Hjorteskank med kartoffel-butternutmos

I lørdags sendte jeg - igen for sent - en pakke til min søster.
Posthuse findes der jo næsten ingen af mere, så jeg blev lokket ind i et større butik med en postafdeling. Butikken er kendt for sit udbud af gourmetmad - og produkter - selv Unika-oste findes som fast sortiment på hylderne.
 
Nu nærmer fødselsdagen til ældstemanden før jul, så er det som bekendt jul og nytår og som om det ikke er nok, så har mindstemanden fødselsdag lige efter jul, så der må spares lidt på pengene: Men jeg faldt dog over noget hjortekød fra Rævhede Naturprodukter til en utrolig lav pris og det kunne jeg ikke stå for.
 
Det var tæt på sidste salgsdato, men hvad gør det, når man kan skynde sig at eksperimentere med noget af det, mens andet kommer i fryseren!
Jeg har aldrig før prøvet at bruge hjortekød, så jeg var temmelig spændt på oplevelsen.
Jeg lagde ud med hjorteskankene: 800 g. for kr. 29,95: Så kan man tillade sig at eksperimentere lidt.
 
 
Skankene var udbenet, så det var reelt kød.
Jeg startede med at lægge skankene i en marinade natten over: Marinaden bestod af rødvin, mørk øl, laurbærblade, hvidløg, enebær, peber, timian og chili.
 
 
Den øl, som jeg brugte, var let bitter og uden særlig meget sødme. En porter kan også bruges.
 
Søndag tog jeg skankene op af marinaden og tørrede grundigt, inden de blev stegt på alle sider i olivenolie på en meget varm pande. Jeg gemte marinaden til senere.
 
 
Skankene blev yderligere krydret med salt og peber og så lagt til side, mens jeg tilberedte grøntsagerne, som bestod af gulerødder, selleri, glaskål og løg - alt sammen skåret i stykker. Grøntsagerne fik følge af bacon i små tern.
 
 
Løg og bacon blev først stegt på panden og derefter kom de resterende grøntsager ved. Det blev krydret med salt og peber.
Det stegte i små 10 min, hvorefter marinaden fra kødet blev hældt ved og det simrede videre i 15 min.
 
 
Grøntsager og lidt marinade kom i bunden af en stegeso i metal.
Kødet blev lagt ved og resten af marinaden samt ca. 1,5 l. oksebouillon kom ved, så det lige dækkede kødet. Tætsluttende låg på og tja - så i ovnen ved 140 gr. i 2-3 timer afhængig af, om der er ben på skankene eller ej.
 
Så var der god tid til at tænke på tilbehøret, mens vi også forsøgte at fordele julegaveønsker og fødselsdagsgaveønsker til den øvrige familie, så der ikke skal byttes for meget. Gaver blev bestilt på nettet: Hvor er det dog en skøn opfindelse i stedet for juleræs i BR-butikker, der melder alt udsolgt af det, som står på ønskesedlerne. Fri for skrig, skrål, skub, slåskampe om den sidste Skylanderfigur på hylden: Blot sidde hjemme i sit duftende køkken med computeren foran sig og kalenderlys i baggrunden, men børnene leger i sneen og manden min stønner over de vedvarende snemængder, der skal fjernes fra indkørslen.
 
Min første tanke om tilbehøret var en blød polenta, men så faldt mit blik på en butternutsquash, som havde stået på køkkenbordet i over 14 dage - der har ikke været meget tid til madlavning den sidste tid.
 
 
Butternutten blev flækket på langs og renset for kerner. Den blev drysset med timian og slat og kom ind i ovnen ved de 140 grader. Her stod den i 40 min, hvorefter den var så mør, at jeg kunne skabe indmaden ud. Det blev moses sammen med smør og kogte kartofler samt varmt mælk. Husk altid at mose din kartoffelmos med kartoffelmoser, gaffel eller ske. Hvis du bruger stavblenderen, bliver den slimet.
 
Perfekt gylden mos med mere fylde end traditionel kartoffelmos.
 
 
Kødet var saftigt og mørt på trods af den lange stegetid. Fonden blev kogt ind til en skysauce, som blev serveret sammen med kartoffel-butternutmos.
 
 
 
Ingrediensliste:
 
800 g hjorteskanke uden ben ca. 2 stk
 
Marinade:
3,5 dl rødvin
1,5 dl mørk øl
3 fed presset hvidløg
2 små tørrede chili - knuses
4 hele peberkorn
4 enebær
2 friske laurbærblade
3 stilke timian
 
Grønsager til fond:
3 store gulerødder i grove tern
1/4 knoldselleri i tern
1 glaskål ca. 200g i tern
2 store løg - hakkede
8 skiver bacon skåret i tern
 
Kartoffel-butternutmos
1 mellemstor butternutsquash
salt
timian
1 kg kogte kartofler i tern
50 g usaltet smør
1,5-2 dl varmt mælk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar