Krydret indisk oksegryde med mandler og pistacie

I denne tid, hvor alt for meget tid går med diverse kom-sammen-arrangementer såvel på arbejdet, i skoler, sportsklubber og privat, er der ikke meget sjov ved traktementet: Slatne æbleskiver af tvivlsom herkomst, kunstige marmelader og elendig gløgg er vel højdepunkterne til disse arrangementer ud over masseproduceret, flere år gamle pebernødder.

Nu er jeg en af de heldige, der ikke spiser kager, så jeg slipper, men stadig kan jeg sukke efter smagsoplevelser, der udebliver her i julesneen, hvor vi alle er forpligtiget til at følge traditionerne og lave maden som vores mor gjorde, for ellers vanker der....

Men i hverdagen - hjemme i mit eget køkken - kan jeg stadig eksperimentere og sætte smag på retterne:

Sidste gang blev det til en simreret med oksekød og dejlige varme indiske krydderier:


Oksebov skåret i tern kom i en yoghurtmarinade af yoghurt Naturel med krydderier - jeg bruger altid sødmælksyoghurt, da det smager af mest.
Krydringen bestod af hvidløg, chilipulver og salt.
Kødet blev grundigt vendt rundt og det stod i køleskab og marinerede i 1 time.


I mens kødet marinerede, rev jeg ingefær fint. 
Jeg blandede ristet og stødt koriander, spidskommen og kanel i og derefter frø fra grønne kardemommer og muskatblomme. Denne gang brugte jeg kun frø fra kardemommen, da det skulle blive en pasta - normalt bruger jeg de hele kardemommer.

Ved hjælp af lidt vand, rørte jeg det sammen til en tyk pasta.

Jeg varmede 3 spsk rapsolie op i min sauterpande og stegte løg gyldne ved middel varme inden jeg kom krydderpasta og revet ingefær i sammen med 2,5 dl vand.


Det kogte så ved meget lav varme til olien lagde sig på toppen.
Så var det tid til at komme kød og marinade i sammen med rosiner. Det blev langsomt varmet op og derefter simrede det i 1½ time under låg, hvor jeg undervejs rørte i det og checkede, at der var væde nok.


Da kødet var godt mørt, tilsatte jeg finthakkede pistacienødder og mandler, der yderligere gjorde saucen tyk og gav salt fra pistacierne. Det hele blev smagt til med salt inden det blev serveret med en salat af tomat og agurk samt hvide, dampede basmatiris.

Uhmmm, endelig noget, der smagte af noget!


Ingrediensliste:
1 kg oksebov i tern
5 dl yoghurt
2 tsk chili
7 cm revet ingefær
8 fed presset hvidløg
2 spsk korianderfrø
12 grønne kardemommer
2 tsk spidskommen
1/2 tsk muskatblomme
5 cm kanel
3 spsk olie
4 løg i skiver
60 g rosiner
75 g pistacienødder
60 g hakkede mandler

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar