Syltede drueagurker med chili


Jeg havde været heldig at få fat i 10 mellemstore drueagurker og en smuk, duftende buket dildkroner, så den sidste weekend før nyt arbejde kaldte, måtte jeg bare begynde min årlige fordybelse i syltningens kunst.

De 10 agurker, som svarede til ca. 1 kg, blev prikket grundigt med en spids gaffel. og lagt i saltlage af 1 liter vand pisket med 100 g salt. Da saltet var fuldstændig opløst, blev den hældt over drueagurkerne og de blev tunget ned af en tallerken. Skålen kom i køleskabet og stod der i et døgn.

24 timer efter hældte jeg saltlagen fra.


Jeg kogte 7 dl eddike op med 150 g sukker, 20 sorte peberkorn, 2 friske laurbærblade, 3 fed pillede, hele hvidløg og 3 små, stærke, røde chili, der var renset for frø og halveret. Det hele kogte sammen i ca. 5 min, til sukkeret var opløst.

De 3 friske dildkroner blev skoldet og lagt i et skoldet sylteglas.

Ja, så er det egentligt så nem, så det er lige til at græde over, at vi flår færdigkonserverede bøtter ned fra supermarkedets hylder: Læg agurkerne i glasset, hæld  lagen over  - og sørg for, at den dækker - luk glasset og stil det på køl i 4-5 dage, før du begynder at spise af dem.




Jeg opbevarer dem i køleskabet og spiser dem hurtigt, da der ikke er konserveringsmiddel i og begrænset sukker. Uåbnet kan de holde sig flere måneder, men åbnet i et par uger.

De smager skønt som surt til aftensmaden eller hakkede i småstykker, blandet med skyr, sennep og yoghurt 10% til en spread til sandwich/frokostbolle.

2 kommentarer:

  1. Det er da vist ikke noget problem at spise de agurker hurtigt :-)

    Har lavet din yoghurtdip med de tyrkiske peber flere gange - den er go'! Jeg steger peberstykkerne langsomt for svag varme, så de 'smelter', og blander en teskefuld æbleeddike i, før jeg rører pebre og saft i yoghurten - tak for den gode ide.
    vh/Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den smager godt, men jeg tror da, jeg også lige vil prøve med æblecider, som du foreslår. Det er rigtigt, at de skal "smelte" og ikke blive brune - måske skal jeg lige rette i teksten. Tak!

      Venligst Birte

      Slet

Jeg er altid glad for en kommentar