Æblesennep

Jeg er ved at drukne i æbler, så lige nu prøver jeg alt af, der giver mulighed for at få brugt mine mange æbler.
"Forær dog nogle væk" tænker du nok. Jeg har forsøgt, men alle, jeg kender, har æbler i overskud - enten deres egne eller dem, som de har fået foræret.

Indtil videre har mine drenge kunne smovse sig i æblegrød, æblekage og hygget os sammen i køkkenet med at lave nogle dejlige og lette æblegifler fra bloggen Lacucinanada.com. 

Det seneste skud på stammen er denne æblesennep:


Find 8 store, syrlige æbler og vask dem godt.
Fjern kernehuset og smid disse i en lille gryde. Dæk med vand, tilsæt brun farin og honning. Lad det koge igennem til en sirup.

Skær æblerne i smalle både med skrællen på. Skyl dem og læg dem i en anden gryde. Mal brune og gule sennepsfrø groft og tilsæt æblerne. Tilsæt ingefær og allehånde samt æbleeddike. Lad det koge ved lav varme, til æblerne er bløde. Rør rundt med jævne mellemrum.  Blend æblerne sammen med krydderierne og hvis det er for tynd, kog yderligere ind.

Si siruppen fra kernehusene for kerner og skrog over en ren skål. Lad det dryppe godt af. 

Nu blander du siruppen lidt af gangen i æble-sennep-mosen og rører det godt ind.
Smag hele tiden til med sirup og eddike, men husk, at smagen skal jævne sig 1-2 døgn for at smagene har blandet sig godt.

Vi spiste vores til langtidsbraisseret svineskank den ene dag og almindelig røget skinke en anden dag.

Æblesennep er også rigtig god at bruge i en sandwichbolle sammen med evt. rester af svinekød.

Hæld æblesennep på steriliserede rene glas og opbevar dem i køleskab i op til 1 uge. Du kan også fryse det i mindre passende portioner, så er det lige til at tage op, når du skal bruge det.

Det kan være rigtig svært at angive de præcise mængder af surt, salt, sødt og stærk, da meget af det afhænger af æblets karakter af syrlighed eller sødme.
Derfor er det nødvendigt, at du selv smager din æblesennep til: 
Skru op og ned for styrken af din æblesennep ved hjælp af sirup og eddike samt gennem forholdet mellem brun og gul sennepsfrø: I denne opskrift er forholdet 50% gule og 50% brune. Hvis du bruger flere gule end brune, får du en mildere sennep og ved flere brune end gule får du en en stærkere sennep.
Det er om at prøve sig frem og ramme det, som du selv bedst kan lide. Du kan også regulere det med blandt andet Colman´s gule sennepspulver eller din foretrukne færdigkøbte sennep.

Hvad bruger du alle dine overskuds æbler til?

Ingredienser til ca 500 g æblesennep:
Æblemos:
8 syrlige spiseæbler i smalle skiver med skræl- uden kernehuse - ca. 500 gram
1 spsk gule sennepsfrø
1 spsk brune sennepsfrø
1 tsk stødt allehånde
1 tsk stødt ingefær
2 spsk mild æblecidereddike (Den franske fra Urtekram)

Æblesirup:
Kernehuse fra æblerne
Vand, der dækker
4 spsk brun farin
2 spsk honning eller sirup

Ved tilsmagning evt ekstra sennep, eddike og sirup.

2 kommentarer:

  1. Åh, det er lige sådan en opskrift jeg er på jagt efter! Dette famøse og dejlige æbleår.....og så en storm. Det resulterer i ret mange æbler på én gang her hos os. Så: denne gode kombination mellem æbler og sennep skal afprøves :)
    Vh Nina/kunster på køkkenbordet

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har været et fantastisk æbleår. Og det er en udfordring at få brugt alle de "nedblæste" æbler, før de begynder at rådne. Held og lykke med din æbleudfordring ;-)

      Slet

Jeg er altid glad for en kommentar