Kulinarisk Sydfyn 2015 Vol. 2: Økologisk Parmigiano Reggiano, Graccuris jomfruolivenolie og Colonna Granverde citron
Ud over den fynske rygeost, havde jeg også planlagt at købe en parmesan fra PASSIONE; En lækker tør, salt og smuldrende økologisk Parmigiano Reggiano, der er lagret i 30 år. Den kan holde i 2-3 mdr i køleskab pakket i ostepapir, men ikke plastik. Marcello anbefaler, at man ikke fryser den, men jeg gjorde det med et stykke sidste år og det smagte stadig fint, men selvfølgelig ikke helt som den friske.
Nu var der kun to stande, som jeg bare skulle nå: Den ene var den skønne økologiske jomfruolivenolie MAA-C, som ejes af Malene Aaris. Se mere på dette link: MAA-C
I år gik jeg hele vejen og købte 5 liter af Graccurris Økologiske jomfruolivenolie. denne pragtfulde olie. Denne jomfruolivenolie stammer fra Rioja i det nordlige Spanien. Her laver et lille familiedrevet sted, som har deres mølle, så det sikres, at olien ikke presses med rester af ikke-økologiske oliven. Olien presses fra en olivenart, der hedder Arbequina, som er en smagsintens oliven med lav syreindhold. Olien er frisk og har toner af nyslået græs. Den har en perfekt balance mellem bitterhed, sødme, fylde og syre. Jeg bruger den gerne til salater og til grøntsager, som ikke har meget smag i sig selv f. eks. aubergine, hvor olien er afgørende for den færdige rets smag.
Det sidste, som jeg bare vidste, at jeg skulle have med hjem var også olie, men denne gang med smag:
Jeg besøgte Friis-Holms stade med det ene mål for øje at købe den mest perfekte citronolie, jeg endnu har smagt: Colonna Granverde med citron. De friske oliven presses direkte sammen med økologiske citroner, hvilket giver en citrussmag uden sammenligning med andet - Væk er den syntetiske smag, som kommer, når der bagefter tilsættes et koncentrat. Du kan sammenligne det lidt med citronsaft på flaske og friskpresset citronsaft!
Den lille flaske ved siden af er også en af mine favoritter: Olivenolie med mandarin: Den er perfekt til en salat, hvor den tilfører syre men også en liftlig smag og duft af frisk mandarin.
Friis-Holm er nok mest kendt for sin chokolade, men det vil jeg lade andre, som har mere forstand på chokolade end mig, kommentere på.
Forsættelse følger Vol. 3....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er altid glad for en kommentar