Et yndigt lille rødt spidskål ligger og kalder på mig fra grøntsagsskuffen og æblerne falder fra træet hurtigere end jeg kan nå at samle dem op.
Oh jo, sikke en overflod af lækre råvarer efteråret byder på!!!
Jeg delte det lille spidskål og skar den ene halvdel det i kvarte. Den anden halvdel kom tilbage i køleskabet. Stokken blev skåret væk og kålet snittet fint. Det grønne æble fik fjernet kernehuset og skåret i tern. Jeg hældte lidt citronsaft over, for at undgå, at det blev brunt.
I fryseren havde jeg nogle fine stilke fra et meget frisk knoldselleri, som jeg havde købt for noget tid siden. Jeg fryser altid toppen delt i stængler og blade, som jeg så bruger til suppe, kartofler i den kedelige vintertid og ikke mindst til en god langtidssimret tomatsauce. De fine stilke blev snittet fint, mens de var frosne - det er næsten lettere end hvis de er tøet op. Jeg brugte 4 små stilke.
Jeg forberedte en dressing af ½ dl. æbleeddike og 1½ dl koldpresset rapsolie, som blev blandet godt med salt, peber og 1 tsk bornholmsk sennep uden dild, men med sødme. Dressingen blev først hældt over ved servering, hvor salaten blev vendt sammen.
Ved siden af salaten, skulle det kødhungrende folk jo have noget:
Jeg brugte svinekoteletter, som jeg selv skar ud fra en hel svinekam i den ende, hvor der er noget fedtmarmorering. Koteletterne blev skåret ud i 2,5 cm tykkelse, da mindre hurtigt vil resultere i tørre koteletter efter stegning.
Denne gang valgte jeg blot at gourmetsalte koteletterne med 1 knivspids fint salt drysset på hver side og stille dem i køleskabet i 30 min.
Da de 30 min var gået, varmede jeg min nyanskaffet støbejerns grillpande op.
Inden koteletterne kom på panden, blev de tørret rene for saltet og sprayet med olie. De stegte 3 min på den ene side, til de let slippede panden. Drysset med salt og friskkværnet peber blev de vendt og fik 3 min. på den anden side og blev taget af. Prøv dig frem efter den tykkelse, dine koteletter har! De skal være faste men stadig fjedrende,, når du prikker til dem med fingeren. Ikke som din kind, men din hage - afhængig af individuelt fedtlag;-)
Jeg skruede ned for varmen og efter lidt tid kom jeg 2 spsk smør på og lod det bruse op. Et lille hakket løg kom ved og brunede med. Gradvis tilsatte jeg i alt 1 dl æblecider og lod koge ind. Cider, smør og løg stod og simrede og til slut tilsatte jeg 1 tsk æbleeddike, salt og peber og lod eddiken dampe af.
Det kan godt være, at en grillpande ikke har godt af at blive brugt til at simre i, men hold da op, hvor smage det godt. Den eneste kritik var, at der ikke var sauce nok, så næste gang må jeg prøve at lave lidt mere uden at give køb på den gode smag! Salaten var også et hit og koteletterne dejlig saftige og møre.
Ingrediensliste:
Spidskålssalat til 4 personer:
½ lille rødt spidskål (eller grønt)
1 syrligt, grønt æble (eller rødt, hvis grøn spidskål)
Lidt citronsaft fra ½ frisk citron (Husk at fryse skallen til senere, hvis økologisk)
4 tynde stængler fra Selleritop (el. 1 lille stængel blegselleri fra midten)
Dressing af:
½ dl æbleeddike
1½ dl koldpresset rapsolie
1 tsk sødlig sennep uden dild f. eks. Bornholms
salt og peber
Sauce:
1 lille hakket løg
2 spsk smør
ca. 1 dl æblecider
1 tsk æbleeddike
salt og peber
Kød
4 koteletter á 2,5 cm tykkelse
fint salt til gourmetsaltning
olie på sprayflaske
Tilbehør:
Vaskede, kogte kartofler med skrællen på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er altid glad for en kommentar