Indisk andecurry med rester af juleanden.

Glædelig jul til alle jer derude.

Julen er en travl tid med mange traditioner og gøremål. Kun lidt må ændres ad gangen ellers bliver der hurtig bekymrede miner i de små hjem.

Så traditionen tro stod menuen hos os i år igen på to kæmpestore økologiske ænder fyldt med svesker og æbler og stegt på grillen.
Flæskestegen blev tilberedt i ovnen og var en meget lækker kamsteg fra Mineslund. Den var var dejlig marmoreret og ikke blev tør, som jeg ellers tit har oplevet. Tilbehøret var traditionel hjemmelavet rødkål med brun farin og hjemmelavet ribssaft, hvide kartofler, brune kartofler, sauce til and og ikke mindst til flæskestegen. Afslutningsvis ris a la mande med kirsebærsauce.

Ja, så kan det vist ikke blive mere traditionelt, bortset fra en rødkålssalat med æbler, appelsin og valnødder, som løftede den tunge og fede julemad og i hvert fald udgjorde det meste af min tallerken.

Det er ærlig talt lidt voldsomt hvad der indtages i julen - jeg for mit vedkommende kan slet ikke følge med - det gør ondt i maven efter al den fede mad og smagsløgene skriger efter lidt chili og ingefær.

Så det var en lettelse 2. juledag at tage resterne fra anden frem og omdanne det til en smagsfyld og krydret indisk ret: Andecurry.
Ideen fik jeg, mens jeg længselsfuld sad og kiggede i "Indisk mad - helt enkelt" af Das Sreedharan. Bogen er let at gå til som nybegynder i indisk mad, da den ikke bruger så mange krydderier som andre bøger, og så er den virkelig lækkert illustreret med appetitvækkende fotos.


Velkommen tilbage i mit køkken kære løg, ingefær, chili og de varme indiske krydderier som fennikel, bukkehorn, gurkemeje og cayennechili.

Krydderierne blev målt af i to separate skåle, da de skal i panden på forskellig tid. Først en skål med gurkemeje og cayennechili og så en skål med fennikel og bukkehornsfrø.

En stærk grøn Indian Cobra chili blev snittet og ingefær revet. (Her snød jeg dog lidt, da jeg før jul havde revet det sidste ingefær jeg havde og frosset det i små kugler som svarede til 1½ tsk, hvilket er en meget passende mænge for os)

Kokosmælk og vineddike blev målt af og stod parat.



Som afslutning på forberedelserne skar jeg kartofler fra julen samt andekød i store tern.



Rapsolie blev varmet godt op på en pande ved middel varme. Fennikel - og bukkehornsfrø blev smidt i den varme olie og stegte til de duftede i ca. 30 sek.
Løg skåret i tynde halve skiver kom i sammen med ingefær og grøn chili. Det stegte ved middel varme indtil løgene var bløde, men ikke brune.

Gurkemeje og cayennechili blev drysset over og vendt grundigt ind og stegte i små 2 min. Nu duftede mit køkken ikke længere af andefedt og rødkål! Skønt.

Hvis du bruger fersk andebryst, så er det nu, at du skal tilsætte det sammen med rå små kartofler i grove stykker. Så lader du det stege i 10 min under omrøring eller til kødet er brunt. Dette sprang jeg over, da både kartofler og and var tilberedt i forvejen.


Efter at gurkemeje og chili var vendt godt ind i løgblandingen og stegt i 2 min, kom jeg hvidvinseddike i. Det brusede godt af i 2 min., hvorefter jeg tilsatte 4 dl kokosmælk sammen med 2 dl. vand og blandede det godt.
Saucen blev smagt til med lidt salt, men kun lidt, da det senere skal justeres afhængig af kartofler og andens krydring.

Efter at saucen havde kogt ind ind i 10 min, kom jeg andestykker og kartoffelstykker i. Her kunne jeg så nøjes med bare at varme det godt igennem, men jeg ønskede at lade kartofler og and suge smag til sig og afgive smag. Så det simrede forsigtigt videre i 20 min. under låg, mens jeg vendte meget forsigtigt rundt ind i mellem, så kød og kartofler ikke smuldrede.

De sidste 5 min. kom jeg friske karryblade ved, men de kan udelades.


Retten serveret med hvide basmatiris og på juledug. Skønt med et tiltrængt pift af chili og krydderier!

Det smagte rigtig godt og andekødet blev dejlig saftigt og mørt. Jeg havde frygtet at kartoflerne ville koge ud, men da jeg havde investeret i nogle gode, faste kartofler, som var saltet godt, forblev de faste under nænsom omrøring.

I baggrunden af krydderierne og styrken kunne jeg ane en let sødme, som jeg tror skyldes den smag, som svesker og æbler har tilsat anden under stegningen på grillen. Denne nuance gjorde absolut ikke retten mindre velsmagende, og hvis jeg skal lave den med fersk andekød, tror jeg, at jeg vil tilsætte en anelse juice fra nogle kogte svesker og æbler krydret med salt og peber.


Ingrediensliste:
3 spsk rapsolie
1/4 tsk fennikelfrø
5 bukkehornsfrø
2 store løg i halve og derefter skåret i tynde skiver
1-2 grønne chili uden frø - juster efter chiliens styrke og dine smagsløg
2,5 - 4 cm revet frisk ingefær svarende til 1-1½ tsk.
½ tsk gurkemeje
½ tsk cayennechili eller mildere chilipulver
5 spsk vineddike
4 dl kokosmælk
2 dl vand
salt
450 g koldt og stegt andekød i store tern
200 g kolde, kogte og faste kartofler i store tern/kvarte
salt

2 kommentarer:

  1. Ser rigtig lækkert ud. Vidste ikke man kunne fryse frisk ingefær, smider jævnligt de triste rester ud, hvilket er imod alt hvad jeg står for.Så tak for tipset :-)
    Mange hilsner og godt nytår
    Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak.
      Jo, på dage med god tid forbereder og fryser jeg gerne både presset hvidløg og revet ingefær, som jeg lægger i isterningebakker i fryseren. Det sparer masser af tid i den travle hverdag og så forbliver det frisk på denne måde.

      Også et godt nytår til dig.

      Venligst Birte

      Slet

Jeg er altid glad for en kommentar