Nu har jeg jo befundet mig i det søde hjørne i køkkenet et par dage, hvilket er temmelig usædvanligt for mig.
Men det hænder. Ikke særlig ofte til kager, men boller, brød og frugt bliver nogle gange lavet til eftermiddagsguf til mine drenge.
Og da dette efterår har budt på rigtig mange og fantastiske æbler, var denne opskrift fra "Det søde Liv" oplagt til en regnfuld eftermiddagshygge til drengene
Jeg har dog lavet dem lidt anderledes, da jeg brugte nedfaldsæbler, som jo som bekendt kan have haft små gæster i kernehuset tidligere på sæsonen eller en ørentvist eller to er flyttet ind, da boet blev tomt.
Det er ikke så lækker med disse knasende svende til eftermiddagsteen ;-):
Æblerne er forholdsvis lette at lave:
Sæt ovnen ved 170 grader. (Jeg satte min ved 175 grader, da den ikke varmer så godt op, men hvis du kender din ovn, ved du nok og den skal have mere eller mindre end 170 grader)
Tag smørret ud af køleskabet, så det kan nå at blive blødt.
Skræl æblerne og fjern hele kernehuset med en kerneudstikker eller aflang kartoffelskræller.
Derefter udhuler du æblet lidt med en teske eller parisiennejern, så der ikke er nogle skarpe kanter fra æbleskroget tilbage.
Skær æblerne helt flade i den ene ende, så de kan stå lige i et fad.
Kværn mandlerne til mel og bland det sammen med kanel, flormelis og det nu bløde smør. Rør, til det er en jævn masse.
Smelt næste hold smør i en gryde ved lav varme.
Mens det smelter stille og roligt, fylder du dine æbler med blandingen af smør, mandelmel, kanel og flormelis.
Pensl de fyldte æbler med smør og rul/drys dem med en kanel-sukkerblanding.
Jeg stillede de fyldte og kanel-sukkerrullede æbler i nogle muffinsforme, så alt fyldet ikke skulle løb ud over det hele.
De fire fyldte æbler i muffinsformene kom i et ovnfast fad.
Sæt så fadet i ovnen og giv det 15-25 minutter - afhængig af æblets struktur og ovnens effektivitet. Du ved, at de er færdige, når det begynder at dufte af æbler og kanel og tanken om en snarlig jul dukker op i baghovedet.
Mine æbler var forholdsvis store og sprøde og saftige i konsistens, så de skulle have 25 minutter v/175 grader for at blive bløde hele vejen igennem.
Når du tager dem ud, er de rygende varme. Du skal nok lade dem køle af i min. 5 minutter, før du serverer dem.
God eftermiddagshygge med efterårets mange æbler.
Ingrediensliste:
4 skrællede og udhulede æbler
Fyld til æblerne:
50 g mandler med skal på - males til mel
50 g flormelis
50 g blødt smør
1 tsk kanel
Drys til æblerne:
1½ spsk smeltet smør til pensling af æblerne
2½ spsk sukker
1½ tsk kanel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er altid glad for en kommentar