Frisk salat med røget Fanølaks, belugalinser og lime

Foråret må være på vej, selvom det ikke ser sådan ud!
Mine vindueskarme er fyldt op med små potter, hvor de første grønne spirer titter frem: Flere forskellige slags chili og peberfrugter, basilikum og koriander er spiret og står med de første blade. Tomater og auberginer ligger parat til at blive sået i næste uge. En masse venlige mennesker har givet mig frø af alverdens forskellige tomater, auberginer, peberfrugter, salater, krydderurter og meget mere, som skal dyrkes i krukker, drivhuset og mine 3 højbede! Åhh, hvor jeg glæder mig til at nyde synet af alt det grønne lige udenfor mit køkkenvindue!

Men indtil da må jeg nøjes med at forestille mig sol, varme og friske grøntsager: Denne lette ret hjælper mig på vej: Røget Fanølaks med frisk økologisk spinat, feldsalat, spæde blade og hovedsalat, der med sin milde smag understøtter de sorte belugalinser sammen med en vinaigrette med lime og mild chili!


Opskrift til let aftensmad eller frokost til ca. 4 personer:
Ingredienser:
250 g røget laks i tynde skiver
1½ dl sorte belugalinser
3 dl vand
salt
saft af 1/2 lime
125 gram små blommetomater
1/2 agurk
2 håndfulde frisk babyspinat
2 håndfulde feldsalat
2 håndfulde blandet spæde salatblade i forskellige farver
1/2 hovedsalat

Vinaigrette:
1 dl neutral vegetabilsk planteolie f. eks. vindruekerneolie
saft af 1/2 lime (Ca 1 spsk)
2 spsk hvid balsamicoeddike
1 fed presset hvidløg
1 tsk tørrede chiliflager af Ancho eller anden mild chili
Salt og peber

Brød til servering!

Fremgangsmåde:
Skyl alle grønne blade og salat grundigt i rindende vand. Når alt skidt er skyllet væk, kommes salat og blade i en stor skål koldt vand og står der i max 30 min. 

Skyl belugalinserne under koldt vand, kom dem i en gryde med vand og bring det i kog. Tilsæt ca 1/2 tsk salt og lad dem koge i ca. 30 min, til de er møre, men stadig har bid. Hæld overskydende vand fra og pres saft af 1/2 lime ud over de varme linser og vend rundt. Lad linserne afkøle

Vask tomat og agurk og skær det i passende stykker.
Skær laks i tynde skiver, som derefter deles i mundrette bidder.

Bland en vinaigrette sammen ved at piske olie med limesaft, hvid balsamicoeddike, presset hvidløg, chiliflager, salt og friskkværnet sort peber. Lad det trække indtil servering. 

Tag salaten og slyng det tørt. Nip grove stængler og riv hovedsalaten i mundrette bidder.
Fordel salaten på 4 tallerkener, læg tomat og agurk på, drys belugalinser over og læg til sidst de tynde skiver laks på. 

Ved servering dryppes vinaigretten over og der serveres godt brød til!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar