Krydret marinerede kyllingebidder

En del af nytårmenuen var disse krydrede kyllingebidder marineret i en pasta, som traditionelt bruges til Tandoorikylling.

En tandoor er en tøndeformet indisk ovn, som varmes op med trækul og som kan nå en ekstrem temperatur. Kødet forsegles af varmen og bevarer sin saftighed. Marineringen i yoghurt og ingefær er med til at mørne kødet, som gør det muligt at stege en lille kylling på 10-12 minutter.

Jeg har ingen Tandoor, så jeg nøjedes med en almindelig ovn til disse marinerede kyllingebidder. Hvis vejr og vind er til det, kan en almindelig trækulsgrill også bruges, men nytårsaften var fugtig og blæsende, hvilket er et meget dårligt udgangspunkt for at grille ved høje temperaturer - i følge manden min - selv har jeg kun ringe forstand på at grille.


Kyllingbrystet skåret i mindre - men ikke for små stykker - ca 2x2cm - bliver marineret to gange: Første gang i citronsaft, salt og chili. De gnides godt ind i marinaden og står i 20 minutter og marinerer.

Imens er der lige tid til at lave marinade nummer 2:


Ingredienserne er piskefløde, yoghurt Naturel, en pasta af hvidløg og ingefær og en krydderiblanding af Garam masala, stærk rød paprika, ristet og stødt spidskommenfrø.

Først røres yoghurten jævn og piskefløden eller anden fløde røres i. Så er det hvidløgs - og ingefærpastaen, der røres i og til sidst krydderierne.
Kyllingen, som nu har trukket i 20 min, vendes i sammen med den saft, som den ligger i.


Marinaden mørner kødet gennem yoghurt og ingefær, men giver også en fantastisk farve. der er nogle, som ønsker den mere rød og bruger flydende rød farve, men det synes jeg er synd.

Så på køl i mindst 6 timer, men gerne op til 24 timer. På denne måde er retten også perfekt til at indgå i en buffet, da den kan laves dagen før.

Steg kyllingebidderne i en 200 grader varm ovn i 15 min, hvor bidderne er lagt bageplade foret med sølvpapir. Sørg for, at de er helt gennemstegte. Det eneste, som du ellers skal gøre, er lige at vende dem 1-2 gange og pensle dem med noget smeltet smør hver gang.


De færdige kyllingebidder, som udgjorde en del af aftenens buffet.


Selv om denne ret normalt blot serveres med citron, agurk og løgringe, kan den også udgøre en selvstændig ret serveret med koriander - og myntechutney, basmatiris, en god krydret tomatchutney samt en fugtig salat af tomat, agurk, løg og citronsaft.

Ingrediensliste:

500 g kyllingbryst i tern

Marinade 1:
Friskpresset saft af 1 økologisk citron
1 tsk salt
1 tsk cayennepulver eller andet rent chilipulver

Marinade 2:
4 spsk yoghurt Naturel 3,5%
2 spsk piskefløde eller fløde 9%
5 cm skrællet og fintrevet ingefærrod
4 fed presset hvidløg
1 spsk garam masala
1 spsk stærk rød paprika
1 spsk koncentreret tomatpure
1 tsk ristet og stødt spidskommen

I ovnen ved 200 grader i 10-15 min.

3 kommentarer:

  1. Lækkert :-) Du har rigtig haft gang i de gode krydderier til nytår. Hos os er indisk og thaimad også altid vintermad. Det smager af meget, og det varmer.
    vh/Karen

    SvarSlet
  2. Jeg elsker bare indisk mad og dette nytår gik jeg da vist helt amok - skønt, og så var der lige rester til den årlige driverdag med skihop 1.Nytårsdag.

    Venligst Birte

    SvarSlet
  3. Efter koncerten 1. Nytårsdag var vi i skoven med den trætte hund - vi trængte vist allesammen til frisk luft, og vi havde også rester - af Chili con Suppe fra natmaden. Det var mere Caramba meksikansk/sydstats end indisk, men også godt.

    vh/Karen

    SvarSlet

Jeg er altid glad for en kommentar