Syltede champignon

Jeg har været så heldig at få fat i 3 kg økologiske hvide champignon til 60 kroner. Og sådan et tilbud kan jeg bare ikke sige nej til. Men jeg går samtidig meget op i, at gode råvarer ikke skal smides ud, fordi jeg ikke kan nå at få brugt dem, inden de bliver for gamle.

Der fulgte en opskrift med på syltede svampe, men jeg syntes, den lød lidt kedelig. Jeg havde mere noget tapas-agtigt i tankerne og derfor skabte jeg min egen variant:


Jeg startede med at sylte 1 kg champignon:


Rens og tør dem grundigt.
Kog lagen af eddike, vand, salt, laurbærblade, tørrede chili, syltede chili, hvidløg, sukker, italienske krydderurter og peberkorn sammen.


Kom champignon i gryden med lagen og hold dem nede med en cartouche, som er lavet af bagepapir. Du kan se en demo på YouTube her.
Når svampene er skrumpet ind til ca. det halve, tager du dem op med en hulske og lægger dem i et 1 liters skoldet rent glas med låg til.
Lad lagen koge ind til ca. 3 dl og hæld så den varme lage med krydderier og chili over svampene.
Bland godt rundt med en ren gaffel og hæld til sidst ca. 1 dl olivenolie over champignonerne, så de er helt dækkede.
Glasset kan holde sig flere måneder på køl, men hvis du vil, kan du tilsætte 1/4 tsk atamon. Lad gerne champignonerne trække i 2-3 dage, før du spiser af dem! Server dem gerne med ristet surdejsbrød og en oliventapenade til fredagens fingermad.
Eller brug dem skiveskårne i en sandwich sammen med kylling og syltede rødløg. De har en skøn sur-sød smag, hvor de italienske krydderurter lige antydes, men ikke så meget, at det går ud over svampesmagen!


Ingredienser:
1 kg champignon - rensede og tørrede
Lage:
2 dl eddike - gerne æbleeddike
8 dl vand
2 spsk havsalt
2 laurbærblade
4 tørrede golden cayenne chilier
4 syltede omnicolor chilier - eller jalapenos fra glas
8 fed hakkede hvidløg
20 peberkorn
3 spsk brun farin
1 spsk italienske krydderurter*

1-2 dl olivenolie, så det dækker.

* Italienske krydderurter består af en blanding af: Timian, hvidløg, merian/oregano, løg, rosmarin, basilikum, salvie og sar.
Jeg brugte en blanding af "Tuscan Style Italian Seasoning" fra McCormick, som jeg havde med hjem fra USA.



2 kommentarer:

  1. Hej Cookvalley :) fandt lige din opskrift, jeg er ikke stødt på din blogg før nu. Jeg har svampe liggende som skal syltes.. Tak for opskriften og rigtig god dag til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde - Jeg håber, at svampene blev gode :)

      Slet

Jeg er altid glad for en kommentar