Men når man køber en 1/2 gris, er denne udskæring jo ikke til at komme uden om. Den rigtige tilberedningsmetode er helt afgørende: Med koteletter har jeg succes med at gourmetsalte dem inden tilberedning eller lægge det i en eller anden form for marinade.
De mindre stykker skinketern er svære at gourmetsalte ordentligt, så her foretrækker jeg at lægge dem i en marinade i et godt stykke tid, så det kan trække smag og saft til sig, så det kan blive mørt uden at blive tørt.
En af de retter, som jeg har haft succes med, er denne cubanske ret med gris, ris og oliven. Såre simple ingredienser, men resultatet yderst velsmagende:
Du starter med at hakke løg meget fint og presse hvidløg. Det blander du så med eddike og chili.
Kødet kommes i og vendes/æltes godt ind. Sæt det i køleskabet i mindst 6 timer.
Når tiden nærmer sig, tager du kødet ud af køleskabet ca. 1/2 time, før det skal steges. Lad det få rumtemperatur.
Mål ris og oliven op. Snit bacon fint og steg det sprødt på en pande. Tag baconet af panden, men behold fedtet i.
Som du kan se, skifter kødet farve ved marineringen. Tag kødet op af marinaden - som gemmes - og læg det på den varme pande til baconfedtet.
Steg kødet på alle sider og tilsæt så ris, bacon, oliven, resten af marinaden og vand.
Læg låg på og lade det simre færdigt i ca. 20 min, til al væden er opsuget af risene og de er bløde.
Anret det på en tallerken med lidt chilisauce, syltede jalapenos, salat og måske lidt kapers!
Det er en skøn, let og velsmagende ret og svinekødet får saft og fylde af marinaden i stedet for at blive hårdt.
Evt. rester kan sagtens genbruges i madpakken f. eks. som fyld i en tortilla.
Ingredienser:
500 g svinekød i 2 cm tern - gerne magert skinkekød uden synlig fedt.
1/2 dl eddike 1 hakket løg
2 fed knust hvidløg
1/2 tsk knust tyrkisk chili - forholdsvis mild og rund i smagen. 3 skiver bacon
5 dl vand
2½ dl langkornede ris
1 dl fyldte grønne oliven i skiver
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er altid glad for en kommentar