Viser opslag med etiketten Glaskål. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Glaskål. Vis alle opslag

Rugpaneret glaskålsbøf i sousvide

Jeg har i et par år haft en sousvide-stav og vakuumpakker. Jeg har ikke fået brugt den så meget, men når jeg får brugt den, er det som regel yderst lækkert. 

Jeg havde købt 2 store, lilla glaskål i Gårdbutikken på Krogerup. Når glaskål er blevet store, har de en tendens til at blive seje og trådede, så derfor ville jeg forsøge med sousvide-teknikken.
Og samtidig ville jeg gerne have brugt rester af et øko surdejsrugbrød, hvide asparges, æbler, peberrod  og andet købt på dato en søndag i den lokale Irma.


Samlet kom retten til at bestå af den sousvidet glaskål i sprød og knasende panering af rugbrødsrasp, som blev lagt på bund af letstegt malabarspinat og hvide asparges (Asparges kan med fordel kan udskiftes med andet og mere sæsonbetonet eller helt udelades - Jeg skulle bare have brugt dem) og toppet med stegte tern af glaskål og Belle de boscoop æble, stegte rødløg og friskrevet dansk peberrod. 
Hvis du ikke har sousvide-udstyr, kan du i stedet for koge glaskålskiverne i saltet vand i ca. 12 min,  indtil de er næsten møre - mærk efter undervejs med en spids kniv, lade dem dryppe godt af og dyp  dem tørre. 
Herefter følges opskriften nedenunder: 


Sousvide glaskål med rugbrødsknas og med grønt 
4 personer
Ingredienser:
2 store glaskål - farven er underordnet
6 skiver groft mørkt surdejsrugbrød
1 æg
4 spsk mel
salt og peber
Et par håndfulde grønkål, savoykål eller spinat 
1 Belle de Boscoop æble - eller andet syrligt madæble
2 rødløg
1 stykke helt dansk peberrod
Smør og olivenolie til stegning


Fremgangsmåde:
Sæt sousvide-staven igang på 85 grader og 45 min i en stor beholder fyldt med vand med vand.  
Imens vandet bliver varmt, skæres glaskålene i ca. 2 cm skiver. Kasser bunden med den seje rodspids. Skræl derefter skiverne rundt i kanten - Hvis du bruger små glaskål, er det muligvis ikke nødvendigt at skrælle dem.  
Pak skiverne i en vakuumpose i eet lag. Læg evt en tsk smør ved i hver pose - fordel med fordel skiverne i  2 poser. Forsegl poserne med svejsning. Sænk de forsegleder pose helt ned i beholderen med det opvarmede vand. Nu skal de bare stå i 45 min. 
I mens ristes rugbrødsskiverne knasende og tørrre i ovnen, afkøles og køres til en grov rasp på foodprocessor.
Vask og riv kål eller spinat.Lad det dryppe godt af.
Skær æble i tern og rødløg i tynde både. 
Steg æbler i smør på en pande og tag dem af, når de er møre, men stadig faste. Hold dem varme. Steg også rødløg i smalle både og hold varme.

Når tiden i vandbaddet er gået, tages glaskålskiverne op og ud af posen. 
Vend skiverne i mel blandet med salt og friskkværnet peber. 
Vend dem herefter i sammenpisket æg og til sidst vendes de grundigt i rugbrødsraspen. 
Varm en pande op på middelhøj varme, kom 1 spsk smør på samt 1 spsk olie på. Læg de panerede skiver på og steg dem gyldne på begge sider og læg dem til afdrypning.
Steg kål/spinat i smør-olieblanding, til det lige netop falder sammen. Krydrer det med salt op peber. 

Anret kål/spinat på midten af en tallerken. 
Læg de rugpanerede glaskål ovenpå og top med de stegte æbletern og rødløg. Riv tilsidst peberroden henover.


Glaskålen blev virkelig lækker, med bid og overraskende sød uden kålsmag. Rugbrøddet gjorde retten mættende og gav noget passende bitterhed til den overraskende søde kål og æbler bidrog med syre. Jeg synes personligt, at det smagte fantastisk.  
Jeg vil helt sikker gentage retten og måske supplere med en form for sauce eller lignende - Jeg går i tænkeboks og hører gerne, hvis du har forslag. 






Svinekotelet med lokale rødder, bær og grønt fra skoven #spislokalt #MadbloggerUdfordringen6


Der er i denne måned fokus på at få startet en debat om begrebet #spislokalt.
Det er #Forbrugerrådet Tænk, som har sat fokus på dette emne og har også valgt at udfordre de madbloggere, som kan have interesse i det. 
Debatten kan følges på Facebook: #spislokalt - Madrevolutionens julekalender.
Her vil der gennem dagens låge kommer nyttige informationer, debatindlæg og små konkurrencer.  Alle andre interesserede kan deltage i debatten på facebook - også uden at have en blog - men fordi, det er et vigtigt emne!

Jeg overvejede et stykke tid, om denne debat hører hjemme på min blog. Der er ingen tvivl om, at jeg ikke lever af lokale produkter alene: Jeg elsker mine krydderier med deres dejlige varme og spicy smagsoplevelser og køber dem med glæde og med fokus på deres kvalitet og produktionsforhold.  Jeg er heller ikke tilhænger af løftede pegefingre og ensrettethed. Men samtidig har jeg en holdning til det, som jeg har lyst til at ytre mig om og debatten ligger ikke op til, hvad der er rigtigt eller forkert - mere at debatten kommer i gang!

"Hvad er lokalt?" 
Skal det være fra køkkenhaven, under 5 km væk, 30 km eller hvor er grænsen for lokalt?
At spise lokalt er for mig et relativt begreb: Hvad der er lokalt i et lille land som Danmark, er for mig ikke det samme, som der er lokalt i USA. 
Min umiddelbare holdning er, at i Danmark er det at spise lokalt det samme som køb dansk. Måske en detalje, men hvis alle vi "Københavnere" kun køber lokale produkter, vil det for alvor gå ud over tyndere befolket områder, der ofte lever af at producere råvarer til Danmarks befolkning. 

Hvilken bagvedliggende interesser er der bag begrebet?
At opfordre til, at vi køber og spiser lokale råvarer har uden tvivl også en økonomisk interesse i, at vi opprioriterer lokalområdet og derved skaber vækst og arbejdspladser: Det vil jeg gerne støtte: Her tænker jeg blandt andet på at have mulighed for at købe fisk fra skånsomt kystnært fiskeri. Jeg ville gerne købe mine julesild frisk fra Vedbæk havn, men må nøjes med norske eller svenske sild, da der ikke må fiskes sild i Øresund!! Det kystnære og skånsomme fiskeri er i allerhøjeste grad lokalt fanget fisk. Men her er udsigten dyster med urimelig fordeling af kvoter og nedskæringer i antal årlige fiskedage. 

Hvorfor spise lokale råvarer?
Lokale danske råvarer drejer sig også om smag, som de brander sig på: Lammefjordskartofler og asparges, Samsø herligheder, Sydhavnsøernes æbler, Fyns kirsebær, rygeost og jordbær, Bornholm med sennep, sild og rapsolie, Fanølaks, Rokkedyssegårdens jordbær, Stengårdens æg, Limfjordsmuslinger, Hindsholmgrisen, Vadehavslammet, og mange  mange andre brands - store som små. Gårdbutikkerne tilbyder lokalproduceret grøntsager, der bare er friskere og smager bedre end det importerede. 
Og alle de små produktioner rundt omkring, der kæmper for at blive lige så kendte ved at brande sig bl.a. gennem fællesskaber Som "Smagen af Nordsjælland", "Kulinarisk Sydfyn" m.m.
Danmark er så lille et land, at vi alle kan få adgang til de specifikke lokale gastronomiske lækkerier, så jeg vil ikke begrænse mig ved at skulle spise inden for en vist antal kilometer i radius fra min bopæl! 

Hvordan er forholdet mellem mine personlige principper om dyrevelfærd, økologi og dansk oprindelse og at prioritere lokale råvarer?
Dette er min prioriterede rækkefølge: De dyr, som jeg spiser, skal have haft et anstændigt liv. Jeg prioriterer også, at det er økologisk avlet/dyrket råvarer, som jeg putter i mine børns maver. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, prioriterer jeg, at produktet er dansk. Derfor er denne tid særlig svær: Skal jeg købe en økologisk, dansk and, der bliver fragtet til Polen for at blive slagtet eller skal jeg købe en hollandsk and, der har levet et forfærdelig liv, men som kun transporteres i 3 timer? Hvorfor kan man ikke kan få slagtet økologiske ænder i Danmark. Her er der dog godt nyt på vej, da der er ved at blive skabt et slagteri hertil i Nordjylland.

Men nu til, hvordan vi så kan værdsætte vores lokale grøntsager og kød:


En del af Madbloggerudfordringen ligger i at udvikle en opskrift baseret på lokale råvarer og komme med egne betragtninger omkring #spislokalt begrebet.

Gourmetsaltning af koteletter: Start med at skære en svinekam ud i 4 stk koteletter af ca 2. til 2,5 cm tykkelse - eller få din slagter til det. 
Drys dem med 1 knivspid salt pr. side af koteletten og stil dem på køl i minimum 15 min - gerne længere. Det kaldes at gourmetsalte dem og det gør noget for saftigheden af den stegte kotelet. 

Ramsløgpesto: Blend olie, salt og  solsikkekerner til en grov pure. Tilsæt renset og hakket chili og kør pastaen til chilien er finthakket. Tilsæt ramsløg i mindre stykker og blend dem ind i pastaen. Tag ud af blenderen og rør sammen med den finrevne ost.



Råstegte gulerødder og glaskål: 
Skræl tyndt de små tykke gulerødder. Vaskog trim glaskålene og skær dem i kvarte, så de matcher gulerøddernes tykkelse.Varm rapsolie op på en pande. Jeg brugte en økologisk koldpresset rapsolie fra Lolland, så stegetemperaturen var ved middellav varme. Ved højere varme er det bedre ikke at bruge en koldpresset olie. 
Kom glaskål og gulerødder i panden og steg dem ved jævnlig omrøring i 15 min. Kom så salt og timian i, læg låg på og steg dem yderligere 15 min.
Da gulerødder og glaskål er meget forskellige er de tider, som jeg angiver her, kun udtryk for, hvor lang tid mine havde brug for, så de præcist stadig var sprøde, men møre og med sødme. Så smag dig frem undervejs.
Til sidst tilsætter du smør og lader det smelte ind under forsigtig omrøring. 

Glaserede Svinekoteletter:
Dup de gourmetsaltede koteletter af med køkkenrulle. Krydr med peber. Lad dem stå på køkkenbordet i små 10 min, mens du forbereder stegningen:
Varm en spiseske rapsolie op på en pande ved god varme, men ikke fuld styrke. Lad den blive så varm, at de kan se den skælver. Kom så koteletterne på og brun dem 1 min. på hver side.
Skru ned til jævn varme og steg dem 1 min. mere på hver side. Tag dem af panden.
Tilsæt solbærsaft og solbæreddike og skru lidt op for varmen. Kog det ind til en tyndflydende sirup. 
Skru igen ned til jævn varme og kom koteletterne på. Steg den 1 - 2 min på hver side, så de er glaserede og gennemstegte med en svag rosa kerne. Bliv hele tiden ved med at hælde siruppen over koteletten med en ske, så de bevarer fugtighed på oversiden.
Tag koteletterne af panden og tjek med en lille flig på bagsiden og kødet er svagt rosa - det må ikke være råt. Ellers giv dem længere tid med 1/2 dl vand i panden. Dette giver yderligere en lille sauce.

Server dine rygende varme koteletter med de råstegte grøntsager og nyd dine lokale råvarer!!!

Ingredienser til 4 personer:

Råstegte gulerødder og glaskål:
12 små tykke gulerødder - lokal produceret og økologiske.
2 middelstore glaskål - farven er underordnet. Hjemmedyrket i krukke
2 spsk koldpresset dansk rapsolie
1 spsk frisk timian - kun bladene. økologisk dansk købt i gårdbutik.
1 spsk smør - Dansk økologisk
salt efter smag 

Ramsløgpesto: 
Pestoen var lavet i foråret, hvor du kan plukke friske ramsløg i skoven. Lav pestoen og frys den i mindre portioner.
20 g ramsløgblade - Selvpluk i foråret
1/2 dl koldpresset rapsolie - Dansk produceret
30 g Hirten Castello - fintrevet - minder i konsistens om Parmesan, men er knap så salt. Dansk produktion
50 g solsikkekerner. Dansk økologisk produkt, men uden oprindelsesland.
1/2 grøn eller rød chili (Cayennechili fra egne krukker)
salt og peber efter smag.

Solbærglaserede svinekoteletter:
4 stk svinekotelet á 2 til 2,5 cm - Økologisk/Dansk
Fint havsalt til gourmetsaltning - Nej ikke dansk, men Urtekrams Atlantersalt.
Friskkværnet peber. - Nej ikke dansk!
1 spsk. rapsolie
3 spsk. koncentreret økologisk solbærsaft - hjemmelavet med økologisk udenlands rørsukker!
1 spsk. solbæreddike - også gerne hjemmelavet med økologisk dansk eddike!


Madbloggerudfordringen #4: Meunierestegt slethvar med syresauce, syltet glaskål, porre og kartoffelchips.

Dette indlæg er delvist sponsoreret af Skagen Food.

4. udgave af Madbloggerudfordringen er: FISK. De første 50 tilmeldte har fået en pakke fisk tilsendt fra Skagenfood, som sponsorerer Madbloggerudfordringen denne gang.

Jeg fangede 5 lækre slethvarfiletter: Fisken er fast i strukturen og mild i smagen. Fisken vinder ved en hurtig tilberedning og god saltning, så den bevarer sin saftighed. 
Da den er en mager fisk, kalder den også på noget fedme. 
Jeg endte op i en nordisk ret, hvor fisken spillede hovedrollen og det øvrige skulle komplimentere den milde smag. 


Retten kan laves over een gang, eller du kan sylte glaskålen dagen før. Timingen for de øvrige dele er vigtig: Start med at sylte glaskålen, gå derefter til saucen, som kræver tid, opmærksomhed og ikke mindst tålmodighed.
Mens du tilbereder saucen, steger de små porrestykker ved siden af.
Slut af med de sprøde kartoffelchips og fisken, så den serveres rygende varm.

Syltet glaskål:
Snit glaskålen i fine skiver på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Læg skiverne i koldt vand i 30 min. Dræn og tør dem godt. Imens koges en lage af 
hyldeblomsteddike, vand, sukker, salt og peber. Overhæld glaskålen med den kogende lage, dæk til og lad det trække i min. 30. min.

OBS:
Snit nu fine skiver af kartoffel på mandolinjernet. Skyl dem i to hold koldt vand, så stivelsen vaskes væk. Læg dem i en skål med koldt vand i 30 min. 

Stegte porrestykker:
Skær det hvide/lysegrønne skaft af porren i 5 cm stykker. Smelt smør på en pande ved middellav varme. Læg porrestykkerne på og lade dem steg ved svag varme til de er møre, men stadig faste: De skal have udviklet den helt specielle sødme, som porrer gør, når de er møre, men skal samtidig beholde formen. Det kan ved svag varme tage op til tyve minutter, mens du alligevel står ved komfuret og laver saucen. Drys med salt, når de er færdige.

Syresauce:
Hak skalotteløg. (De kasseres senere) Smelt 1 spsk smør i en lille gryde. Tilsæt skalotteløg og steg dem bløde ved svag varme. Tilsæt hakket havesyre, citronmelisse, peberkorn og fiskefond. Kog det ved svag varme i ca. 5 min. 
Skru op for varmen og tilsæt vin og eddike. Lad det reducere med en fjerdedel, til syren fra vin og eddike er fordampet.
Tilsæt piskefløde. Lad det koge ind ved svag varme.
Si fonden og kasser løg, krydderurter og peberkorn.
Skær koldt smør i små tern. Sørg for, at smørret forbliver koldt evt. ved at sætte skålen i et vandbad med isterninger.

Hæld fonden i en skål, der passer over en gryde med vand i bunden. Varm saucen let op over vandbadet, men sørg for, at den fra nu af ikke må koge, for så skiller den.

Nu tilsættes 2-3 små tern af smør til den varme sauce, mens der piskes. Smørret skal piskes helt ind, inden næste hold af små tern smør tilsættes. Sådan fortsætter du, indtil al smørret er brugt og saucen er cremet. Hold saucen varm.

OBS: Tag nu slethvaren fra køl. Del filetterne i halve på langs, mens du forsigtigt skærer på begge sider af rygbenet. Fjern rygbenet. Gå filetterne efter for øvrige ben - især omkring der, hvor hovedet har siddet.
Salt filetterne med salt på begge sider og lad det så i 10 min.
Forbedred en panering af ca 3 spsk mel, salt og peber, der blandes godt ind i melet.

Kartoffelchips.
Dræn kartoflerne for vand og tør dem grundigt. Varm olien op til ved middel varme. Prøv med en enkelt kartoffelskive, om olien syder, når kartoflen rører ved den. Hvis den gør det, lægger du 4-5 skiver kartoffel i ad gangen. Vend forsigtigt rundt i dem, mens de friterer. Når de er gyldne på begge sider, tager du dem op med en hulske, drysser med havsalt og lægger dem til afdrypning. Forsæt sådan, til alle kartoffelskiver er brugt.

Meunierestegt slethvar:
Tør slethvarfiletterne med køkkenrulle. Vend dem i melet blandet med salt og peber.
Varm olie op på 2 pander ved middelhøj varme. Når olien skælver, kommer du filetterne på og steger dem 2 min. på den ene side. Vend dem forsigtigt og steg dem 1 min på den anden side. Tjek, at fisken er gennemstegt, men stadig blød.
Tag panden af varmen, tilsæt 1 spsk smør og sving forsigtigt panden rundt, så smørret kommer rundt om og op på fisken.

Server straks på bund af sauce og garneret med syltet glaskål, kartoffelchips og stegte porrer.




Ingredienser til 4 personer:

Syltet glaskål:
1 lille glaskål i supertynde skiver
4 spsk hyldeblomstolie
4 spsk vand
1 spsk sukker
salt og peber efter smag

Stegte porrestykker:
2 langskaftede porrer eller en Belgisk Kæmpeporre på 1 meter!
2 spsk smør
Havsalt.
OBS. Husk at gemme resten af porrerne til suppe, fond o. lign.

Syresauce:
2 spsk smør
2 hakkede skalotteløg
1 1/2 dl syrlig hvidvin
1 1/2 spsk hvidvinseddike
4 peberkorn
20 blade havesyre, snittet
20 blade citronmelisse, snittet
6 spsk fiskefond 
2 spsk piskefløde
250 g koldt smør i små tern.
salt

Meunierestegt slethvar:
600 g slethvarfiletter saltet med fint havsalt på begge sider.
Rapsolie (til hver pande, hvis du bruger 2)
4 spsk hvedemel
havsalt og friskkværnet peber.
10 g. smør (til hver pande, hvis du bruger 2)

Syltetid - glaskål

Det er syltetid nu. Jeg har allerede syltet en del af vinterens forråd, men denne gang drejer det sig om et lige lovlig stort lilla glaskål.

Det var lettere forvokset, så skrællen skulle af. Inden i er lilla og grønne glaskål ens og smager ens, så hvis du alligevel skal skrælle det, fordi det er blevet sej i skrællen, er der ingen grund til at betale mere for de lilla.


At det er lettere forvokset, kan du se på, at der er huller og sprækker i kødet. Men det er faktisk ganske dekorativt, når det serveres.

Skræl glaskålen, halver det og skær det i tynde skiver - jeg brugte mit mandolinjern. Læg dem i iskoldt vand ca. 15 min og lad dem så dryppe godt af.

Læg glaskålen i et rengjort og skoldet sylteglas. Prøv at finde et, der passer i størrelsen, for ellers vil glaskålen flyde op og ikke blive i lagen.
Kog lagen igennem og hæld det over glaskålen - sørg for at det dækker helt. Luk låget til, lad det køle lidt af og sæt så på køl min. 1 dag før brug.
Hvis glasset er helt rent, kan de holde sig 2-3 uger i køleskabet - ellers brug atamon eller skyl glasset i vodka.




Ingredienser til opskriften:
1 stort glaskål

2-3 små stærke chili - snittet åbne og evt. udkernet
2 dl eddike - jeg brugte æbleeddike
4 spsk. sukker
2 spsk. rapsolie
salt og peber.

Frisk kartoffelsalat med glaskål, radiser,mynte, persille, ingefær og chili

Jeg elsker glaskålens konsistens med sprødhed og smag, men det kan være en udfordring at finde på, hvad den skal bruges til - ud over som ingrediens i en wok, som den egner sig glimrende til.

Så med tankerne lidt i det orientalske hjørne blev de oprindelig planlagte karbonader ændret til små stegte kødboller krydret med chili, hvidløg og ingefær. Det hele blev æltet godt sammen og stod og trak smagen sammen i køleskabet i 1 time. Herefter blev det formet til 6 små kødboller, som stegte 5 min på hver side ved jævn varme

Der var rester af ovnstegte kartofler i køleskabet samt 1 bdt. radiser og bredbladet persille, der skulle bruges nu for at undgå at det skulle gå til spilde ud, blev det omdrejningspunktet for glaskålens endelige anvendelse sammen med masser af mynte fra drivhuset.


Det ser ikke ud af meget, men smagindtrykkene i retten bidrager til følelsen af at være mæt og veltilpas.

Glaskålen blev revet groft på mit ny anskaffede Microplane Rivejern, som jeg købte i USA for under 100 kr. Radiser blev delt på langs og skåret i både. De ovnstegte små nye kartofler med skrællen på blev ligeledes delt og skåret i mundrette både. Persille og mynte blev hakket fint. Alle ingredienserne her blev vendt sammen med limesaft. 

For at samle den "orientalske kartoffelsalat" valgte jeg at lade Yoghurt Naturel 3 % dryppe godt af i et kaffefilter,
Da yoghurten var dryppet af, blev det rørt sammen med salt og peber og en meget finthakket middelstærk rød chili.
Jeg brugte en chilisort som hedder Praire Fire. Normalt er den ikke så stærk, men den varme sommer har bidraget til styrken.

Yoghurten blev vendt i kartoffel - glaskål - radise- mynte og persilleblandingen. Det hele blev dækket til og kom i køleskabet. Pas på med tilsmagningen på nuværende tidspunkt, for efter 1 time på køl, udvikler de forskellige smage sig voldsomt.

Chilien bidrog med styrke til den ellers meget mildt smagende salat og mynte og persille gav friskheden. Den smagte fantastisk og da jeg spiste resten til morgenmad ;-) i dag, var den næsten endnu bedre!!

Salaten gik forrygende til de spicy kødboller sammen med grillede squash og godt brød.


Ingredienser:
Kartoffelsalat:
ca. 500 g nye kartofler med skrællen på - gerne kolde rester
1 glaskål - skrællet og revet groft
1 bundt radiser i både
2 spsk. finthakket mynte - helst marokkansk
2 spsk. finthakket bredbladet persille
1 lille finthakket rød chili - uden kerner
saft af en ½ lime
1 dl afdryppet yoghurt (svarer godt og vel til 2½ dl uafdryppet yoghurt)

Spicy kødboller:
500 g hakket svinekød max 8% fedt
2½ cm fintrevet frisk ingefær - svarer ca. til 1 tsk.
3 fed presset hvidløg
1 lille finthakket chili uden kerner
saft af ½ lime

Grillede Squash:
1 squash i ca. 2 cm skiver
1 spsk olie -1 fed presset hvidløg blandes sammen, pensles på squashene inden de grilles og krydres med salt.

Belugalinser med glaskål, grønne bønner og granatæblekerner

Jeg forsøger med jævne mellemrum at snige linser, bønner og korn ind i retterne, så der sker en gradvis tilvænning til mindre kød og mere grønt, bælgfrugter og korn.

Vi har valgt, at det kød, som vi spiser, så vidt muligt kommer fra et landbrug, hvor dyrene har bedre forhold end lovens mindstekrav. 
Her taler jeg om landbrug, hvor grise rumsterer rundt med trynen i jorden og ruller sig i mudderet. Og der, hvor køerne får lov til at stå og glo på marker med bakker og dale, som de kan gå på opdagelse i, hvis de nu skulle lyste. 
Nej, det er ikke disse landbrug, som jeg skyder med skarpt på: Det er de landbrug, som har stalde op og stalde ned bestående af små båse og en lang rende, hvor en kraftfoder og medicin gives til samtlige - og ikke kun de syge.
Alt for mange dyr lever et kort, men forfærdeligt liv uden mulighed for at røre sig. Transporten til slagteriet er ofte stressende og smertefuld for dyret med mange hold undervejs for at samle op fra andre besætninger.

Det er lettest at sikre sig ved at købe økologisk kød, med mindre at du er heldig og kender en gård, hvor du kan se, at dyrene trives.
Det koster selvfølgelig mere - men kødet er bedre, svindet mindre, så mængden kan minimeres. Og da vi køber stort ind ad gangen, ligger gennemsnitsprisen på omkring kr. 50,-  for 2 voksne og 2 børn.

Så alt i alt er det vel ikke så dyrt - og taget i betragtning, at jeg slipper for hver dag at skulle stå og rode i de kedelige kølebokse i supermarkeder efter arbejde, finder jeg det yderst rimeligt. 

Til godt kød skal der serveres et godt tilbehør:


Jeg skar et glaskål i tern og stegte dem let på en pande sammen med olivenolie og løg.

Rød chili og hvidløg blev hakket superfint, vendt sammen med mynte, dild, citronsaft og olivenolie. Dressingen smages til med salt og peber.

Nogle friske grønne bønner blev nippet i top og bund, hurtig blancheret i kogende vand med 1 tsk salt og fik 2 min, inden de blev skyllet under iskoldt vand for at stoppe kogningen. Mine grønne bønner var meget fine, så vurder kogetiden ud fra dine bønner.

Et granatæble blev delt i to, og kernerne banket ud ved at holde det halve æble ind over en skål med snitfladen nedad. Så slår du - eller dine børn - på skallen med bagsiden af en ske, og gradvis løsner kernerne sig og falder ned i skålen. Det samme sker med evt. saft, som du også bare tilsætter salaten. Pas på ikke at få noget af den hvide skal med: Den smager meget bittert.


Belugalinserne blev skyllet under koldt vand og lagt i en gryde med kogende vand og salt. De kogte i 20 min og evt overskydende vand blev hældt fra.
Linserne mister farve under tilberedningen, men er gode, fordi de bevarer fasthed i konsistensen.
Så blev de vendt sammen med dressingen, mens de stadig var varme. Glaskål og grønne bønner kom i og blev forsigtig vendt sammen med linser og dressing. 
Granatæblekernene blev drysset over og gav god farve.



Denne gang serverede jeg en svinekotelet til: En tyk kotelet på 2 cm. De kan være svære at skaffe, så gå enten til din slagter eller skær den selv. Tynde koteletter bliver tørre uanset hvad du prøver.

Denne kotelet havde ingen synlig fedt, men var fedtmarmoreret i kødet. Fedtmarmorering skal ikke forveksles med synlig fedt: Fedtmarmorering er små fine, hvide tegninger i kødet, som indikerer, at der under stegning vil komme saft til kødet.

Jeg gourmetsalter altid mine svinekoteletter med en knivspids fint salt på hver side i min. 30 min. Herefter tørrer jeg kødet rent og steger det i olie tilsat lidt smør ved høj varme, til der kommer skorpe ca. 1 min på hver side. Koteletterne tages af panden og jeg koger en glaze ind på panden: Denne gang bestod min glaze af 1 del hyldeblomsteddike til 2 dele koncentreret hyldeblomstsaft. Det steger ved høj varme, til det begynder at karamelisere, hvorefter koteletterne kommer tilbage på panden. Så skruer jeg lidt ned og steger i ca. 2 min på hver side. Den færdige kotelet er svagt rosa inden i - saftig og smagsfuld.
Du kan læse mere om stegning og gourmetsaltning her på Vores Mad.dk

Velbekomme!

Ingredienser:
Linser:
150 g belugalinser
2 dl vand
1 tsk salt

Glaskål:
1 glaskål
½ finthakket løg
olie til stegning

Grønne bønner:
200 g grønne bønner
vand til kogning
1 tsk salt

Dressing:
1 finthakket rød chili
2 fed presset hvidløg
2 spsk finthakket dild
1 spsk hakket marokkansk mynte
saft af 1 citron
2 spsk god olivenolie