Viser opslag med etiketten Bladbede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bladbede. Vis alle opslag

Bladbeder i indiske krydderier!

Jeg er aldrig stødt på bladbede som en ingrediens i en indisk ret, men til gengæld mange gange rødbeder og spinat.
Den røde bladbede - også kaldet Swiss Chard - har den jordede, markante smag af rødbede, men også det bløde fra spinat, så hvorfor ikke bruge den i en indisk Thoran?
En thoran er et tilbehør af grønt, som er kendetegnet ved at være tør, hvilket vil sige - ikke lægger og tilberedes i væde.
Her får du min udgave af en thoran med kokos, chili og krydderier:


Opskrift:
Ingredienser:
1 stort bundt røde bladbeder ca 600 g.
75 g revet, tørret kokosmel
3 friske, grønne chilier
ca. 3 dl vand
1 tsk brune sennepsfrø
1 tsk Urad Dal*
Ca. 15 små curryleaves*
2 rødløg
1 tsk gurkemeje
4 spsk vindruekerneolie
Salt

Fremgangsmåde:
Hak de grønne chilier og kom dem i en blender sammen med kokosmel og 3 dl vand. Kør det til det har en grov konsistens.
Vask bladbederne grundigt og lad dem dryppe af. Skær bladene fra de tykke stængler og snit bladene groft ved at rulle dem sammen som en cigar og snit i 2 cm strimler, der deles igen på midten. Læg bladene til side. 
Skær stænglerne i 1 cm stykker og læg til side.
Pil og hak rødløgene fint. Mål sennepsfrø, Urad dal og gurkemeje af og stil i separate små skåle. 

Varm olien op i en stor pande eller wok ved middel varme. Når olien er så varm, at den trækker streger, når du hælder panden lidt, kommes sennepsfrøene i. 
Så snart de popper, kommes Urad Dal og curryleaves i (Pas på - det kan sprøjte)
Steg det hurtigt under omrøring indtil Uad dal bliver gyldne, men ikke brændte.
Tilsæt rødløg og steg under omrøring i ca. 5 min, til de er bløde.
Rør gurkemeje og 1 tsk salt i. Kom de snittede stængler af bladbede i og steg under omrøring i 5 minutter. Kom de snittede blade af bladbeder i og rør, mens de falder sammen.
Kom kokospastaen ved og rør den godt ind. Læg låg på og lad det stege ved lav varme, til stænglerne er møre, men stadig har bid. Jeg gav mine ca. 30 min, men det afhænger helt af tykkelse på stænglerne, så prøv dig frem. 
Server denne Thoran rygende varm til hvide basmatiris og en yoghurtsauce eller som tilbehør til f.eks. Rogan Josh, som du kan finde opskriften på HER


Det var et kæmpestort eksemplar af bladbede, som jeg har brugt til denne opskrift. Denne fætter vejer vel 6-700 gram og det er kun lige den nederste rodskive, som skal kasseres - Alt andet på planten kan bruges, så et økologisk bladbede i denne størrelse til 15 kr. rækker til en del personer som tilbehør og kan også gøre det ud for en selvstændig hovedret serveret med dampede, hvide ris, yoghurt og frisk grønt!

*Urad dal er små hvide, afskallede linser, der kan være svære at få fat i, men i grønthandlerbutikkerne omkring Hovedbanegården kan de fås. Jeg kan desværre ikke foreslå en en erstatning for dem, men måske andre linser kan give lidt af den nøddeagtige smag?
 Det samme gælder Curryleaves - eller karryblade. Forveksl ikke karryblade med den nordiske "Karryurt" - De har intet med hinanden at gøre!!!!
Karryblade kan måske lettere skaffes tørret og der skal så tilsættes flere blade, da de ikke har så meget smag som de friske.

Kombinationen af curryleaves og Urad dal skaber en helt unik røget og nøddeagtigt smag og når detr yderligere tilsættes kokos, får det også en konsistens i retning af nødder!


Små timbaler med bladbede og gedeost

I år har jeg dyrket bladbeder i mine nye højbede. Nogle af dem gik i stok og jeg tænkte, at de jo så ikke egnede sig så godt til højbede, da de får for lidt vand. Men så her i det milde efterår med masser af vand, kom der endelig gang i de lækre blade og sprøde stængler!

Menuen i går, hvor det faktisk var Mortens Aften, blev hos os til en langtidsstegt rosa culotte serveret med små timbaler og en let salat! 

En dejlig måde at komme uden om de traditionelle kartofler og sauce!


Timbalerne var et hit og her er en hjemmegjort opskrift, hvor jeg legede lidt med double creme fra Naturmælk - bare fordi jeg ville prøve det!! 

Ingredienser til 12 mindre timbaler:
Ca 350 g renset bladbede - Mine var Swiss Chard, som er en rød/lilla variant.
1 stort løg
Olivenolie til sautering
200 g fast gedeost fra rulle
1,25 dl Double Cream
1 spsk mælk
8 æg 
salt og peber
1-2 kartofler
12 muffinsforme eller andre egnede forme.

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader.

Vask bladbederne og fjern bladene fra stilken. Læg blade og stilke hver for sig.
Skær stilkene i fine skiver. Hak løget fint.

Varm olivenolie op i en dyb pande ved middel varme. Når olien er gennemvarm, kommes løg og hakkede bladbedestængler i og sauteres mørt under omrøring i små 10 min.
Hak bladbedebladene i lidt grovere stykker. Kom dem ved løg og bladbedestængler og sauter, til de falder sammen. Krydr med salt og peber.
Stil til afkøling.

Smør 12 forme grundigt. Skær 12 skiver gedeost. Læg dem i bunden af de 12 smurte forme.  Skræl en kartoffel og skær den i meget tynde skiver med din tyndskræller eller mandolinjern. Læg kartoffelskiverne oven på osten. 
Stil formene på en bageplade. 

Fjern den hvide skorpe fra resten af gedeosten. 
Skær gedeosten i mindre stykker og kør det hurtigt sammen i en minihakker med 1 spsk mælk. Bland 1,25 dl Double Cream i og kør i ganske kort tid - bare lige for at blande og gøre Double Cremen lidt fast, men ikke til smør - Pas på, det går hurtigt! Hvis det bliver for fast, kan du røre det lind med lidt mælk, så det har en cremet konsistens.

Pisk 8 æg let sammen og bland så ostecremen i, så det bliver jævnt.  Bland gradvist de sauterede og afkølede løg og bladbede i. Smag til med salt og peber.
Hæld nu massen i formene, så de er fyldt 3/4 op.
Stil pladen med formene i den forvarmede ovn og bag dem i ca 30. min.

Tag dem ud, når de er gyldne, men stadig giver efter, når du trykker let på dem.
Lad dem køle lidt af og tag dem ud af formene og server dem "omvendt" så osten er øverst.

PS. Det kan være svært at få timbalen ud af formen, når osten er nederst, så du kan som alternativ undlade at komme osten i bunden af formen, men blot bruge kartoflen, som slipper gangske let.
Når timbalerne er færdige i ovnen, tages de ud af formen, vendes på hovedet og 1 skive gedeost lægges oven på kartoffelskiverne og så grilles det hurtigt, indtil osten er smeltet! Denne fremgangsmåde er lidt snyd, men fungerer fint ;)

Jeg har desværre ikke så mange keramiske forme, så jeg anvende muffinsforme. De giver desværre ikke en særlig pæn kant, så hvis du har andre forme med lige kanter, vil det være at foretrække.

God fornøjelse!!