Viser opslag med etiketten Hurtig Mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hurtig Mad. Vis alle opslag

Fyldt svinemørbrad ....Hurtig retromad af diverse rester!

I går gad jeg virkelig ikke lave mad. Jeg havde brugt timer på at afrime min kummefryser og det var nødvendigt med hele to termokasser og en flyttekasse ud over skabsfryseren til at opbevare det hele i. Det skulle gå hurtigt, for uanset hvad, du gør, så starter optøningen lynhurtigt. Skabsfryseren indeholdte kød, som ikke tør så hurtigt som grøntsager og brød. Så det hele blev ommøbleret: Kød i termokasserne og fisk, grøntsager og brød i skabsfryseren.
Udstyret med føntørrer og dejskraber fik jeg faktisk afiset afrimet fryseren på en time. 
To mindre portioner færdigretter af Butterchicken og kødboller til en karrysauce blev sat på køl til aftensmaden. Puh, så var søndagens aftensmad i hus - troede jeg! 
 

Kl. 4 ville jeg lige sætte noget vand over til en kop te - og dér - lige bag en kasse - lå en enlig lille pose med en svinemørbrad på 350 g! Hvordan den var landet der, kan jeg ikke huske, men nu var den tøet op og tanken om en let aftensmad svandt lige så stille ind. Desuden er 350 g svinekød jo ikke voldsom meget til 4 personer, så det skulle strækkes lidt og have noget selskab:
Jeg fik hurtig fundet en løsning: Jeg havde en halv bøtte Philadelphia neutral friskost, ½ glas soltørrede tomater i olivenolie, 1/4 glas soltørrede saltede sorte oliven og 1 pakke bacon i køleskabet. I grøntboksen lå 4 små, slanke squash og så var der kartofler! Tja, så blev der også lige ryddet op i resterne i køleskabet - ikke så ringe endda på en doven søndag!

Mørbraden fik et snit i midten, så det skabte en lomme. Philadelphia blev blandet op med hakkede soltørrede tomater og oliven, krydret med peber og lagt i lommen på kødet.

På et skærebræt lagde jeg taglagt skiver af bacon. Den fyldte svinemørbrad kom på og så lagde jeg baconskiverne over på skift fra den ene side og den anden.

Svinemørbraden kom i en ovnfast form med sammenføjningen nedad og sat i ovnen ved 200 grader i 35 min. Her fik den selskab af nogle halve kartofler penslet med hvidløgsolie og salt.
Da mørbraden var færdig og stod og trak, satte jeg en plade med tynde skiver af squash, der havde marineret i olivenolie med hvidløg, salt og peber i 30 min. De fik 10 minutter ved 190 grader.

Hele herligheden blev serveret med en færdigkøbt oliven tapenade, som var åbnet i forvejen!
Jamen dog - det smagte jo ganske fortræffeligt og mørbraden var saftig. Selvfølgelig ville det hele lige blive en tand bedre med en hjemmelavet tapenade - men helt ærligt, en gang i mellem må det godt gå lidt stærkt.

....Og så står den jo på restemad i dag på en kold mandag: Butterchicken og kødboller i - en nok lidt anderledes - karrysauce serveret med basmatiris.


Ingredienser:
Mørbrad:
350 gram afpudset svinemørbrad
Fyld:
ca. 100 g philadelphia eller anden neutral friskost
5 skiver soltørrede tomater i olie - tørret fri for olie
10-12 soltørrede saltede oliven - eller almindelige sorte oliven uden sten
peber
Evt. salt, hvis du bruger almindelige oliven, men smag på det først!
1 tsk oregano knust i en morter.
Indpakning:
150 g bacon ca. 8 skiver

Bages ved 200 grader varmt luft i 35 min.

Kartofler:
12 små kartofler med eller uden skræl penslet med marinaden fra squashene samt et ekstra drys havsalt.
Bages ved 200 grader varmt luft i 35 min sammen med mørbraden.

Squash:
4 små fine squash skåret i 0,5 cm skiver på langs
1 spsk olivenolie
2-3 fed knust hvidløg
salt og peber

Bages ved 190 grader varmt luft i 10-15 min til de er gyldne i kanten.

1 glas oliventapenade.

Rejer Fra Diavolo


Restaurant Carmine´s i New York er kendt for at servere amerikansk-italiensk mad i kæmpeportioner og der smagte jeg første gang "Shrimps Fra Diavolo" med pasta.
Faktisk er det en let ret at lave selv. Dette er min udgave i væsentlig mindre målestok end Carmines:





OPSKRIFT: Shrimps Fra Diavolo. 4 personer
Ingredienser:
400 g pasta - jeg brugte penne
400 g store grønlandske rejer
3 spsk frisk hakket basilikum
3 spsk frisk hakket oregano 
2 spsk olivenolie
1 hakket løg
6 fed presset hvidløg
1 tsk chiliflager - Helst knust tyrkisk chili - eller efter smag!
2 dåse flåede og hakkede tomater
2½ dl tør hvidvin
ca 1 tsk salt
Peber 

Fremgangsmåde:
Kog pasta efter pakkens anvisningen.

Vend rejerne med 1/2 tsk salt og 1/2 tsk chiliflager. 
Opvarm olien på en pande ved middelhøj varme. Kom rejerne ved og steg dem hurtigt. Tag dem op med hulske og stil på køl. 
Skru ned til middel varme og tilsæt det hakkede løg i den samme olie. 
Steg dem klare og bløde.
Tilsæt presset hvidløg og vend dem hurtigt ind sammen med løget. 
Tilsæt hvidvin og lad det koge helt ind. 
Tilsæt tomater sammen med hakket oregano og basilikum.
Lad nu saucen koge sig jævn og tyk. 
Tilsæt rejer og basilikum i tomatsaucen og varm igennem i 1-2 min. Det må ikke koge.
Smag til med salt og peber.

Server det varmt ovenpå pasta og friskrevet parmesan!



Sparejanuar - Tex-Mex på rester


Januar - Den første måned i det nye år - hvor dejligt!

Men økonomien er anstrengt efter to fødselsdage, jul og nytår med alt for meget mad, gaver og andet godt.
Det er hårdt igen at komme i gang med madpakker, sportsarrangementer, skolemøder, aftensmøder, sene vagter og manglende overskud af tid og energi til at kreere spændende og velsmagende mad efter arbejdstid.

Et kig i fryser, køleskab og kolonialskuffen vil nok helt klart afsløre flere ting, som blev glemt i juleræset og som nu kan inspirere til, hvordan man hurtigt kan få lidt sundt mad på bordet.

For mit vedkommende blev disse rester og g(l)emte forråd suppleret op med en rest roastbeef på 500 g, som er noget af det eneste, jeg har tilbage af den 1/8 oksen, som jeg købte i slutningen af august hos Camilla Plum.

Jeg havde stegt den i gryde - som jeg altid gør - ved den varme - som jeg altid gør - og til den centrumtemperatur - som jeg altid gør.

Men den var sej, tør og kedelig - selv den rosa kerne var hård at tygge i og kødet temmelig groft i strukturen. Det var en kæmpesag på 1300 g og vi fik da spist lidt og nogle skiver snittet fint til pålæg på børnenes madpakker. 
Men stadig lå der 500 g roastbeef tilbage.


Det blev skåret i tynde skiver, som blev overhældt med en marinade af 1/2 dl olivenolie blandet sammen med 2 pressede fed hvidløg, 1 hakket jalapeno fra frost, 1 tsk ristet og stødt spidskommen, 1 tsk ristet og stødt korianderfrø, 1 spsk lys vineddike, 1/4 tsk sukker og endelig saft af ½ økologisk citron, hvor skallen bagefter røg i plastikpose i fryseren.
Kødet blev vendt grundigt rundt og marinaden masseret ind i det i forvejen stegte kød. Jeg krydrede først med salt og peber ved stegningen til sidst på en varm pande. Krydringen har ingen grænser, men jeg gik lidt efter en Tex-Mex-udgave.


Tilbehøret blev også fundet i beholdningen af friske grøntsager, rester i køleskabet og dåser fra kolonialskabet:
Jeg havde nogle hvide stykker af porre liggende efter kun have brugt toppene til at koge fond på. 1 af dem blev skåret i ultratynde ringe. En rød snackpeber blev hakket i tern, en dåse blandede bønner skyllet grundigt, et ½ rødløg og 1 almindeligt løg blev finthakket og endelig var der  en rest ris i køleskabet, som blev fundet frem.


Olivenolie blev varmet op på pande ved jævn varme og tilsat 1/2 tsk gurkemeje. Løgene blev stegt klare ved middel varme, før peberfrugt og snittede porrer kom i. Porrerne skal ikke blive for splatne, men skal dog nå en vis sødme. Ris og bønner kom ved, og blev forsigtigt vendt rundt, mens det hele blev gennemvarmet grundigt.

Imens stegte jeg kødet ved høj varme og igen sikrede jeg mig, at det var helt gennemvarmet, da der jo er tale om rester.


Jeg valgte at servere det sammen med salat, hakkede tomater og agurk. En kugle mozzarella skulle bruges - faktisk dagen før, men den duftede nu OK. Den blev skåret i tern. Blandt mit faste sortiment fandt jeg de hjemmesyltede nacho-style jalapenos og en hjemmelavet jalapeno hot pepper sauce frem. Det blev serveret til bløde wraps, som også havde ligget i fryseren. Bønne- og risblanding blev serveret som tilbehør sammen med en hjemmegjort, simpel guacamole af 2 næsten overmodne avocadoer, 1/2 finthakket rødløg, citronsaft af den anden halvdel af citronen, salt, peber og knust tyrkisk peber. Lige før servering, kom der en halv fintskåret tomat i.

Travle dage kan også smage godt....

Supertravle arbejdsdage efterfulgt af aftensmøder trækker tænder ud i forhold til kogekunsten. 
Maden skal kreeres i den korte pause, der er mellem arbejde og møder. Men det behøver ikke at være dårligt mad.

Jeg havde forberedt mig på udfordringen ved at tage 4 små italienske salsicciapølser ud af fryseren om morgenen.
Da jeg kom hjem, var det om at komme i gang med snitteriet, selvom min krop og sjæl råbte på pause i sofaen.
Men....da jeg først var kommet i gang, var det faktisk mere afslappende og rensende for sjælen, end hvis jeg havde sat mig i sofaen og gloet ud i luften i 1 time.


2 auberginer blev skåret i tern, 3 små røde snackpebere i strimler, 1 løg i tern, 2 fed presset hvidløg samt en lille rød chili, som blev finthakket.

Først blev hvidløget stegt klart i olivenolie sammen med 3 cm hel kanel, herefter kom jeg løg ved, som også blev stegt klare. 
jeg skruede op for varmen, inden jeg kom auberginerne i. De blev vendt grundigt i olien med løg og hvidløg i 5 min. Tilsidst blev peberfrugterne vendt i. 


Nogle frosne tomater fra høsten i drivhuset kom i - der var vel 500 g og meget væde. Hvis du bruger dåsetomater, så skal du nok spæde op med lidt vand, så auberginerne er dækkede. Det blev smagt til med salt og peber, inden jeg lagde låg på.

Mens det stod og simrede, gik jeg i gang med salsicciapølserne: Jeg pressede kødet ud af tarmen og med fugtige hænder trillede jeg nogle små kødboller af de små 400 g fars:


Kødbollerne blev så stegt på pande i meget lidt olie, da de er ret fede i sig selv.


Da de havde fået en stegeskorpe over det hele, kom jeg dem i gryden med tomat - og aubergineblandingen.

Det kogte yderligere i 10 min, mens jeg tilberedte pastaen og rev parmesan.


Det smagte dejligt og var ikke en tung ret, så jeg kunne stadig overskue at rejse mig fra maden og tage afsted til møde i et par timer.