Aubergine med tomat og indiske krydderier

Rent faktisk smagte første gang denne ret i Tunesien. Den var fløjlsblød, mild, sød  og krydret på samme tid og havde samtidig en friskhed og syrlighed. Det var tydeligt at kanel var på spil. Ikke gennemtrængende - bare lige sådan i baggrunden 
Jeg var helt solgt! Siden har jeg pløjet mange mellemøstlige, afrikanske og italienske kogebøger igennem for at finde opskriften, men fandt den aldrig!
Men så en dag stødte jeg på en opskrift fra Indien, som netop indeholdte aubergine, tomat og kanel. Opskriften så rigtig lovende ud og den blev straks lavet.
Men med så meget, som man smager for første gang i et andet og fremmedartet land, smagte den ikke rigtig. 
Efter flere eksperimenter har jeg nu fundet frem til den helt rigtige kombination. Og d
a jeg lige nu kan plukke mine egne auberginer fra krukker på terrassen, tomater i drivhuset og koriander fra højbedet, er det tid til denne dejlige opskrift:


OPSKRIFT. AUBERGINE MED TOMAT.
4 personer som tilbehør.

Ingredienser:
400 g aubergine
400 g solmodne tomater
2 løg i halve skiver
olie til stegning
4 fed hvidløg
1/4 tsk chili
1 lille rød chili - middel styrke (1/2 lang rød chili fra supermarkedet - start med lidt ad gangen)
1 kanelblad (Kan undlades)
4 cm hel kanel
1 tsk garam masala
40 gram tomatpure.
1/2 spsk citronsaft
1 - 1½ tsk salt
Evt. sukker, hvis tomaterne er for syrlige. 
lidt vand
1 lille bdt. koriander og eller persille

Varm olien op i en pande. Skær løgene i halve og derefter i skiver. Pres hvidløget og hak den rensede chili fin. Skær auberginen i tern og gør det samme med tomaterne.
Når olien er varm, tilsættes løgene og de steger under omrøring til de er klare og let brune i kanten. tilsæt kanelstykke og kanelblad i løgblandingen og steg, til kanelen begynder at dufte og bladet skifter farve. Tilsæt tomatpureen og lad det stege med et par minutter. Så kommes hvidløg, chili og garam masala ved og røres godt ind. Steg under omrøring i ca 3 min. Tilsæt de friske tomater sammen med lidt vand eller 1 dåse flåede og hakkede tomater med væden. Bring det i kog og lad det koge ved høj varme i 5 min. Tilsæt aubergine og vend dem godt ind. Tilsæt citronsaft og salt. Bring gryden i kog og skru så ned og lad simre delvist dækket i 30-45 min. Efter ca. 20 minutter smages der til med sukker, hvis retten er for syrlig: Det afhænger meget af de tomater, som bruges. Rør nu og da og tilsæt 
mere vand hvis nødvendigt, så det ikke brænder på, men saucen skal være tyk. 
Tag retten af varmen og drys med rigeligt frisk grøn koriander eller bredbladet persille.
Server retten til f. eks en god marineret lammekotelet, krydrede oksekødsboller og lignende og gerne sammen med dampede, hvid basmatiris og yoghurt.

2 kommentarer:

  1. Uhm, det ser dejligt ud - jeg elsker aubergine og jeg elsker tunesisk mad :-) Jeg er da også helt misundelig på alt det skønne grønt, du høste i haven ;-)

    SvarSlet
  2. Tak. Du må da se at få en lille have :)
    Venligst Birte

    SvarSlet

Jeg er altid glad for en kommentar