Boghvedepandekager med fyld af svinekød, grønkål og sucuk

Dette er en hurtig ret til en dag, hvor det skal gå hurtig. De færdigkøbte økologiske boghvedepandekager mætter godt og smager rigtig godt. Grønkål indeholder mange fibre og mætter mere end f. eks. spinat. Portionen rækker til 9 pandekager, som er rigeligt til 4 personer serveret med en frisk salat til.


Opskrift på "Boghvedepandekager med fyld af svinekød, grønkål og sucuk"  Antal pandekager: 9 stk.
Ingredienser:
300 g hakket svinekød
1 sucukpølse med hvidløg*
1 stort løg
500 g grønkål.
1/2 - 1 tsk Harissa - efter smag og styrke
Olivenolie til stegning
Salt og peber.
Dressing:
3 dl Yoghurt Naturel 3,5%, som afdryppes til ca 1,5 dl fast yoghurt
1 tsk god olivenolie
1-2 fed presset hvidløg - eller efter smag
Salt
Ekstra af det gode: 
Feta og sorte oliven (evt. suppleret med friske tomater, agurk, forårsløg mm.)

Fremgangsmåde:
Stil yoghurten til afdrypning i et kaffefilter eller brug en fast, tyrkisk yoghurt 10 %.
Hak løget fint og skær sucuk i små tern. Vask grønkål og pluk det fra de grove ribber. Tør det godt i et rent viskestykke og hak det i passende størrelse, men ikke for fint. 

Kom lidt olivenolie på en pande ved middel varme. Lad det blive varmt og steg løgene klare. Tilsæt sucuk i tern  og lad den riste lidt. Kom det hakkede svinekød i og lad det stege, mens der vendes rundt. Når kødet er skilt og brunet en del, tilsættes Harissa eller anden chilipasta efter smag og det blandes godt ind. Skru ned for varmen og lad det stege videre ved svag varme i ca. 10 min.
Kom den hakkede grønkål i den varme pande og sauterer det i 5 minutter. smag til med salt og peber. 

Forbered yoghurten ved at røre den glat og tilsætte olivenolie og presset hvidløg, som røres godt sammen. Smag til med salt. Bræk feta i mindre stykker, fjern sten i de sorte oliven og skær dem i skiver. 
Varm boghvedepandekagerne i mikrobølgeovn i ca 15 sek. på højeste effekt eller tildækket i ovn ved 180 grader.
Fordel fyldet i pandekagerne og top op med feta, sorte oliven og hvidløgsyoghurt eller stil det hele på bordet, så man selv kan lave sin pandekage, som man vil. Der kan sagtens suppleres med tomater i smalle både, agurker, forårsløg eller andet frisk grønt, som de fleste kan lide.

Server også gerne en frisk tomatsalat eller grøn salat til - gerne med friske krydderurter som persille, koriander og mynte.

* Sucuc er en traditionel tyrkisk pølse baseret på oksekød. Den kan findes i både en mild og stærk udgave. Jeg anbefaler den stærke udgave med hvidløg. Den kan som regel købes hos mange grønthandlere og kommer i en pakke med op til 12 små pølser. De har lang holdbarhed, men jeg plejer at smide dem stykvis i fryseren. De er også skønne til en omelet eller blot ristet på pande som tilbehør til spejlæg m.m.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar