Frisk salat med kikærter, 7-spice og kylling.

I går var temperaturen temmelig høj igen, men det friskede lidt, så jeg havde travlt i haven efter et par hede og fugtige dage, hvor man knap kunne bevæge sig, før det bare blev for varmt.

Derfor skulle aftensmaden gerne være let og hurtig: Og hvad er mere let end bruge nogle af de rester, som der er på køl og frost og så ellers også plukke løs fra højbedene?


Opskrift: Kyllingbryst, salat med kikærter og grønt
4 personer
Ingredienser:
4 kyllingbrystfiletter
røget paprika
salt og peber
Lidt olivenolie til stegning

250 gram kogte kikærter*
olivenolie til stegning
2-3 tsk arabisk 7-spice krydderi*
1 spsk granatæblesirup
salt og peber

En stor portion frisk grøn salat
Rest af rå blomkål  - ca 1/4 blomkål broccoli, gulerod og andet fast grønt kan bruges.
250 gram små dadeltomater
1 agurk

Rød skovsyre
Småbladet basilikum

Fremgangsmåde:
Kylling:
Tænd ovnen på 180 grade C. Tør og trim kyllingbrystfiletterne. Drys dem godt med salt, friskkværnet peber og røget paprika. Varm en pande, der kan komme i ovnen, godt op ved middel varme. Tilsæt olie og når olien er varm, kommes brystfiletterne på. Steg dem hurtigt brune på hver side. 
Sæt et stegetermometer i den tykkeste del af filetten og sæt panden i ovnen. Beregn 15-20 min. til kernetemperaturen er 72 grader C. 
Tag panden ud af ovnen. Husk at håndtaget er meget varmt. Lad kyllingen trække i ca 5 min. 

Kikærter:
Varm 1-2 spsk olivenolie op på en pande ved middel varme. Tilsæt de kogte, godt afdryppede kikærter. Hvis du bruger kikærter fra dåse, skal de skylles først og så dryppe godt af.
Vend kikærterne ind i olien og drys så 7-spice, salt og peber over. Vend kikærterne godt ind i krydderolien. Tilsæt 1-2 spsk granatæblesirup og lad kikærterne simre i olie og sirup under jævnlig omrøring i 5 minutter, til der er gennemvarmet. Lad dem afkøle!

Salat: 
Skyl og tør salaten og pluk den i mundrette bidder. Vask og tør tomater og del i halve. Skyl og tør agurken og skær i tern. Del blomkålen i store buketter, som vaskes og tørres. Snit blomkålen i fine, tynde skiver - gerne på et mandolinjern.
Vend salaten sammen med de let afkølede kikærter og arranger salaten på en tallerken. Den krydrede olie og sirup udgør dressingen!
Skær kyllingfiletten i skiver og læg oven på salaten. Pynt med forskellige krydderurter, som du har: Jeg brugte rød skovsyre og finbladet basilikumspidser, men persille, koriander, mynte kan sagtens bruges.
Server gerne med godt brød!

*Vedr. kikærter:
Jeg har fundet en rigtig god måde at lave kikærter og andre tørrede bælgfrugter på: Lad kikærterne stå i blød natten over i 2 gange vand pr 1 gang kikærter. Dagen efter hældes vandet fra og kikærterne skylles. Kom dem i en trykkoger med dobbelt så meget vand som ærter samt 2 spsk olie, hvilket hindrer for meget skumdannelse. Indstil trykkogeren på 10-14 min afhængig af, hvor friske dine kikærter er. Tænd for trykkogeren. Når de 10 minutter er gået, skal kikærterne så, indtil trykket er væk og du kan løse låget på din trykkoger. Bemærk, at jeg ikke tilsætter salt under kogningen, da det derved tager længere tid. Hvis du vil tilsætte smag, kan du f. eks. bruge krydderurter, selleri, gulerod o. lign.

*Vedr. 7-spice krydderi
Som med de fleste krydderiblandinger er der ikke en endegyldig opskrift, men individuelt justeret, da meget afhænger af krydderiernes friskhed og dermed smag. Jeg har blandet min udfra disse krydderier:

2 spsk hel sort peber
1 tsk spidskommenfrø
4 hele allehånde
6 hele nelliker
1/4 tsk revet muskatnød
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel

Mal de hele krydderier i en kaffemølle, som kun bruges til krydderier. Bland de stødte krydderier sammen med de malede. Opbevar dem i en tæt lukket beholder, men brug det hurtigt, da det mister smag og aroma ved længere tids opbevaring. Derfor afhænger mængdeangivelsen også af, hvor frisk din blanding er: Dufter den kraftigt, så brug mindre, dufter den svagt og støvet, skal du skrue op for mængden. Men frisk lavet krydderblandinger overgår det hele og er ikke svært at lave, hvis du har en elektrisk kaffemølle, som ind i mellem kan fås til 80 kr i Netto og lign. steder.

1 kommentar:

  1. QUICK EASY EMERGENCY URGENT LOANS LOAN OFFER EVERYONE APPLY NOW +918929509036 financialserviceoffer876@gmail.com Dr. James Eric

    SvarSlet

Jeg er altid glad for en kommentar