Pandestegt fisk med salat og svampecreme

Fisk skal man jo have - helst 2 gange om ugen, siger de kloge. Der var engang, at jeg ikke kunne fordrage fisk - det var tørt og fyldt med ben.

Men gradvis har jeg lært at lade være med at overstege fisken og så er den lækker og blød. Men helt fortrolig med fiskeben bliver jeg aldrig.

Menuen af frisk sprød Ærtesalat: Smagen kan svagt minde om friske grønne ærter. Den er i familie med iceberg, men den jeg købte, havde ikke et lukket hoved, som iceberg oftest har. Salaten er sprød og i forhold til iceberg er den tykkere i bladene.

Jeg nænnede ikke at skære de flotte blade ud, men serverede dem hele til egen snitning på tallerkenen - hvilket ikke faldt i god jord.



Salatbladene blev overhældt af en dressing af rapsolie, ramsløg og æbleeddike og drysset med hakket rødløg og purløg.

Jeg havde 600 g fast, hvid fisk, som jeg dryssede med salt og lod stå og trække i 15 min.

Imens forberedte jeg svampecremen:

500 g champignon blev skåret i halve skiver.
6 blade ramsløg med stilke blev rullet som en cigar og snittet.
1 rødløg hakket fint.
1/4 fløde 9%
1 tsk æbleeddike - eller efter smag
salt og peber

Jeg kom lidt smør på panden og startede med at stege champignonerne. Da de havde afgivet væde, tilsatte jeg løg og de hakkede stilke af ramsløgsbladene.

Efter noget tid tilsatte jeg salt og peber og til sidst rørte jeg gradvist fløde 9% i, som fik lov til at tykne. Lidt før creme var færdig tilsatte jeg så de snittede ramsløgblade. Men jeg syntes, at cremen var lidt for fed efter min smag, så jeg tilsatte æbleeddike, som friskede gevaldigt op.


Jeg havde kun været heldig at finde to ramsløgsblomster, da jeg fyldte posen.
De blev omgående fanget af mine to gourmetgrise og indtaget i tavshed: Bedømmelsen var, at de smagte væsentlig mere af hvidløg end ramsløgsblade, men smagte stadig godt.

Lidt ærgerligt, at billede ikke kommer med smag og duft, for cremen smagte godt på trods af udseendet

Lige før servering blev fisken stegt på en varm pande med en blanding af smør og olie. Den blev drysset med salt og peber og stegte 4 min. på den ene side og det blev vel også til 3 min. på den anden side.

Dagens tallerken:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar