Stop-spild-af-mad-pakken Part 1: Æggesalat

Sommerferien er slut og sæsonen med madpakker er sat ind.
Nu forholder det sig faktisk sådan, at jeg godt kan lide at smøre madpakker og jeg er lykkelig over, at mine børn nu er så gamle, at de ikke er tvunget til at spise det mad, som mange institutioner byder på.

Så jo, jeg er glad for at smøre madpakker til begge mine børn og min mand. Og at mindske spild af gode råvarer er i fokus - Selv små rester kan genbruges.

Mange gange består madpakken af "Varmemad" - hvilket betyder rester fra aftensmaden, som er lagt i en beholder, der kan gå i mikrobølgeovnen.
Andre gange består det af en god hjemmebagt rugbolle fyldt med salat, diverse grønt og et eller anden fyld.
Fyldet til bollerne er hjemmelavet og jeg forsøger at variere det, så godt jeg kan ud fra, hvad jeg har. For det drejer sig om at få brugt smårester til madpakken og samtidig få det til at smage godt og være egnet til at ligge i en rygsæk i op til 4 timer.

Ud over at minimere madspild, sparer jeg mange penge. Børnene får sund og lækker mad og ofte kan jeg lave tre gode madpakker under 20 kr. En lille bolle med gnavegrønt i skolens kantine koster 25,- og det samme gør det på min mands arbejdsplads.

Denne gang blev det til en æggesalat lavet lidt alternativt.


Basis blev lavet af skyr og Hellmans mayo blandet sammen med karry piftet op med garam masala, sennep, en anelse chilipulver, salt og peber.
Herefter kom jeg fintskåret purløg, finthakket cornichons (og finthakket koriander i) og blandede godt ind.

Jeg kunne se, at der var for meget dressing til de to æg, som jeg havde liggende kogt i køleskabet. Til gengæld havde jeg også lidt rester fra et kogt blomkål liggende. En stor buket blev taget frem. Den var stadig med bid i og den blev hakket fint og blandet i.

Jeg kan forestille mig, at det også ville fungere med en rest kartoffel, broccoli, som dog farver salaten mere grøn eller måske endda gulerødder, pastinak, glaskål osv.

Sørg for at krydre godt igennem med krydderierne, da både æg og blomkål optager meget af smagen.

Kunsten er at bruge, hvad du har og undgå at skulle smide noget ud, som stadig kan bruges.

Den sennep, som jeg brugte, var en økologisk fra Svansø, som jeg fandt til en Femmer i Fakta:


Den er ganske udmærket med grovmalede sennepskorn, styrke og sødme. Den kunne dog godt bruge lidt mere syrlighed efter min smag, men blandet med cornichons, fungerede det ganske fint.

Æggesalaten smagte skønt og selv den lille prøvehapser på billedet, som jeg lavede til mig selv, kunne udgøre morgenmaden. Æggesalaten blev delt i to, inden jeg rørte det hakkede koriander i: Mindstemanden er et af de mennesker, som bare overhovedet ikke kan fordrage smagen af frisk koriander - synd for ham, men også synd for mig, for jeg elsker det.

Ingredienser i opskriften:
1 spsk. Hellmans mayo - eller anden god mayonnaise
2 spsk. skyr
1 tsk. god karry - her er der mange forskellige meninger om, hvilken karry er bedst - brug den, du bedst kan lide
1 tsk. garam masala blandet med 1/4 tsk. chilipulver
2 spsk. hakket purløg
2 spsk. hakket korianderblade til hele portionen - hvis du vil have det i
1 stor kogt bidefast blomkålsbuket - skåret i skiver og hakket
4 små cornichons i fine tern
1 tsk. sennep med honning - eller anden sennep og lidt honning/sirup 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar