Nakkekam med efterårets æbler

Efteråret går sin våde sejrsgang over landet og æblerne fortsætter med at drysse ned på græsplænen.

Jeg ved godt, at jeg ikke når at bruge dem alle, for der er rigtig mange æbler i år. Men jeg vil gøre mit bedste: Selv kun fire æbler bidrager til mindre spild.
Samtidig får jeg også tømt ud i min skuffe i fryseren med svinekød.

Jeg havde 1 kg nakkekam, som jeg snørede med bomuldssnor, krydrede den godt med salt og peber og derefter brunede jeg den grundigt i en pande med olivenolie på alle sider.

I en anden gryde satte jeg 2 dl hønsebouillion - også fra fryseren - over at koge op med 2 dl frugtagtig rødvin, 4 nelliker, ½ spsk colmann sennepspulver, 2 spsk sukker og 10 hele sorte peberkorn.

Mens det kogte op, rensede jeg 4 store, syrlige æbler for kernehus og stødmærker. De blev skåret i tynde både. Jeg beholdte skrællen på, men da de skal purere, kan den godt fjernes.


Den brunede nakkekam kom i et ovnfast fad og krydret endnu engang med salt og peber. Æblebådene blev lagt rundt om stegen.

Så blev den varme vinblanding  med de hele krydderier hældt over og fadet blev lukket med alufolie, inden den kom i ovnen ved 200 gr. i 20 min.

Efter de 20 min. skruede jeg ned på 180 grader og lod den stå i ovnen under folie i 45 min. Undervejs blev den penslet med fonden.

Efter de 45 min. checkede jeg kernetemperaturen med et stegetermometer, da ovne er meget forskellige - og min er meget ustabil. Jeg gav den 15 min. mere, men nu uden folie. Så var den på 75 grader og jeg tog den ud og lod den hvile i 15 min, inden den blev skåret ud. Fonden satte jeg tilbage i ovnen for at koge ind.



Jeg valgte at serverer kødet drysset med bredbladet persille og med grøn og hvid båndpasta, men en polenta ville have passet helt fint til.

Kødet var dejlig saftigt og med en skøn smag af de syrlige æbler, der alligevel bidrog med en sødme. Blandingen af rødvin og nelliker mindede mig om, at nu er der ikke lang tid til jul med glögg og æbleskiver på 1. søndag i advent.

En virkelig velsmagende ret, som indeholdte en stor, nuanceret smag trods de enkle ingredienser.

Ingredienser:
1 kg nakkekam - trimmet for det værste fedt.
salt
peber
olivenolie

Fond:
2 dl hønsebouillion
2 dl frugtagtig rødvin
4 nelliker
½ spsk colmann sennepspulver
2 spsk sukker
10 hele sorte peberkorn.
4 store, syrlige æbler
salt & peber

Tilbehør:
Pasta, polenta eller gnocchi.

2 kommentarer:

  1. Uhmm, det ser vel nok lækkert ud :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Det smagte også rigtig godt. Nu må jeg altså se at prøve at lave min egen polenta. Gad vide, om jeg ikke kan finde en god opskrift hos dig ;-)

      Venligst Birte

      Slet

Jeg er altid glad for en kommentar