"Vinterruller" af rester af rodfrugter

Jeg køber tit en pose friske rodfrugter og bruger det, som svarer til en gang ovnstegte rodfrugter som tilbehør til aftensmaden.
Men ofte er der rester tilbage, men ikke nok til en ekstra gang. Og jeg kan altså ikke fordrage at smide gode råvarer ud: Det kunne bruges til et eller andet!

Rodfrugtblandingen bestod af gulerødder, pastinak, rødbeder og persillerødder.
Den efterladte persillerod røg i fryseren til en fond og resten blev brugt sammen med en halv kålrabi til nogle dejlige "Forårsruller" af gode danske rodfrugter vendt i indiske krydderier og pakket ind i fuldkorns forårsrulledej, som jeg har på lager i fryseren efter at have købt dem i Årstidernes gårdbutik tæt på udløbsdag.


Ud over resterne fandt jeg en pose økologiske grønne ærter i fryseren, nogle løg op fra løgkrukken og lys Soy4You i kolonialskabet. Lækkerier til madpakkerne eller en let aftensmad - helt uden at have behov for at shoppe nye råvarer!

Så var det ellers i gang med hakkearbejdet: Løgene blev hakket, chilierne renset og hakket, koriander vasket, tørret og hakket, ingefær revet, hvidløg presset og krydderierne målt op.



Soy4You blev opblødt i en god grøntsagsbouillon og efter 30 min afdryppet. Hvis du vælger at bruge kød i stedet, skal det steges færdigt på en pande og så lade evt. fedtstod dryppe af. Andre kødfrie alternativer kan være kogte og afdryppede linser, bulgur eller ris.
Rødbede, kålrabi, gulerødder og pastinakker blev skåret i fine tern og så var ingredienserne parate.


2 spsk rapsolie blev varmet op ved jævn varme. De brune sennepsfrø kom i den gennemvarmede olie og så snart, at de poppede, kom ingefær, hvidløg og chili i. Efter 1 min kom de tørre krydderier i og det blev stegt, mens jeg hele tiden rørte rundt, så det blev godt blandet. 
Løgene kom i og stegte ved lav varme til de var klare i 5 min.

Så kom jeg den udblødte og afdryppede Soy4You i og vendte det godt ind løg - og krydderipastaen.


De skårne grøntsager kom i og blev vendt grundigt rundt. Nu stod det hele og simrede ved lav varme til samtlige grøntsager var møre, men ikke splatne. Til sidst skruede jeg op for blusset, så evt. væde kunne koge væk - væde er ikke godt til forårsrulledejen. 2 min før jeg tog panden af varmen, kom jeg de grønne ærter i, vendte dem godt ind og lod dem blive gennemvarmet. Det hele blev smagt til med salt og peber.

Fyldet fik lov til at køle af, inden jeg pakkede det ind i 10 plader forårsrulledej.

På en pande varmede jeg 1 cm olie op ved jævn varme. Olien skal være gennemvarm, men ikke rygende.
De færdigpakkede forårsruller blev lagt på 4 ad gangen for ikke at afkøle olien for meget, så dejen ville suge olien til sig. De blev stegt brune og sprøde på alle sider inden de blev lagt på fedtsugende papir.


De lækre "Vinterruller" blev ved servering suppleret op med hvide, kogte basmatiris, raita, 2 gode hjemmelavede chutneys og frisk salat.

De "Vinteruller", som ikke blev spist, blev brugt til madpakkerne, hvor de stadig smager skønt, men selvfølgelig ikke er sprøde længere.




Ingrediensliste til 10 plader forårsrulledej:

60 g lys Soy4You udblødt i ½ l. grøntsagsbouillon

75 g rødbeder i små tern
300 g kålrabi i små tern
300 g blandede gulerødder og pastinakker i små tern
300 g løg i små tern
1 dl grønne ærter
2-4 rensede grønne chili (Jeg brugte cayennechilier) finthakkede
1 solo hvidløg - svarer ca til 4 fed hvidløg - presset
2,5 cm/1 tsk revet ingefær
1 spsk hakket grøn koriander

1 tsk brune sennepsfrø
4 tsk garam masala
1/4 tsk cayennepeber
½ tsk gurkemeje
salt og peber

raps - eller solsikkeolie til stegning


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar