karryblade (20-25 stk)
2-3 røde chilier (Efter styrke og smag)
3-5 cm ingefær
10 fed hvidløg
2 ds hakkede og flåede tomater
1 tsk gurkemeje
2 stor håndfuld hakket frisk grøn koriander - gem lidt til pynt
Salt og friskkværnet sort peber.

Fremgangsmåde:
Rens fiskefiletterne i presset citronsaft og lad dem dryppe af. Læg filetterne på en tallerken og drys med salt og gurkemeje. Fordel det over hele filetten. Dæk tilog stil på køl i 10-15 min. 
Forbered det resterende: 
Hak løgene fint. Rens og hak chilierne fint, pres hvidløgene og riv ingefæren fint. Læg dette i en skål for sig.
Tag fisken ud fra køl og skær det i ca 3 cm stykker. Varm olien op i en stor pande ved middel varme. Når olien er gennemvarm, steges fiskestykkerne på begge sidder, så de bliver faste og får lidt farve. De skal ikke gennemsteges. Tag dem af panden og lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
Tilsæt karryblade og hakkede løg i den samme pande i resten af olien. Sauter til løgene er klare og karrybladene dufter. Tilsæt blandingen af røde chilier, hvidløg og ingefær. Steg det, til det dufter. Tilsæt 1 tsk gurkemeje og rør godt.
Tilsæt tomater og hakket koriander, men gem lidt til pynt. Rør godt rundt. Skru ned for varmen og lad saucen simre under låg i 30-45 min, så smagene af krydderier og urter blandes. Saucen skal være syrlig og tyk. Hvis saucen er meget tynd, anbefaler jeg, at du lader saucen koge ind uden låg til en passende konsistens, men der stadig er nok til at dække fiskestykkerne.
Ca 10 min. før maden skal serveres, tilsættes fiskestykkerne i den simrende sauce og dækkes forsigtig med saucen. Smag til med salt, ryst panden og smag atter til med salt - retten kan tage en del salt afhængig af, hvor meget salt fiskestykkerne bidrager med. 
Dæk til og lad det simre i 5-6 min ved lav varme. Smag igen til og læg låg på. Tag panden af varmen og lad fisken stå i den varme sauce 4-5 min for at trække.  Server med f.eks. ris og en frisk salat.

Korianderen tilsættes her i den varme ret og simrer i saucen i lang tid. Det fjerner den "sæbede" smag, som mange ikke lige kan forliges med. Min yngste søn kan ikke lide frisk koriander, men når jeg tilbereder det på denne måde, spiser han det med glæde. Korianderen er en kølende ingrediens, så hvis du ikke har mod på at prøve det i retten, anbefaler jeg, at du skruer lidt ned for ingefær, chili og evt hvidløg. Men ikke meget - Mængden lyder måske voldsomt, men når det simrer i saucen, blander smagene sig og særlig hvidløg og ingefær ændrer helt karakter i forhold til den friske smag. 
Hvis du bare elsker frisk koriander, som kom rigeligt på retten, når den bliver serveret!

Burmesisk kokossuppe med torsk og rejer

Jeg havde taget noget torsk fra Hjerting ud af fryseren. Torsken er selvfølgelig ikke økologisk, da den jo trives frit i de store have og bælter. Den var købt i Gårdbutikken som et særligt tilbud og røg lige hjem i fryseren til en senere lejlighed. Og det var så i går.

Jeg havde gået og puslet lidt med tanken om noget indisk fisk, men tiden løb fra mig, da jeg sad og forsøgte at finde ud af, hvad en cupcake egentligt er for en fisk. Jeg interesserer mig overhovedet ikke for kager, men da jeg er med i Madbloggerudfordringen, hvor jeg har fået æren af at skulle arbejde med en  opskrift fra Cupkageriget, måtte jeg jo hellere lave lidt research ;-)

Aftensmaden blev så i stedet en nyfortolkning af en burmesisk kokossuppe baseret på fisk.

De fleste ingredienser havde jeg i fryser, køleskabe og krydderihylde undtagen bambusskud og forårsløg. Dem sprang jeg så let hen over og erstattede det med, hvad jeg havde i stedet for: 1/2 hvidkålshoved og 1 porre. Se, så blev resterne også brugt!

Skær fisken i store tern og læg dem i en gryde.  Skær den nederste halvdel af en stilk citrongræs i skiver og gem resten. Skræl ingefær og skær den groveste  halvdel i skiver. Læg disse to ting ned til fisken.


Kog noget vand op i en elkedel, hæld over fisken, så det dækker. Tilsæt 1/2 tsk salt og lad det simre i 4 min under låg. Tag gryden af varmen og lad fisken stå og trække i fonden i en 1/2 time - stadig under låg.

I mens snitter du så toppen af citrongræsset, chili, hvidløg, ingefær og løg. Det behøves ikke at være superfint snittet, for bagefter kommer du alt sammen i en blender eller foodprocessor og hakker til en pasta.


Varm olien op i en stor gryde eller dyb pande ved middel varme. Når olien er varm, tilsætter du pasta samt gurkemeje under omrøring.
Nu skal du hele tiden passe på, at det ikke brænder på, men varme skal der til for at få smagene til at udvikle sig. Rør ind i mellem og hvis det begynder at hænge fast på bunden, så sprøjt lidt vand over. Det kan du gøre flere gange undervejs, men hver gang kun lige et par strint med fingrene.
Efter 10 min bør pastaen have blandet sig og dit køkken dufter skønt.

I mellemtiden har du så også snittet et halv hvidkålshoved i strimler på ca 1 cm.
Undlad at bruge de tykke ribber. Gem dem i fryseren til en anden gang suppe.
Rens og snit 1 lille porre i fine skiver, hvor du så deler ringene fra hinanden. 

Si fiskefonden fra i litermål. Den blandes nu med vand, til du har i alt 7 dl. væde. Rens fisken fra skiverne af citrongræs og ingefær og gem den.

Væden kommes så i gryden til den stegte pasta sammen med rejepasta og fiskesauce. Lad rejepastaen opløse sig ved jævn varme i ca. 5 min.
Hæld kokosmel ved og bland godt. Smag til med salt.
Kom så hvidkålen i, læg låg på og lad det simre i 15 min under låg. Tag låget af og lad suppen koge lidt ind, men ikke for tyk.

Når kål og suppe har den konsistens, du ønsker, kommer du en fintsnittet porre i sammen med fisken. Lad det simre i ca 4 min, kom så rejer i de sidste 2-3 min.

Undervejs har du tilberedt nogle glasnudler efter pakkens anvisning - som jeg har erfaret man sjældent skal tro på.

Læg nogle nudler i bunden af en suppetallerken/skål og hæld suppen over og server således portionsanrettet.


Lad det gerne ledsages af tilbehør som citron - eller lime både, hårdkogte æg, frisk koriander, chiliolie og forårsløg sammen med ekstra nudler.
Så kan man selv bestemme, hvad man vil have til.

Suppen er stærk og fyldig. Den smagte virkelig godt og mættede fint. Af denne portion blev vi alle 4 mætte og der var til mandens madpakke i dag.


Ingredienser:
Fond:
400 g torsk
2,5 cm skrællet ingefær i skiver
1/2 stilk citrongræs i skiver - den grove ende
1/2 tsk salt
ca 7 dl kogende vand

Pasta:
- blendes -
5 fed hvidløg
2,5 cm ingefær
½ citrongræs - toppen fra den første
1 stort løg
1-2 røde chili, renset for frø - afhænger af chiliens styrken og din smag. Jeg brugte 2 hele Indian Cobra Chili, som er hotte. Husk at kokosmælken tager meget af styrken.

-Pasta blandes på panden med:
4 spsk jordnøddeolie
1 tsk gurkemeje

Suppe:
7 dl fiskefond blandet med vand
1 ds kokosmælk
1 tsk rejepasta
1 spsk fiskesauce
350 g snittet hvidkål
1 fintskåret porre
125 g rejer.

Tilbehør:
Citron - eller lime
4 hårdkogte æg
koriander
chiliolie
1 pakke risnudler.

Hvid fisk i peberfrugt-tomatsauce med kapers og grønne oliven

Denne ret er en gammel klassiker fra en boks med opskriftskort, som vi abonnerede på, før internettet blev hver mands eje. Men på travle dage kommer nogle af disse kort stadig i brug. Ud af de over 500 kort, er der vel 4-5 stykker, som vi benytter med jævne mellemrum - sikke et spild af penge!!! 
Denne opskrift er efterhånden overskrevet med så mange rettelser, at den snart ikke ligner den originale mere: 


OPSKRIFT: Hvid fisk i peberfrugt-tomatsauce med kapers og oliven
Ingredienser:
1 gul peberfrugt i tern
1 rød peberfrugt i tern
2 grønne sivrichili eller 1 grøn peberfrugt i tern
2 middelstore løg i tern
2 spsk olivenolie til stegning
800 gram solmodne tomater eller 2 dåser økologiske hakkede tomater
2 små røde chili eller 1 stor mild + cayennepeber
75 g små kapers
100 g grønne oliven i skiver
salt og peber
600-800 g hvid fisk - torsk, ising, sej, tykke skrubber, rødspætter eller lign.
saft af ½ citron
½ tsk. salt til at drysse med - gerne fint salt.
Båndpasta eller ris.

Fremgangsmåde:Start med at forberede det, som skal snittes, inden fisk, kød eller æg tages frem.
Rens og skær peberfrugt og sivrichili i tern. pil og hak to middelstore løg i fine tern.
Skær grønne oliven i tern og mas de små kapers let. 
Rens de små røde chili for frø og snit dem fint. (Jeg bruger nogle fra min egen avl, som er rimelig hotte, men hvis du bruger de hollandske, som man typisk kan få fat i, så brug en renset i tern. Du kan altid spæde op med mere eller et drys cayennepeber efter smag.)

Tag en pande med låg frem. Varm ca 2 spsk olivenolie op i panden ved jævn varme. Når olien er varm, kommes løgene i og de steger klare under omrøring, men de skal ikke brune. Skru lidt ned. Kom de 2 slags peberfrugt i og vend godt rundt. Lad det stå og simre i 5 min under låg, til peberfrugterne er lidt bløde og dufter.

Flå og hak 800 gram solmodne tomater (eller brug 2 dåser økologiske hakkede tomater) Tilsæt tomater og de skårne oliven og kapers samt de fintsnittede røde chilier. Læg låg på retten og lad den stå ved svag varme og simre i 15-20 min, så konsistensen bliver lidt tykkere og smagene blander sig. Smag til med salt, peber og evt. mere chili.

Mens saucen simrer, ordnes fisken: Tør filetterne på begge sider og drys så med lidt salt og saft af en halv citron - også på begge side. Lad den trække i min. 10 min. Tør dem atter og skær dem i mindre stykker


Når saucen er kogt lidt ind og peberfrugt er mør, kommes fisken oven på saucen. Hæld noget sauce over fisken og læg låg på igen. Lad retten stå ved lav varme i 6-10 min afhængig af fisken tykkelse. Fisken er færdig, når den flager let, når du stikker med en gaffel. 

Jeg serverer retten med friskkogt båndpasta til, men den kan også serveres med gule ris, hvis det foretrækkes.

Denne ret er en god, hurtig måde at få sund mad i hverdagen: Snit det grønne om morgenen eller dagen før og stil det i køleskabet, indtil du skal bruge det. Så kan du nå at lave aftensmad på 30 min dagen efter.
Nogle gange, når jeg har overflod af peberfrugter, laver jeg saucen helt frem til der, hvor fisken skal i. Den fryser jeg så og tager den ud dagen før, vi skal have retten. Ja, så er der lige pludselig aftensmad på 20 min.