En sommerhapser med græsk tunsalat

Vi har lige haft en forsmag på sommeren, som lover godt. Desværre skal det jo også regne ind i mellem, men den tid kan vi så bruge på at planlægge, hvad vi skal servere næste gang, der skal grilles!
Disse små hapsere er perfekte til at spise som en let forret med et glas kølig hvidvin, mens man venter på, at grillmesteren får tændt grillen med den perfekte mængde kul, får lagt kullene på den perfekte måde, får indstillet spjældene i den perfekte vinkel, får lagt kødet det perfekte sted på risten, får vendt kødet de perfekte, magiske antal gange, får pakket kødet ind, så det hviler den perfekte tid og får skåret kødet ud og lagt på et ikke perfekt fad - Okay, det blev vist til mere end et glas kølig hvidvin!
For det bedste ved denne forret er, at det hele kan laves på forhånd, så det kun lige er tomaterne, der skal skæres og vendes i til sidst!


Opskrift på forret af Små hapsere med Græsk Tunsalat. 6-8 personer.
Ingredienser:
3 dåser god tun i vand
300 g god feta 
300 g San Marzano små blommetomater - eller andre solmodne tomater
300 g. agurk - helst en, der er dyrket i den danske sommervarme
1,5 dl sorte oliven uden sten
5 spsk små syrlige kapers i lage

Dressing:
6 spsk olivenolie
3 spsk hvidvinseddike
saft af 1/2 citron
1 tsk tørret oregano
1/2 tsk friske timiansblade
2 store fed hvidløg
salt og peber

Fremgangsmåde:
Lad tunen dryppe godt af og del den ret fint med en gaffel. Vask og tør agurken og skær den i små tern. Vask og tør tomaterne og skær dem i mindre tern. 
Skær de sorte oliven i tynde skiver. Lad kapers dryppe af i en si.

Stød den tørre oregano grundigt i en morter. Hak timianbladene. Pres hvidløg. Bland en dressing af olivenolie, hvidvinseddike, citronsaft, presset hvidløg, stødt oregano og hakket timian. Smag til med salt og peber. (Husk, at fetaen er salt)

Vend tun, agurk, tomater, smuldret feta, oliven i skiver og de små kapers sammen. Hæld dressingen over, vend let rundt og lad den trække i min. 15 minutter,  men ikke på køl. 

Server tunsalaten i en skål og lad gæsterne selv lægge det op på små skiver af brød, som enten bare er lunet eller ristet let. Eller anret de små hapsere på et fad, men så skal brødet være ristet godt, så det ikke bliver gennemvædet af saften.

NB: Hvis du laver salaten i god tid og stiller på køl, så undlad at tilsætte tomater, da de mister smag ved kølig opbevaring. Skær og tilsæt tomater lige før servering.
Vi elsker syrligt mad, men jeg ved af erfaring, at der er mange, som foretrækker den mindre syrlig: Du kan gøre dressingen mere mild ved at anvende mindre hvidvinseddike og citronsaft. Normalt anbefales at bruge 3 del olie til 1 del syre, men prøv dig frem. 
Bare lov mig ikke at undlade de syrlige kapers - Det er dem, der lige får denne salat til at adskille sig fra så mange andre: De spiller så fint sammen med den salte feta, oliven og de græske krydderier af oregano og timian. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar