Jeg har for noget tid siden modtaget 2 slags mel fra Amo og en pose knuste hvedekorn. Melet var Fuldkornsrugmel og noget nyt: Halvsigtet rugmel. Desværre var det ikke økologisk, men Amo benytter sig dog af Natur+, som sikrer, at der ikke er brugt stråforkortere eller nedvisningsmiddel. Men helt uden om sprøjtemidler og gødning er det ikke.
Konsistensen virkede rigtig god. Jeg var særlig spændt på det halvsigtede rugmel, som ud over rugmel, der var frasigtet de groveste skaldele og kim, bestod melet også af maltmel fra byg, som skulle bidrage med smag, men også at gøre brødet saftigt. For meget maltmel i blandingen vil gøre brødet klægt.
Amo Knuste hvedekerner Amo rugmel Amo halvsigtet rugmel |
Jeg har forsøgt mig med et rugsandwichbrød lavet af fuldkornsrugmel og hvedemel fra en opskrift på Amo´s hjemmeside, men det blev meget kompakt og mindede ikke om sandwichbrød - mere som lyst rugbrød. Det smagte dog rigtig godt og kunne holde sig i køleskabet længe uden at blive tørt, så hvis du vil bruge det som en form for rugbrød er det ganske udmærket.
Da det igen er blevet tid at bage nye forsyninger af sandwichboller, ville jeg prøve alle 3 pakker og det blev til disse lækre sanwichboller:
Hæld vand og kernemælk i en skål og pisk gæren ud i det.Tilsæt 200 g af hvedemelet og rør det grundigt. Tilsæt så salt sammen med de to slags rugmel. Rør sammen. Tilsæt så gradvist det sidste hvedemel samt kerner og ælt det i ca 10 minutter. Jeg bruger en røremaskine.
Spray en skål med rapsolie, læg dejen i og dæk til. Stil dejen i køleskabet i min. 12 timer, men det kan faktisk stå i op til 3 dage. Den lange hævetid gør det unødvendigt at sætte de knuste hvedekerner i blød først, som Amo ellers anbefaler at gøre i 3 timer i 65 grader varmt vand. Koldhævede brød med minimal brug af gær gør også, at der ikke er gærsmag i brødet.
Herefter tager du dejen ud og lader det stå ved stuetemperatur i en time, så den slår en del af kulden af sig.
Vend dejen forsigtigt ud på et let meldrysset bord og form det til en lang plade på ca. 2 cm tykkelse.
Udstik bollerne i den størrelse, som du vil have: Jeg brugte en udstikkerform på 11 cm i diameter. Det resterende dej foldes igen sammen og spredes ud i en ny plade. Og sådan fortsætter du, til du har brugt al dejen. Der bliver til ca 20 boller i denne størrelse.
Læg bollerne på bagepapir på en plade og lad dem hæve tildækket og lunt i min. 1 time.
Pensl dem forsigtig med kærnemælk og drys med sesamfrø.
Sæt pladen i en forvarmet ovn ved 220 grader og bag dem i 16 min. Tjek efter, om bollerne lyder hule eller prøv med et stegetermometer i midten af bollen. Det skal vise ca. 100 grader.
Lad dem køle lidt af på en rist og frys dem så i plastikposer med genluk/clips.
Tag bollerne op af fryseren om aftenen, læg dem i en plastikpose (som kan genbruges fra gang til gang) og lad dem ligge ved stuetemperatur natten over. Dagen efter er de tøet op og stadig bløde og lækre.
Fordelen ved at lave koldhævede, flade boller med lidt gær er, at de ikke bliver så høje og derved er nemmere at bide over og håndtere i madpakken.
Bollerne er super gode og har en god saftighed, smag og en lidt sej konsistens, selvom der ikke er blevet brugt durum eller tipo 00 mel. Melet suger væden godt, men min eneste ærgelse er, at melet ikke er økologisk, men jeg håber på, at Amo efterhånden vil lancere flere økologiske produkter: Deres økologiske landhvedemel er rigtig godt med god konsistens og smag.
Ingredienser:
20 g økologisk gær
2,5 dl økologisk kærnemælk
35 g Urtekrams fint havsalt
425 g Amo rugmel
1000 g økologisk hvedemel - f. eks Amo Landhvedemel
400 g Amo halvsigtet rugmel med maltmel
12,5 dl vand
50 gram økologiske hørfrø
75 gram Amo knuste hvedekerner
50 gram økologiske solsikkekerner
50 økologiske boghvedegryn
Kærnemælk til pensling samt sesamfrø til drys.
De lyder som nogle rigtigt gode frokostboller. Faktisk er man helt holdt op med at bruge stråforkorter for flere år siden. Man har avlet de lange strå ud af sorterne. Men firmaerne bruger stadig mangel på stråforkorter som et salgsmiddel - det er rent salgsgas :-)
SvarSletGod solskinstirsdag! vh/Karen
Hmmm, ja det lyder ganske sandsynligt. De skriver også, at deres landmænd skal benytte en balanceret brug af sprøjtemidler og gødning. Den sad jeg lidt og tyggede på, men da jeg ingen anelse har om, hvad man normalt bruger i konventionelt landbrug og hvordan man balancerer det, fandt jeg ikke lige, at jeg skulle kommentere det. Men du må meget gerne, hvis du kan gøre mig klogere på det. God dag til dig også.
SletVenligst Birte