Braiseret porrer med bacon og olivenolie

Denne ret kan laves meget billig, når porrer er i sæson. Den kræver ikke en masse tid i forberedelse og det er helt almindelige hverdagsting, som indgår i retten. Men ikke desto mindre smager den fantastisk og det er en ret, som vi vender tilbage til gang på gang, når det skal være let og hurtigt.

Der indgår ikke særlig meget kød i retten - faktisk kun 200 gram bacon til 4 personer. Hvis du vil have retten vegetarisk, kan du tilsætte røget paprika i retten. 

Braiseret porre - let og sundt .... og faktisk ikke særlig dyrt:


Opskrift til ca 4 personer:
Ingredienser:
1 kg porrer
2 store løg
1 grøn chili eller 2 stk rensede, finthakkede Monkeyface Chili 
2 dl grøntsagsbouillon
2 dåser hakkede og flåede tomater
200 g bacon
2 - 3 spsk olivenolie
2 tsk knust chili - efter smag
Havsalt og friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde:
Fjern de yderste kedelige blade fra porrerne. Vask og rens dem grundigt. Fjern bund og den grønne top og gem det til en hjemmelavet fond eller suppe. Del meget tykke porrer på langs. Skær porrerne i ca. 2 cm længde.
Hak løgene groft og rens chili for frø og hak det fint.
Skær 200 g bacon i tern.

Varm en dyb sauterpande op ved middel varme. Kom bacon på panden og lad det riste under omrøring. Kom så olivenolie på panden og skru med til middellav varme. Tilsæt løg og lad dem simre, til de er klare og bløde. Tilsæt de hakkede chili, vend godt ind og lad dem simre med i 2-3 min.
Tilsæt porrer og lad det hele simre under let omrøring, indtil porrerne falder sammen. 
Tilsæt tomater, bouillon, knust chili, salt og peber. Rør det godt sammen, læg låg på og lad det simre i min. 45 min - gerne længere.  Smag til med salt og friskkværnet peber.


Super hurtig, let, billigt, sundt og ikke mindst lækker aftensmad! Server retten varm med ris eller brød til! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar