Aubergine cheesecake efter Ottolenghis "Plenty More"

Det har intet med dessert eller kage at gøre, men en vegetarret med masser af velsmag og fylde fra de fuldstændig møre auberginer!

Retten er perfekt ledsaget af brød og en god salat - såvel til frokost som aftensmad!

Jeg har ikke selv fundet på opskriften, som stammer fra bogen "Plenty More" af Yotam Ottolenghi: For et stykke tid siden købte jeg 3 af hans kogebøger: Plenty, Plenty More og Jerusalem. Alle tre fantastiske kogebøger med gode fortællinger og lettilgængelige opskrifter! Dog er der lidt forvirring i måleenhederne i bøgerne, som man lige skal være opmærksom på og bruge sin sunde fornuft!

Jeg har prøvet flere af opskrifterne og de holder altså: Lækre og smagsfulde retter uden for mange dikkedarer! 



Det var meningen, at retten skulle have været serveret som frokostret, men da selve forberedelsen tog længere tid end jeg havde forudset, da jeg ikke havde læst opskriften grundigt nok, blev frokosten til en kebab, hvilket passede helt fint til de 32 grader, som det var denne enkelte sommerdag!

Så start i god tid, for retten anbefales nemlig at skulle køle af til stuetemperatur, inden den serveres - Det var lige det, som jeg havde overset - Jeg foreslår, at du beregner 2,5 - 3 timer, så du ikke behøves at løbe til nærmeste kebabpusher midt i det hele, når gæsterne begynder at kredse om køkkenet !!!!

Jeg lavede en dobbelt portion af opskriften, som er beregnet til 4 personer. Den smager også dejlig dagen efter til frokost ledsaget af en let salat:
Opskriften her er med de ingredienser, som jeg brugte. Hvis du vil se den originale opskrift ligger den flere steder på nettet på engelsk!

Tænd ovnen på 210 C og læg bagepapir i et dybt fad på ca. 25 x 35 cm.
Pensl papiret med olie.

Skær auberginerne i 2 cm tykke skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir og pensl dem med olie på begge sider. De skal være helt dækket og de suger som en svamp. Drys med salt og stil dem i ovnen i 40 min. indtil de er gyldne og bløde. 

Stil dem så til side og lad dem køle af. 

Skru ovnen ned på 170 C 

NB: 
Hvis du vil spare på olien, så drys aubergineskiverne med salt og lad dem trække ca. 30 min, hvorefter du skyller dem, knuger væde af dem og tørrer dem grundigt. Men brugen af en god olivenolie er en del af smagen og gør auberginerne perfekt møre. En del af olien forlader auberginerne når de er møre.

Mens aubergineskiverne køler af, blander du feta i små stykker, friskost, æg og friskkværnet peber i en skål. Bland det hele sammen til en jævn og tyk masse med en håndpisker.

Placer de afkølede aubergineskiver i fadet med bagepapir, så de overlapper hinanden lidt. Læg halverede blommetomater mellem skiverne og drys med halvelen af oreganoen.

Hæld så oste-æggeblandingen over, men der må gerne titte nogle tomater og auberginer op over overfladen. Drys med det sidste oregano.



Stil fadet i den nu 170 C varme ovn og lad det bage i ca 40 min til overfladen er let gylden og æggemassen er fast.

Lad cheesecaken køle af til stuetemperatur og skær den så ud i mindre stykker som du ville gøre med en lasagne.

Det smager fantastisk og kan faktisk godt serveres sammen med en enkelt, grillet okseculotte og en salat, hvilket vi gjorde til aftensmaden!

Velbekomme!

Ingrediensliste til 8 personer:
4 middelstore auberginer i 2 cm tykke skiver skåret på tværs
300 g cremet feta
300 g Philiadelhia naturel eller anden friskost
6 æg
1,25 dl creme fraiche 38 %
300 g små blommetomater - jeg brugte de økologiske fra Rema 1000
20 g friske oreganoblade revet i stykker - eller erstat med ca. 6,5 g tørret oregano kværnet med lidt groft salt.

Masser af god olivenolie! (Ca 1,5 dl)






Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar