Kyllingefrikadellerne er denne gang indiske.
Af indisk mad at være er de meget lette at lave - blot du starter i god tid, da krydderierne skal have lov til at trække ind i farsen:
Start med at finde æg, kyllingekød, spidskommen, chilipulver, salt, peber og olie frem.
Pisk æggene sammen og kom dem ved det hakkede kød sammen med krydderier og olie. Rør det meget grundigt sammen og sæt det på køl i min. 30 min.
Imens forbereder du resten: Blancher mandlerne og fjern skindet. Læg dem til tørre på køkkenrulle.
Riv ingefær og løg fint. Hak koriander og mål garam masala op.
Mandlerne hakkes meget fint - jeg kørte mine til en grov pasta i en elektrisk krydderimølle.
Tag kødet ud af køleskabet og rør det grundigt sammen med ingefær, løg, koriander, mandler og garam masala. Stil det atter på køl i min. 30 min.
Steg så frikadellerne i olie på en varm pande lige som du ville med små frikadeller ca. 5 min. på hver side, til de er helt gennemstegte.
Denne dag bestod tilbehøret af nogle snackpebre og tre squash, som skulle bruges samt en fast raita af yoghurt, agurk, spidskommen og mynte.
Det sidste finish kom med en mirabellesirup fra i sidste sommer, som var et fantastisk mirabelleår.
500 g udstenede gule mirabeller kogt ind i det vand, der hænger ved og med samt 1 spsk citronsaft. Dette varmes langsomt op uden låg, til de safter - dvs. der kommer væde ud i gryden.
Så kommes låg på og mirabellerne koger helt ud. Tilsæt det meste af 250 g sukkeret. Der ud over tilsatte jeg 1 lille, renset habanerochili samt 1 lille, renset Yellow bumpy. Lad det koge sammen i 10 min.
Bland et lille brev rød Melatin med resten af sukkeret.
Efter de 10 minutter, tilsætter du Melatinblandingen ved at drysse det over mosen, mens du rører. Lad det koge ved høj varme i 2 min.
Fyld det i rent, skoldet glas og luk glasset med det samme.
Begge chilier er stærke og med meget aroma, så det skal ikke overdrives. Selvom det lyder voldsomt, så bevirker mirabellernes syrlige sødme samt sukkeret til at dæmper chilierne og efterlader en skøn aroma og smag af styrke og den unikke habanerosmag.
Habanero er ikke en typisk indisk chili, men den går godt ind her, hvor chutneyens sur-søde karakter kommer til at minde om en tamerindchutney.
Ingredienser til Kyllingefrikadellerne:
900 g hakket kylling
2 æg
1 spsk ristet og stødt spidskommensfrø
1 tsk chilipulver
1 tsk stødt peberkorn
1 tsk fint havsalt
1 spsk smagsneutral olie
50 g. mandler eller cashewnødder
2 tsk fintrevet ingefær
1 revet løg
2 spsk hakket, frisk koriander
1 tsk garam masala
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er altid glad for en kommentar