En skøn gang indisk kødsauce som punktum for menuen


Indrømmet, denne kødsauce er nok ikke lige til en hurtig gang aftensmad, men på den anden side, så bør en rigtig godt italiensk sauce Bolognese heller ikke kun tage 15 min. at bikse sammen. Det tager tid at lade smagen udvikle og sætte sig ordentligt.

Men, når jeg nu er i gang med det større arbejde, tager det ikke ret meget længere tid at lave en stor portion og fryse den ene af dem.

Den portion, som jeg lavede, rækker til 4 personer og til en ekstra portion til 4 personer i fryseren, når den serveres med tilbehør af squash og en frisk salat samt hvide basmatiris.

Ja, så er der lige pludselig til dejlig indisk Keema til en travl hverdagsaften og det er kun salaten og risen, der skal tilberedes.



Som med så meget indisk mad, er selve forberedelsen af råvarerne det, som tager mest tid. Jeg benytter mig meget af små klare glasskåle, som jeg bruger til de forskellige krydderier, der skal i og på forskellig tidpunkter:



Hakket hvidløg og revet ingefær
Indiske laurbærblade, kanel, nelliker og grønne kardemommer

Ristet og malet spidskommen og korianderfrø samt gurkemeje og chilipulver

Så er tingene parate, når tilberedningen starter. Ofte skal krydderierne tilsættes med ganske korte mellemrum for ikke at brænde på, og så er der ikke tid til først at skulle til at finde det frem.
Jeg plejer også at have alt snittearbejde overstået, inden jeg går i gang med tilberedelsen:
 

Masser af løg
500 g sivrichili flækkes, renses og skæres i 1 cm skiver

Her ud over blev 4 tomater skåret i tern.


Og så til gryderne.....

Olien kommes på en varm pande. Da det er en dobbelt portion, jeg skal i gang med, brugte jeg min elskede sauterpande med høje kanter.

Da olien er gennemvarm, kom jeg det første sæt krydderier i: Indiske laurbærblade, som stammer fra kaneltræet - de kan være svære at skaffe, men så brug almindelige laurbærblade. En stang cassiakanel eller almindelig stang kanel, men ikke pulver og nelliker samt grønne kardemomme.


Når det hele som på billedet har ændret farve og kanelen åbnet sig, er det tid til
næste hold. Skrue lidt ned for varmen og kom løg, hvidløg og ingefær på. 


Lad det sautere og tage lidt farve. Det tager små 10 minutter ved jævn varme.

Skru yderligere ned for varmen, før sidste hold krydderier kommes i: Gurkemeje, chilipulver samt ristede korianderfrø og spidskommenfrø, som jeg havde malet tidligere.


Det steger under konstant omrøring i ca. 2 min, til du har blandet det virkelig godt ind og det dufter.

Og så skal der yoghurt i: Jeg bruger en tyk tyrkisk yoghurt, som har syrlighed, da jeg synes, at den græske har en temmelig fed, flødeagtig smag. Alternativt tager jeg en almindelig sødmælksyoghurt, som jeg lader dryppe af i et kaffefilter, til den er tyk. Endelig kan du også bruge sødmælksyoghurten, som den er.

Det er så nu, at du har slukket for telefonen, lukket katten inde og placeret børnene foran fjernsynet: Yoghurten skal i retten og der skal arbejdes koncentreret, så den ikke skiller:


En skefuld yoghurt tilsættes og røres meget grundigt ind i løg og krydderimassen ved svag varme. (Beklager det dårlige billede, men det skulle gå hurtigt)


Nu er yoghurten fuldstændig rørt ind i massen og du kan nu tilsætte den næste skefuld. Sådan fortsætter du, til du har brugt al yoghurten op. Steg og rør i et par minutter mere.


Så har du en - måske ikke særlig køn - men skønt duftende sauce til det grønne og senere kødet.


Sivrichili og tomater tilsættes og vendes i og steger med i ca. 2 min, hvorefter kødet skal i. På dette tidspunkt tog jeg de store laurbærblade og hel kanel op og lagde på en tallerken ved siden af. Det gør det lettere at arbejde med kødet.

Advarsel: Ikke særlig lækker billede følger:


Det hakkede kød kommes i panden og vendes godt rundt i saucen og fortsæt med dette, til det har delt sig og ikke er i større klumper. Tilsæt så salt, vand, de fjernede laurbærblade og kanelstangen og lad det koge op. Skru helt ned for varmen og læg låg på. Lad det simre i ca. 45 minutter, hvor du rører i det med jævne mellemrum. Til sidst smager du til med salt.

Når retten er færdig, kan du fjerne de hele laurbærblade og kanel. Nogle vælger også at fjerne de hele nelliker og grønne kardemommer, men hos os er det lige som juleaften: Hvem fandt de hele krydderier!


Her er mindstemanden mins tallerken med hvide luftige basmatiris, keema, squash med spidskommen og koriander, tomatsalaten og da han ikke kan få det stærkt nok, så også lige en skefuld af hans grønne tomat - og chilichutney. Mellemmanden min er mest til chili i maden og ikke ved siden af, mens ældstemanden både vil have det i, på og ved siden af. Stort arbejde måske, men når du smager det, vil du forstå, hvorfor man gør det igen og igen ;-)

Mængdeangivelse:
1 kg hakket oksekød                            
4 finthakkede mellemstore løg  
2 hakkede tomater
500 g sivrichili
4 spsk rapsolie                                          
Krydderiblanding 1:
3 indiske laurbærblad                                      
5 cm kanel                                    
12 grønne kardemomme                        
12 nelliker                                            
    
Krydderiblanding 2:
5 cm fintrevet ingefær                     
10 fed finthakket hvidløg                        
Krydderiblanding 3:
4 spsk ristet og stødt spidskommen
4 spsk stødt koriander
2 tsk gurkemeje
3 tsk chilipeber - start med mindre og smag dig frem. Husk at salte ordentligt, inden du justerer med chili.

8 spsk afdryppet tyrkisk yoghurt
2 tsk salt
2-3 dl vand




2 kommentarer:

  1. SUPER GOD RET !

    EN AF MINE LIVRETTER.
    KAN GODT ANBEFALE DET ! :P

    SvarSlet
  2. Ja, den smager dejligt. Mange gange prøver jeg at lave så meget, at der er til fryseren, men det er sjældent, at der er nok tilbage

    Venligst Birte

    SvarSlet

Jeg er altid glad for en kommentar