Grønkålslasagne med feta og ricotta

Den traditionelle danske udgave af lasagne består typisk af pastaplader og kødsauce er pakket godt ind i ost og bechamelsauce. Variatonerne er uendelige, men fælles for dem er, at det er en temmelig tung ret.

Men en lasagne behøver ikke at drive i ost og tung hvid sauce: Vi har i mange år benyttet os af at lave en såkaldt "græsk" lasagne med spinat, feta, ricotta og oliven. Denne udgave af lasagne er meget våd og let - faktisk måske lidt for let, da spinaten svinder ind til ingenting.

Vores tilpasning er sket i takt med, at drengene er blevet større og spiser mere: Spinaten er blevet udskiftet med grønkål og straks er retten mere mættende - dog uden at være tung: Grønkål indeholder flere fibre end spinat. Faktisk hele 6,2 g pr. 100 gram mod spinatens 1,9 gram pr. 100 gram. 

Normalt er jeg ikke meget for fuldkornspasta. Jeg synes, at det har en tør 
hø-agtig smag og konsistensen hurtig bliver fedtet, selvom pastaen er al dente. Men fuldkornsplader gør forskellen i en lasagne: Her foretrækker jeg netop at bruge økologiske fuldkornsplader, da de suger væske og smag godt til sig og bevarer et bid i pastaen. ....Og så mætter det selvfølgelig mere.

En ting har alle former for lasagne dog til fælles: De er ikke særlig fotogene:


Lasagnen er let at lave:

Hak løg fint og smør et passende fad. Vi brugte et fad på 26 x 8 cm. 
Lad grønkålen tø op, hvis du bruger frossen og knug vand af. Steg løg og kød i olivenolie på en pande indtil løgene er klare og kødet brunet og skilt. Smag godt til med salt og peber.

I en skål blander du nu det hakkede grønkål, ricotta, smuldret feta, friskhakket mynte og sorte udstenede oliven skåret i skiver.

Læg et lag af hakkede tomater fra dåse i bunden af fadet. Drys med salt og peber. Læg lasagneplader over, så de dækker tomaten.  Kom nu ca 1/3 af grønkålsblandingen over lasagnepladerne og herefter et lag kød. 


På billedet kan det ses, at vi kom til at bytte rundt på kød og grønkålsblandingen, men det betød nu ikke det store hvad angår smag og konsistens.
Dæk med tomat og fortsæt med at lave lag med lasagneplader, kød og grønkålsblandingen, indtil alt er brugt. Slut med et lag tomat.

Husk at krydre med salt og peber mellem hvert lag 


Dæk fadet med stanniol og sæt det i en 200 grader varm ovn i ca. 40 min. De sidste 10 minutter uden stanniol, så tomaterne ovenpå tørrer lidt ind. 

Tag den ud af ovnen, dæk igen med stanniol og lad lasagnen trække i min 10 min. gerne længere, hvilket gør den mere fast.

Server gerne med en salat. frisk grønt og hvidløgsflute.

PS: Den, der svingede gryderne i køkkenet denne dag, var min mand, da denne lasagne er hans speciale sammen med keftedes i tomatsauce og pasta rigatoni

Ingredienser:
500 g hakket oksekød 8-10% fedt.
ca. 13-14 fuldkornslasagneplader (Som det passer til fadet)
1 spsk olivenolie
1 finthakket løg
400 g frosset og hakket grønkål
250 g ricottaost
250 g feta - smuldret i mindre stykker
20 sorte oliven uden sten og skåret i skiver/mindre stykker
2 spsk frisk og hakket mynte eller 2 tsk tørret
2 dåser flåede og hakkede tomater med væde.

Et fint lag salt og peber mellem hvert lag.

4 kommentarer:

  1. Om lasagne er fotogene er lige meget jeg prøvede at lave dene opskrift til aften og den smagte perfekt mange tak for dejlig opskrift og jeg syntes at billederne var perfekte på opskrifte (-:

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er rigtig glad for at høre, at du kunne lide lasagnen. Jeg synes selv, den er rigtig god.
      Venligst Birte

      Slet
  2. Ser spændende ud, jeg kunne godt tænke mig, at prøve at lave den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bare med at komme i gang. Frossen grønkål kan købes mange steder. Jeg har købt mit i Irma, hvor jeg også købte ricottaen. Men du kan jo også kaste dig ud i frisk grønkål, som kan købes mange steder netop nu! Hvis du bruger frisk grønkål, vil jeg tro, at du skal bruge ca. 800 g (Incl. stilk/ribber)

      Slet

Jeg er altid glad for en kommentar