Hybenroseeddike

Da jeg var en tur på stranden i det nordsjællandske i for et par uger siden, var der de smukkeste hybenroser i pinke farver, som lyste op i sommerens gråvejr. Jeg plukkede en lille posefuld, som jeg ville lave roseneddike af.


Pluk rosens kronblade et sted, hvor der ikke er stærk trafik, risiko for sprøjtning eller hvor der typisk løber hunde rundt. 
Pluk kun, hvad du skal bruge og så kan du komme tilbage i sensommeren og plukke de sunde orangerøde hyben. 



Roseneddike er ikke raketvidenskab eller en fantastisk ny gastronomisk opfindelse, men bare noget, som man har lavet i mange 100 år. Det dufter af rosen og smagen ligger også og lurer i baggrunden. Hvis du gerne vil have mere rosensmag frem, kan du iblande noget rosenvand, men meget lidt, da det er virkeligt kraftigt smagende. Rosenvand finder du bl.a. under navnet Kewra Water og som bruges til desserter og sprøjte over sengetøjet på bryllupsnatten.
Nu er der så tilbage at finde ud af, hvad jeg skal bruge det til, for jeg skal ikke lige giftes igen og spiser jo ikke dessert og kager?

Men mere om det senere, for nu skal jeg i gang med næste hold eddike. I dag har jeg plukket modne solbær, som også skal laves eddike af. De ligger og tørrer lige nu sammen med nogle af de spæde blade fra busken og lige om lidt henter jeg nogle af mine krydderurter og vil sniffe mig frem til, hvad der vil gå godt til

OPSKRIFT: Hybenroseeddike
Ingredienser:
1 stor håndfuld kronblade fra friske og spændstige hybenroser.
ca 3 dl ufarvet eddike eller hvidvinseddike (Jeg havde kun æblecidereddike hjemme, så farven blev lidt dæmpet)
1 skoldet glas med låg
1 skoldet flaske med låg.

Fremgangsmåde:
Tjek kronbladene for dyr og skyl dem ganske hurtigt og lagt til tørre. 
Kom bladene i et skoldet glas med bred åbning, overhæld med eddike og lad det så trække på køl 3 - 4 uger. 
Si bladene fra og kom eddiken i skoldet flaske med låg. Brug det inden for 1 år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar