ASC-mærket er udarbejdet af WWF og har været kritiseret for at være for slapt, men i mine øjne er det bedre med nogle retningslinjer end slet ingen. Jeg er som forbruger også glad, at jeg har en mulighed for at blive orienteret om opdrætsformen.
Producentens lovord på bagsiden af emballagen om, at denne tigerreje er opdrættet på gode farme i Bangladesh, finder jeg svært altid at stole på.
På WWF hjemmeside kan du se en oversigt over, hvilke fisk, der er certificeret og hvilke, du skal undgå. Det er rigtig interessant læsning, hvor nogle af de arter, der er placeret i de fisk, som vi skal undgå at købe, kan overraske!
Jeg har tidligere tilberedt Tilapiafiletter og vidste af erfaring, at det er vigtigt med en bestemt procedure vedr. denne ferskvandsfisk:
Sørg for at gnide den med salt og gurkemeje og dryppe med lidt citronsaft på begge sider og lade den ligge i et par timer - min. 30 min.
Det vil fjerne den mudrede smag, som en ferskvandsfisk kan have.
Imens forbereder du saucen, som filetterne senere skal dampes i:
Rist spidskommen, udkernede tørrede chilier, peberkorn og korianderfrø og mal det til et fint pulver i en krydderimølle.
Riv ingefær og hvidløg. Arbejd disse samt krydderierne ind i revet kokosmel.
Hak løgene og sauter dem i olie ved middel varme, til de er gyldne.
Tilsæt kokosblandingen med krydderierne og lad det stege under omrøring ved middellav varme i 10 min. Tilsæt så vand og lad det koge i 20 minutter. Tilsæt tomater og kog op. Lad det koge lidt ind.
Skru ned, bland citronsaft i og læg filetterne oven på saucen. Hæld saucen over filetterne, læg låg på og lad dem dampe møre i ca 10 min. Mærk efter, om fisken fjedrer, når du trykker på den med en finger. Den må endelig ikke blive hård, for så er den tør.
Tag fisken op og hold den varm. Skru op for varmen og kog saucen ind uden låg til passende konsistens.
Tilsæt yoghurt 1 skefuld ad gangen og rør grundigt ind, inden næste skefuld kommes i. Drys med finthakket grøn chili efter smag og rør ind.
Læg fisken tilbage i saucen og varm igennem uden at koge.
Server med hvide basmatiris eller naanbrød til at få saucen op med. Godt tilbehør er bl.a. denne krydret grønkål eller denne Thoran med broccoli.
Ingredienser:
500 g tilapiafilet - eller anden fast, hvid fisk
Marineres med:
1 tsk gurkemeje
salt
2 spsk citronsaft.
Krydderiblanding:
2 tørrede røde chili uden frø
2 tsk spidskommenfrø
2 spsk korianderfrø
1 tsk sorte peberkorn
- ristes og males til pulver-
3 cm ingefær - rives
6 fed hvidløg - presses
50 g revet kokos
- æltes sammen med krydderiblandingen -
Saucen:
1 stort hakket løg
2 spsk olie
½ dl citron - eller limesaft
salt
1 dåse/400 g flåede og hakkede tomater2 spsk yoghurt Naturel 3,5 %
1 frisk grøn chili - uden frø og finthakket
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er altid glad for en kommentar