Men en lasagne behøver ikke at drive i ost og tung hvid sauce: Vi har i mange år benyttet os af at lave en såkaldt "græsk" lasagne med spinat, feta, ricotta og oliven. Denne udgave af lasagne er meget våd og let - faktisk måske lidt for let, da spinaten svinder ind til ingenting.
Vores tilpasning er sket i takt med, at drengene er blevet større og spiser mere: Spinaten er blevet udskiftet med grønkål og straks er retten mere mættende - dog uden at være tung: Grønkål indeholder flere fibre end spinat. Faktisk hele 6,2 g pr. 100 gram mod spinatens 1,9 gram pr. 100 gram.
Normalt er jeg ikke meget for fuldkornspasta. Jeg synes, at det har en tør
hø-agtig smag og konsistensen hurtig bliver fedtet, selvom pastaen er al dente. Men fuldkornsplader gør forskellen i en lasagne: Her foretrækker jeg netop at bruge økologiske fuldkornsplader, da de suger væske og smag godt til sig og bevarer et bid i pastaen. ....Og så mætter det selvfølgelig mere.
En ting har alle former for lasagne dog til fælles: De er ikke særlig fotogene:
Lasagnen er let at lave:
Hak løg fint og smør et passende fad. Vi brugte et fad på 26 x 8 cm.
Lad grønkålen tø op, hvis du bruger frossen og knug vand af. Steg løg og kød i olivenolie på en pande indtil løgene er klare og kødet brunet og skilt. Smag godt til med salt og peber.
I en skål blander du nu det hakkede grønkål, ricotta, smuldret feta, friskhakket mynte og sorte udstenede oliven skåret i skiver.
Læg et lag af hakkede tomater fra dåse i bunden af fadet. Drys med salt og peber. Læg lasagneplader over, så de dækker tomaten. Kom nu ca 1/3 af grønkålsblandingen over lasagnepladerne og herefter et lag kød.
| På billedet kan det ses, at vi kom til at bytte rundt på kød og grønkålsblandingen, men det betød nu ikke det store hvad angår smag og konsistens. |
Husk at krydre med salt og peber mellem hvert lag
Dæk fadet med stanniol og sæt det i en 200 grader varm ovn i ca. 40 min. De sidste 10 minutter uden stanniol, så tomaterne ovenpå tørrer lidt ind.
Tag den ud af ovnen, dæk igen med stanniol og lad lasagnen trække i min 10 min. gerne længere, hvilket gør den mere fast.
Server gerne med en salat. frisk grønt og hvidløgsflute.
PS: Den, der svingede gryderne i køkkenet denne dag, var min mand, da denne lasagne er hans speciale sammen med keftedes i tomatsauce og pasta rigatoni
Ingredienser:
500 g hakket oksekød 8-10% fedt.
ca. 13-14 fuldkornslasagneplader (Som det passer til fadet)
1 spsk olivenolie
1 finthakket løg
400 g frosset og hakket grønkål
250 g ricottaost
250 g feta - smuldret i mindre stykker
20 sorte oliven uden sten og skåret i skiver/mindre stykker
2 spsk frisk og hakket mynte eller 2 tsk tørret
2 dåser flåede og hakkede tomater med væde.
Et fint lag salt og peber mellem hvert lag.
