Færøsk laks med bagte rødbeder og belugalinser


Vi får kun laks, når vi kan købe færøsk eller islandsk laks. Det smager så dejligt  og er som regel skåret i en ordentlig tykkelse med god højde fra midten af fisken  - og ikke de triste flade halestykker , som man ofte får fat på. 
Et godt stykke kvalitetslaks gør det også lettere at få stegt laksen, så den stadig er saftig, letflagende og smagsfuld.


OPSKRIFT: FÆRØSK LAKSEFILET MED BELUGALINSER OG BAGTE RØDBEDER.
4 personer
Ingredienser:
4 laksefiletter med skind og uden ben. ca 600 gram
3 store, aflange rødbeder ca. 500 gram
1 spsk olivenolie
salt og peber
2 dl belugalinser
4 dl saltet grøntsagsfond

Sauce:
2,5 dl hvidvin
1 dl grøntsagsfond
Saft og revet skal af 1 citron
2 spsk finthakket purløg + 2 spsk
2 spsk hakket kørvel + til pynt
4 spsk mild olivenolie

Fremgangsmåde: 
Tænd ovnen på 175°C
Skræl rødbederne. skær 12 supertynde skiver med et mandolinjern. Læg i koldt vand og stil til side.
Skær resten af rødbederne i kvarte på langs og derefter i mindre stykker. Læg stykkerne i et ovnfast fad , vend godt med 1 spsk olie, salt og peber. Dæk fadet helt til og stil på rist midt i ovnen. Bag i ca. 35 min. til "stikkemøre" (knivspids skal let kunne stikkes ind, men rødbederne er stadig faste. 
Tag fadet ud af ovnen, men stadig tildækket.

Imens rødbederne bager, startes saucen op: Hæld 2,5 dl hvidvin i en kasserolle og lad det koge næsten helt ind ved jævn varme - pas på, det ikke koger helt væk. 
Tilsættes 1 dl grøntsagsfond og revet skal fra 1 citron. Bring langsomt i kog. 
Tag kasserollen af varmen af og lad den trække 25 min.
Tag laksen fra køl, rens skindet for skæl og dup skind og overside tør. Drys med salt på kødsiden. Lad laksen slå kulden af .
Kog imens belugalinserne i 4 dl grøntsagsfond i 15-20 min, til de er møre, men stadig faste. Hæld overskydende vand fra og bland linserne med de bagte rødbeder. Hold varm. 
Tilsæt 2 spsk fintskåret purløg og 2 spsk hakket kørvel samt saft fra 1 citron til saucen, varm op og bland 4 spsk mild olivenolie i. Hæld saucen over rødbedeblandingen. Vend godt rundt og lad det trække.

Imens tilberedes laksen: 
Kom salt og friskkværnet peber på kødsiden af filetten.Varm panden godt op på middelhøj, kom i lidt olie på.  Læg laksefiletterne på panden med skindsiden nedad. Pres let, så skindet forbliver i kontakt med pandens overflade. Steg ved høj varme i 1/2 min og skru så ned til middelhøj varme. Steg næsten færdig i 4-5 min. Tilsæt tern af smør de sidste 2 min. Vend så forsigtig og steg 30 sek på kødsiden.  

Tag de fintskårne rødbedeskiver op af vandet, dup tørre på køkkenrulle. 
Anret belugalinse -  og rødbedeblandingen på en tallerken og drys med purløg. Læg laksen på og pynt med frisk plukket kørvel og de rå rødbedeskiver. 

Server med det samme. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar