Skinkeschnitzel med kejserhat, gourmetbønner og fuldkornsbulgur

Når jeg køber et større parti økologisk kød hjem, betyder det også, at jeg får nogle udskæringer, som jeg normalt ikke ville købe.
 
Denne gang stod jeg med 4 store skinkeschnitzler, som jeg ville forsøge at stege, så de ikke blev så tørre, som jeg normalt synes, at de er.
 
Vi er lidt uenige her i familien om, hvad der er det væsentligste element i et måltid - det grønne eller kødet?
Derfor bliver der gjort lige så meget - måske mere - ud af tilbehøret som kødet.
 
Jeg startede med at gourmetsalte kødet med 1 knivspids fint salt på hver side af kødet. Det stod i 30 min, hvorefter jeg tørrede det af og lagde det i en marinade af olivenolie, hvidløg, hvidvinseddike og citronsaft samt citron chilipulver i 4 timer i en lukket pose i køleskabet. 
 
Omkring spisetid gik jeg i gang med tilbehøret:
 
 
En bakke kejserhatte blev børstet rene for jord og skåret i rustikke skiver.
 
Gourmetbønnerne blev nippet i begge ender og skåret diagonalt i grove skiver.
 
Først ristede jeg kejserhattene i smør på en varm pande, og derefter tilsatte jeg bønnerne. Det hele stegte videre i 5 min, før jeg dryssede hakket bredbladet persille og smagte til med salt og peber.
 
 
Grøntsager og svampe blev blandet med fuldkornsbulgur, som var kogt med vand og salt og hurtig vendt med hvidvinseddike og en mild olivenolie, inden den blev vendt sammen med grøntsagerne.
 
Som lidt ekstra lavede jeg en tomatsalat af nogle fantastisk smagende
Rebellion-tomater, som jeg havde fået fat på i Årstidernes gårdbutik: De smager helt fantastisk af sommer og sol, hvilket man absolut ikke kan sige, om de tomater, der er tilgængelige for tiden. Hvis du falder over dem, så køb dem!
Tomaterne blev skåret i skiver og drysset med en god, økologisk fast gedeost og dryppet med olivenolie. Jeg havde ingen basilikum, men ellers ville det også være godt til.

 

Endelig var det så tid til at stege skinkeschnitzlerne: Panden blev varmet rigtig godt op, olie kom på og derefter de aftørrede skinkeschnitzler krydret med salt og peber på panden.
 
De fik 1 min på hver side ved høj varme, så de fik en dejlig sprød stegeskorpe. 
Jeg skruede ned for varmen - dvs: Jeg flyttede panden over på et andet blus med jævn varme.  Den resterende marinade og 1 tsk smør kom på og de stegte i ca. 2 min på hver side, til de var næsten gennemstegte.

Mine skinkeschnitzler var kæmpestore, så du må prøve dig frem.

Kunsten er ikke at overstege dem, men de skal heller ikke være rå, men gerne svagt rosa i kernen. Prøv at skære en lille flig i bunden for at se, om det ikke er råt mere.

Server dem med det samme - hvis de står for længe, bliver de hårde.

Ingredienser:

Grøntsager
100 g kejserhatte - renset og i skiver
15-20 gourmetbønner i grove diagonale skiver
2-3 spsk hakket bredbladet persille
salt og peber
smør til stegning

Bulgur
2 dl fuldkornsbulgur
4 dl. vand
1 tsk salt
Marinade:
1 spsk hvidvinseddike
2 spsk mild olivenolie
salt og peber

Skinkeschnitzler:
4 store skinkeschnitzler
fint salt til gourmetsaltning
Marinade:
3 spsk olivenolie
2 spsk hvidvinseddike
1 fed knust hvidløg
1 tsk revet citronskal
saft af ½ citron.
1/4 tsk citronchili eller alm chilipulver.

Olie og smør til stegning.

2 kommentarer:

  1. Jeg har - næsten - holdt en pause hos Årstiderne på det sidste og har derfor kun læst om, men ikke selv smagt tomaterne.

    Nu skal jeg have dem prøvet!

    Tak for anbefaling.

    PS Gad vide, hvem der fandt på navnet gourmetbønner?!

    SvarSlet
  2. Jeg er helt sikker på, at det er Årstiderne selv, da det lyder lidt bedre end "brede snittebønner" ;-)

    Men de smager nu godt alligevel!

    Venligst Birte

    SvarSlet

Jeg er altid glad for en kommentar