Bladbeder i indiske krydderier!

Jeg er aldrig stødt på bladbede som en ingrediens i en indisk ret, men til gengæld mange gange rødbeder og spinat.
Den røde bladbede - også kaldet Swiss Chard - har den jordede, markante smag af rødbede, men også det bløde fra spinat, så hvorfor ikke bruge den i en indisk Thoran?
En thoran er et tilbehør af grønt, som er kendetegnet ved at være tør, hvilket vil sige - ikke lægger og tilberedes i væde.
Her får du min udgave af en thoran med kokos, chili og krydderier:


Opskrift:
Ingredienser:
1 stort bundt røde bladbeder ca 600 g.
75 g revet, tørret kokosmel
3 friske, grønne chilier
ca. 3 dl vand
1 tsk brune sennepsfrø
1 tsk Urad Dal*
Ca. 15 små curryleaves*
2 rødløg
1 tsk gurkemeje
4 spsk vindruekerneolie
Salt

Fremgangsmåde:
Hak de grønne chilier og kom dem i en blender sammen med kokosmel og 3 dl vand. Kør det til det har en grov konsistens.
Vask bladbederne grundigt og lad dem dryppe af. Skær bladene fra de tykke stængler og snit bladene groft ved at rulle dem sammen som en cigar og snit i 2 cm strimler, der deles igen på midten. Læg bladene til side. 
Skær stænglerne i 1 cm stykker og læg til side.
Pil og hak rødløgene fint. Mål sennepsfrø, Urad dal og gurkemeje af og stil i separate små skåle. 

Varm olien op i en stor pande eller wok ved middel varme. Når olien er så varm, at den trækker streger, når du hælder panden lidt, kommes sennepsfrøene i. 
Så snart de popper, kommes Urad Dal og curryleaves i (Pas på - det kan sprøjte)
Steg det hurtigt under omrøring indtil Uad dal bliver gyldne, men ikke brændte.
Tilsæt rødløg og steg under omrøring i ca. 5 min, til de er bløde.
Rør gurkemeje og 1 tsk salt i. Kom de snittede stængler af bladbede i og steg under omrøring i 5 minutter. Kom de snittede blade af bladbeder i og rør, mens de falder sammen.
Kom kokospastaen ved og rør den godt ind. Læg låg på og lad det stege ved lav varme, til stænglerne er møre, men stadig har bid. Jeg gav mine ca. 30 min, men det afhænger helt af tykkelse på stænglerne, så prøv dig frem. 
Server denne Thoran rygende varm til hvide basmatiris og en yoghurtsauce eller som tilbehør til f.eks. Rogan Josh, som du kan finde opskriften på HER


Det var et kæmpestort eksemplar af bladbede, som jeg har brugt til denne opskrift. Denne fætter vejer vel 6-700 gram og det er kun lige den nederste rodskive, som skal kasseres - Alt andet på planten kan bruges, så et økologisk bladbede i denne størrelse til 15 kr. rækker til en del personer som tilbehør og kan også gøre det ud for en selvstændig hovedret serveret med dampede, hvide ris, yoghurt og frisk grønt!

*Urad dal er små hvide, afskallede linser, der kan være svære at få fat i, men i grønthandlerbutikkerne omkring Hovedbanegården kan de fås. Jeg kan desværre ikke foreslå en en erstatning for dem, men måske andre linser kan give lidt af den nøddeagtige smag?
 Det samme gælder Curryleaves - eller karryblade. Forveksl ikke karryblade med den nordiske "Karryurt" - De har intet med hinanden at gøre!!!!
Karryblade kan måske lettere skaffes tørret og der skal så tilsættes flere blade, da de ikke har så meget smag som de friske.

Kombinationen af curryleaves og Urad dal skaber en helt unik røget og nøddeagtigt smag og når detr yderligere tilsættes kokos, får det også en konsistens i retning af nødder!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar