Italiensk sensommermenu

Den sidste feriedag i denne sommer skulle give lyst og styrke til hverdagens tilbagevenden med vækkeure, sportsaftaler, forældremøder, aftensmøder, lektielæsning og ikke mindst madpakkeri tidligt om morgenen - alt sammen ting, som man måske sukker over, men tænk, hvis du skulle undvære det! Rigtig mange mennesker har intet job at stå op til, ingen kære at smøre madpakker til, ingen møder at gå til, ingen sportsaktiviteter, fordi de ikke kan dyrke sport. Så stop op og nyd det hele!


Aftenens menu blev indledt ved et dyk ned i grøntsagsskuffen: Jeg fremdrog 15 gourmetbønner og et lille blomkålshoved. På køkkenbordet lå to dejlige tomater.
Fra køleskabet tog jeg en økologisk italiensk fast polenta frem - den skulle bruges, da den nærmede sig sidste holdbarhedsdato. Der lå også en mozzarella, som kom med ud. Til sidst fandt jeg også et stykke schwartzwaldskinke, som jeg skar i tynde skiver på min pålægsmaskine. Jeg tog 9 skiver fra og frøs resten.

I skabet med konserves - "Gourmetreserven" - fandt jeg nogle syltede og marinerede røde peberfrugter, et glas soltørrede tomater i olie, et glas basilikumpesto samt et glas med store grønne oliven med hvidløg.
Fra de almindelige hverdagsdepoter fandt jeg løg og hvidløg frem. Jeg endte min rundtur i køkkenområdet med en tur til vindueskarmen og nippede blade af min hjemmesåede og hjemmedyrkede basilikum.
Dagen før havde jeg taget en svinemørbrad ud af fryseren, som nu var tøet op.
Det var så den shoppingtur i min egen lokale landhandel.

Jeg startede med blomkålen, da den skulle serveres kold: Det lille blomkål blev brækket i mindre buketter af nogenlunde samme størrelse og de blev kogt i rigeligt, letsaltet vand i 5-7 min afhængig af buketternes størrelse.
Jeg hakkede ca. 1 syltet og marineret peberfrugt samt snittet et fed hvidløg i små tern. Det blev blandet sammen med saft og revet skal af 1/2 citron, 4 spsk olie fra de marinerede peberfrugter - ellers god olivenolie - 1/8 tsk chilipulver, 1/4 tsk knust tørret oregano og smagt til med salt og groft kværnet sort peber.
Dette blev hældt over den afdryppede blomkål, vendt forsigtigt rund, anrettet på fad og sat i køleskabet i god tid - mindst 1 time - før servering. Jeg fandt dagen efter til frokost ud af, at den bliver kun bedre af at trække længere tid.


Næste skridt var svinemørbraden, som jeg startede med at rense og flække på langs, men ikke helt igennem. Jeg strøede ½ tsk fint salt ud over for og bagside og stillede den i køleskab i 30 min. Herefter tørrede jeg den godt fri for salt.
I mellemtiden havde jeg tilberedt fyldet: 100 g mozzarella blev skåret i tern, 6 store grønne olien med hvidløg blev skåret i skiver samt 3 skiver af soltørret tomat i olie blev hakket fint. Mørbraden blev drysset med lidt salt og peber, før jeg kom fyldet i.


Mørbraden blev lagt på taglagte skiver af swartzwaldskinke - som var den skinke, jeg havde - men til min rædsel opdagede jeg, at skinken ikke kunne nå om mørbraden. Jeg må have panikket lidt, for i stedet for at lægge skinken hen over åbningen og snøre den, valgte jeg at snøre den med skinken under mørbraden og med toppen åben :-0  Jeg varmede olie op i en stor pande med låg og stegte mørbraden på - næsten - alle sider. Derefter lagde jeg låg på og lod den stå ved lav varme i 15 min. Jeg tjekkede med mit stegetermometer og opdagede, at den var oppe på 81 grader - oh ve, det var ikke lige min køddag, men så var der da i hvert fald ingen salmonella tilbage.


Men den var egentlig lækker nok og dejlig saftig. Fonden brugte jeg som dyppelse.
Den sidste del af menuen bestod af gourmetbønner i tomat og stegt polenta med basilikumpesto. Begge dele skulle gerne være varme. Jeg varmede olie og i en pande til polentaen, som jeg skar i tykke skiver og lagde på panden. Her stod det ved rimelig varme og stegte, mens jeg vendte dem ind i mellem.


Gourmetbønnerne blev vasket, studset og skåret i diagonale skiver på ca 2 cm. De kogte i 2 min i saltet vand, skyllet grundigt i kold vand og sat til afdrypning. I mellemtiden hakkede jeg et ½ løg fint samt knuste 1 lille fed hvidløg. Jeg stegte løgene klare i olivenolie på en pande og da de var parate tilsatte jeg hvidløget og lod det stege med i 1 min, til det duftede. Jeg udkernede 2 tomater (og spiste indmaden). De afdryppede bønner og de hakkede tomater kom op til løgene sammen med salt og peber, og det hele simrede i ca. 5 min. 
I den tid skar jeg 3 grønne oliven i kvarte og hakkede 6 (4 store og 2 små) basilikumblade groft. De kom op i gryden og blev lige varmet igennem sammen med bønnerne. 
Polentaen blev lagt på tallerkner og smurt med basilkumpesto. Kødet blev skåret ud, lagt ved, dryppet med fonden og til sidst kom den kolde blomkål og de varme bønner på.



Mums, det smagte dejligt. Jeg har aldrig før smagt polenta og frygtede at det ville smage af majsmelgrød, men det smagte fast og dejligt - men pestoen gjorde sin berettigelse ved at tilføre smag til den ferske polenta.

2 kommentarer:

  1. Det ser vel nok godt ud. Jeg er vild med polenta (gerne med ost i), som også er godt stegt på grillpande :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Jeg ville også gerne have grillet det, men har ingen grillpande. Manden min synes vist, at jeg har køkkengrej nok;-)
    Vh.Birte

    SvarSlet

Jeg er altid glad for en kommentar